”Den litteraturen jeg liker, skremmer meg, og den henrykker meg. Den giver meg angst, og den gir meg fryd, samtidig; ofte ikke til å skille frå hverandre,” skriver Trude Marstein i essaysamlingen ”Konstruksjon og inderlighet”, der udkom i 2004.
Marstein bestræber sig på renhed, intensitet og enkelhed i sine værker og sætter derfor forfatterne Peter Handke, Dag Solstad og Jonathan Frantzen umådelig højt. Antydningens og observationens kunst, som Marstein tilstræber, møder man også hos danske Helle Helle og Pia Juul, og kollektivromanen ”Weekend”s navlepillende jeg-fortællinger finder vi i det danske skoleeksempel ”Fiskerne” (1928) af Hans Kirk, i Peer Hultbergs ”Byen og verden” (1992) og senest hos Signe Schlichtkrull ”Fogeden” (2009). Den realistiske skildring af hverdag, parforhold og menneskelig utilstrækkelighed har hun til fælles med bl.a. Ida Jessen, der både i romaner og noveller afdækker liv og lyst i præcise registreringer. Også den norske forfatter Nina Lykke skriver i sine bøger om småkvælende ægteskaber og undertrykt livslyst hos den skandinaviske middelklasse.
Trods en snæver litteratursmag, men ivrig læselyst, nævner Marstein bl.a. franske Nathalie Sarraute og østrigske Thomas Bernard som favoritforfattere. Hun er desuden en energisk læser af både norsk samtidslitteratur og litterære klassikere, ligesom hun har skrevet litteraturkritisk i den norske dagspresse og i essaysamlingen ”Konstruksjon og inderlighet”. Heri påpeger Marstein iltert svagheder ved tekster af kanoniserede forfatterkolleger som Knut Hamsun og Johan Borgen, ligesom hun kyndigt og langt mere begejstret fortolker ny norsk litteratur i detaljerede læsninger af f.eks. Anne Otterholm, Tore Renberg og Kristine Næss samt europæiske kolleger som Thomas Bernhard og Peter Handke. I essaysamlingen diskuterer Marstein polemisk såvel litteraturkritik og kvalitetsbegreber som den indiskutable sammenhæng mellem indhold og form: ”Innholdet skal, uansett hvor trivielt det er, være så unikt at formen det står i, er den eneste som kan vise det. (...) Beskrive uten å forklare, forsvare eller angi; bare vise fram, virkelighet” (”Konstruksjon og inderlighet”, s. 163).