I anden del af trilogien “Skjaldenes Hal” (”Dragonsinger”, 1977) følger man Menolly, der nu er blevet optaget i Skjaldenes Hal. Hvor første bog i trilogien er overvejende alvorlig, tung og dyster, i tema og handling, er tonen i denne bog lettere og ofte humoristisk.
Menolly vækker stor opsigt som eneste pige, der nogensinde er blevet optaget som skjaldediscipel, og som den eneste person med kendskab til ildøglerne, som hun endda har tæmmet ni af. Det bedste af det hele for Menolly er, at hun endelig får mulighed for at udfolde sig musikalsk, og efter lidt af en ilddåb blandt de forskellige musikalske mestre møder hun langt om længe anerkendelse for sine evner.
I Skjaldenes Hal bliver hun genstand for jalousi fra de andre piger, som er betalende elever og ganske talentløse, men hun vinder også venner. En dreng ved navn Piemur, der ikke er andet end ti omløb, tager hende til sig. Piemur må kompensere i intelligens, humor og frækhed for, hvad han ikke har i alder, højde eller styrke.
Handlingen, som udspiller sig over syv dage, følger altovervejende Menollys indre synsvinkel, hendes forsøg på at slå til og klare sig i uvante omgivelser og at leve op til omverdenens forventninger i et mandsdomineret miljø. Dette klarer hun dog til fulde, da det viser sig, at hun kan løbe så hurtigt som de hurtigste drenge, slå en prober næve, når det kræves, og hun bliver mesterskjald Robintons særlige discipel foran snuden på en lang række af håbefulde drenge. Samtidig kan hun imponere alle mestrene og gøre sig gældende musikalsk på deres niveau. På den måde kommer Menollys historie til at handle om en ung kvinde, der skal klare sig i en mandeverden på trods af manglende selvtillid og støtte fra forældre. Fortællingen handler samtidig om en piges ungdom, og hvordan man træder i karakter over for omverdenen.