Romanen “Ingen” fra 2008 handler om den cirka 40-årige fotograf Elisabeth. Hun er depressiv og angst og har flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling. Elisabeth er fraskilt fra Thomas, som er far til hendes 19-årige datter Molly, og hun bor sammen med journalisten Otto, hendes kæreste gennem mange år. En dag er Otto væk. Det er ikke første gang, det sker, men denne gang kommer han ikke tilbage, og det sætter gang i en tornado af spørgsmål i Elisabeths hoved: Har det noget med hende at gøre? Har han omsider fået nok af hendes vanskelige sind? Eller er der sket ham noget? Politimanden K ringer hele tiden eller dukker op og stiller spørgsmål, og Elisabeth begynder at tro, hun er mistænkt for at have med Ottos forsvinden at gøre. En dag modtager hun et bånd fra Otto med en mystisk samtale på. Samtidig får Molly en kæreste, som er læge, og da hun tager med ham til Indien, får Elisabeths angst fornyet styrke, da hun fornemmer, at der er sket Molly noget forfærdeligt.
27123031
Handlingen i bogen skifter i tid i takt med, at Elisabeths angst tager til, og grænserne mellem drøm og virkelighed og fortid og nutid bliver flydende. Indimellem føres læseren tilbage til den tid, hvor Elisabeth var sammen med Thomas, og hvor Molly var en lille pige. Den tid, hvor Elisabeth stadig gjorde et forsøg på at leve et ‘normalt’ liv. Andre gange er man få dage tilbage i tiden til en eller anden hændelse, som Elisabeth kommer til at tænke på. Skiftene gør, at man som læser føler, man er inde i Elisabeths hoved og oplever hendes sindsstemninger. Dette forstærkes yderligere af, at romanen fortælles af en jeg-fortæller, Elisabeth, som dermed bliver scenesættende. Bogen er endvidere krydret med tegninger og skift i skrifttyper og -størrelser, så det føles som om, man læser Elisabeths dagbog. Identifikationen til trods gør kendskabet til Elisabeths sygdom, at læseren stilles tvivlende over for, om det, Elisabeth fortæller, er ‘virkeligt’ eller et produkt af hendes sygdom. Denne tvivl hos læseren fungerer som en drivkraft for handlingen.
Bogen kredser fortrinsvist om psykologiske tematikker; vrangforestillingerne, tungsindigheden og den irrationelle angst. Sproget er hverdagsligt og fyldt med metaforer, der automatisk opstår i takt med, at Elisabeths sygdom og vrangforestillinger tager til.
Titlen “Ingen” er det allerførste ord i romanen og henviser til, at “ingen er død”. På trods af dette er Elisabeth bekymret og bange. Titlen indkredser problematikken omkring angstanfaldene. Der er ‘ingen’ grund til Elisabeths angst, men det er netop angstens væsen; at den ikke handler om noget konkret. Titlen henviser også til, at Elisabeth ingen har, hun er helt alene i sit angste og depressive univers, hvorfra ingen kan hive hende ud.