Anne Lise Marstrand-Jørgensens første roman “Det vi ved” udkom i 2004 og handler om den 30-årige Laura, som er specialeskrivende i biologi. Hun bor på en nedlagt gård, hun har arvet efter en gammel ven, Gutte, sammen med sin mand Klaes. Laura sætter sig for at indtale barndomsminder på en diktafon for at klarlægge sit liv og få øje på ting og sammenhænge, hun ikke har set før.
Romanen skifter mellem alvidende tredjepersons beskrivelser i nutid af den aktuelle handling på gården, alvidende tredjepersons beskrivelser i datid af barndommen og jeg-fortællende afskrivninger af Lauras diktafonsamtaler. Disse skift romanen igennem gør, at læseren vikles ind i Laura og hendes følelser og tanker. Den alvidende tredjepersonfortæller, der fortæller i datid, giver et indblik i, hvordan det var at være Laura som barn. Hvordan hun var ensom og ansvarlig for sin blinde lillesøster, Vita, og en kræftsyg, psykisk ustabil mor. Derudover får man Lauras egne ord om minder, tanker og følelser på diktafonen samt beskrivelser af, hvordan tingene forholder sig i den nutidige fortalte tid. Her finder Laura for eksempel ud af, at hendes far var en anden, end hun troede. Læseren følger endvidere, hvordan Lauras ægteskab falder mere og mere sammen i takt med, at Klaes’ druk og jalousi tager til, og Laura begynder at undre sig over, hvorfor han bruger så meget tid på sit aflåste arbejdsværelse.
25088530
Marstrand-Jørgensens debutroman er præget af at være skrevet af en erfaren lyriker. Sproget er rigt på malende metaforer og andre sproglige billeder. Den poetiske stil gør, at romanen fungerer på to niveauer: et realistisk og handlingspræget niveau og et mere abstrakt niveau, hvor tanker, følelser og fantasien regerer.
“Det vi ved” er en udviklingsroman, der beskriver Lauras udvikling fra at være afhængig og bekymret til at være uafhængig og finde en større tro på livet. Romanen behandler i forbindelse hermed temaet social arv. Laura er meget bange for at få børn, fordi hun er bange for, hvad der ligger i hendes gener. Hun er bange for, at det barn, hun får, vil få en lige så hård tid, som hun selv har haft.
Titlen henviser til, at det, vi tror, vi ved, måske ikke er reel viden, men blot formodninger. Laura tror, hun ved, hvordan Vita og Klaes er, men alligevel overraskes hun af dem begge, da de pludselig afslører andre sider af sig selv. Titlen kan også bære en betydning af, at vi måske inden i os selv ved det hele, at det bare handler om at ‘høre efter’ og se ordentlig efter, hvordan tingene er. Ligesom Laura gør, da hun begynder at tale sin barndom ind på diktafon og opsøge sandheden om sin far.