Trude Marsteins kollektivroman ”Gjøre godt” fra 2006 (”Weekend”, 2009) indprentede sig for alvor i den skandinaviske bevidsthed. Med dens gennemførte mosaikfortælling spundet over 118 individuelle jeg-fortællere, flakker læseren i løbet af et enkelt hedt sommerdøgn i en norsk provinsby rundt i et farverigt og overdådigt persongalleri. De mange hovedpersoner, der meget filmisk og fragmentarisk både beskrives og fortæller, minder om filmværker som Robert Altmans ”Short Cuts”, P.T. Andersons ”Magnolia” og Paul Haggis’ ”Crash”. Som en anden filmklassiker indledes og afsluttes den 480 sider lange roman med et tog i bevægelse.
En lørdag aften er Peter på vej til et nyt job og liv, idet hans blik fanger synet af den kvinde han elsker siddende i et forbipasserende tog. Karoline er på vej væk fra det hele og specielt sin egen 50-års fødselsdagsfest, som er omdrejningspunktet for størstedelen af romanen. Bogen slutter med hendes pludselige afgang, da hun blot iført stiletter, festkjole og mobiltelefon forlader sin egen fejring og alle de mennesker, der både forguder og afskyr hende.
De to blik er rammen om de mange jeg-fortællinger, som finder sted i løbet af romanens sommerhede døgn – første del ”8. juli” omhandler aftenen og natten, og i anden del ”7. juli” beskrives begivenhederne op til fødselsdagsfesten. Det er en virkningsfuld cirkelkomposition, som tilmed understreger tilværelsens evindelige gentagelsesforløb. Den danske titel understøtter romanens faktiske tidsrum i modsætning til originaltitlen ”Gjøre godt”, som betoner værkets menneskelige mål: at gøre noget godt for andre. Det er et svært ideal at efterleve for bogens mange personer, hvilket Karoline til slut udspecificerer: ”Gøre noget for andre. Gøre noget godt, bare gøre noget godt, for at gøre noget godt, det har jeg aldrig gjort, det var det jeg skulle have gjort” (s. 475).
Læseren møder virkeligheden som den er, så uoverskuelig og perspektivmyldrende, at intet menneske kan overskue informationsmængden og tankevrimlen. Scenen er en provinsby med både sygehus, gymnasium, indkøbscenter og diskotek. Den borgerlige almindeligheds skæbner væves underholdende ind og ud mellem hinanden – et blik til et nik over en kort ordveksling ved supermarkedskassen. De korte afsnit er holdt i enten indre eller ydre dialog mellem et jeg og en eller flere navngivne personer. Trine skal være rugemor for bøsseparret Jan Erik og Glen, Egil holder en skandaløs tale for sin femme fatale hustru Karoline, teenageren Tale flirter med pigeglade Thomas og Nina i fyrrerne forfører den 15-årige Nils på parkeringspladsen.
Samtalestafetten kører uden stop, men ofte kan der gå sider før en ordveksling forløses med modpartens reaktion eller svar. Læseren må lade sig rive med af det intense, flygtige nærvær og ikke frustreres over forvirringen. Under de familiære og kollegiale intriger, teenageopgør, jalousi, sygdom, fødsel, forelskelse, ulykker, hospitalsdød og barnlig uskyld er de mange episoders fælles tema personernes higen efter behovstilfredsstillelse – for de fleste af seksuel karakter. Livet i byens villaer, hoteller og på cafeer er tynget af uforløst begær og skaber en klaustrofobisk tilstand, hvilket gør Karolines afrejse helt befriende.
”Weekend” påpeger menneskelivets simple og banale indhold trods sociale skel, køn og baggrund.
Romanen bryder med den traditionelle fortælletradition og -dramaturgi, og Marstein udfolder i stedet en imponerende orkestrering af skæbnestemmer. I et enkelt, symbolforladt sprog infiltreres et komplekst virvar af persontråde elegant og virkningsfuldt.