Anne Lise Marstrand-Jørgensen har i sit alsidige forfatterskab både skrevet lyrik, biografier, essays og romaner. De seneste mange år har det været romanerne, der har været den foretrukne genre, men det betyder ikke, at lyrikken er glemt: ”Den lyriske måde at bruge sproget på er jo en gave. Jeg har brugt den til at åbne op og tage imod, til særlige sansninger også i mine romaner. For eksempel i middelalderromanerne om den tyske nonne, abbedisse, forfatter og komponist Hildegard (I-II fra 2009 og 2010, red.), som jo er mystiker. Det lyriske tilføjer en ekstra dimension, når hendes helt særlige erfaringer skal beskrives.” (Hellen Niegaard: Derfor elsker vi historiske romaner. Interview med Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Dansk biblioteksforening, 2016-07-29).
Tematisk beskæftiger Anne Lise Marstrand-Jørgensen sig ofte med kærlighed, død, mellemmenneskelige relationer og så selvfølgelig kvinders liv. Kvinderne og deres erfaringsverden er ikke til at komme udenom, når man skal sige noget generelt om Anne Lise Marstrand-Jørgensens forfatterskab. De bløder, slider, prøver, føder, overlever, elsker og kæmper. De bærer fællesskabets tyngde på deres skuldre, hvad enten de er fattige bondekoner på Læsø eller Dronning Margrethe den 1. af Danmark. Særligt i forhold til de historiske romaner er det at bringe kvinder og deres erfaringer frem i lyset en af pointerne for Marstrand-Jørgensen. Om dette siger hun: ”Historien har været domineret af mænd, så hvis man kan gå ind og give en stemme til kvinder, der har betydet noget for historien, så skal den bare have fuld skrue. […] Hvis man tager historien alvorligt, må man også forstå, at vi er en menneskehed, der består af mere end et køn.” (Mathilde Sørensen: Forfatter: Livet nu og her er det vigtigste for en historisk roman. DR, 2017-07-18).
Når det er sagt, så er mændene til stede i Marstrand-Jørgensens forfatterskab. De er fædre, ægtefæller, overgrebsmænd, sønner og helt almindelige mennesker, der ligesom kvinderne prøver at afkode, hvad det vil sige at være et menneske. Det gælder Adam i Paradiset (”Under solen”), Henning Podebusk (”Margrethe 1.”) og Christian (”Ræveår”).