Anne McCaffrey

stud.comm. Charlotte Kiesow, iBureauet/Dagbladet Information. 2009.
Main image
McCaffrey, Anne
Foto: fantasticfiction

Indledning

Anne McCaffrey er en af science fiction- og fantasy-genrens ‘grand old ladies’. Hun har et svimlende produktivt forfatterskab bag sig på over hundrede værker. De fire romaner, der er oversat til dansk, er fra serien om planeten Pern. I den prisbelønnede og anmelderroste Pern-serie kommer læseren for en stund i selskab med skjalde, små ildøgler, borgherrer, smede og andet jævnt godtfolk. Man bliver taget med på tidsrejser, middelalderlige markeder og ud at flyve på drageryg. Med andre ord kan man trygt glemme den moderne verdens teknologi og jordens naturlove, for der er dømt eventyr for alle ordene, når man er i selskab med McCaffrey.

25644905

Blå bog

Født: 1. april 1926 i Massachusetts, USA.

Død: 21. november 2011 i Irland.

Uddannelse: BA i slavisk sprog og litteratur fra Radcliffe College.

Debut: Restoree, 1967.

Litteraturpriser: 20 forskellige priser, heriblandt Hugo Award, 1968. Nebula Award, 1969. Gandalf Award, 1979 og løbende med et par års mellemrum forskellige priser lige siden.

Seneste udgivelse: Ildøglernes sang : Skjaldenes hal : Dragetrommer. Borgen, 2005. (Dragonsong : Dragonsinger : Dragondrums, 1976, 1977, 1979). Oversat af Torben Nilsson.

Artikel type
boern

Baggrund

“De vingede, langhalede og ildsprudlende drager (opkaldt efter den Jordiske sagnfigur de lignede), deres dragemennesker, en art for sig, og den trussel de kæmpede mod, skabte en hel ny kreds af sagn og myter. Da Pern først var blevet befriet for den overhængende fare kunne perneserne begynde at leve en mere sorgløs tilværelse, efterhånden som sagnene kom i vanry.”
Fra Prologen til “Drager på himlen”.

Anne Inez McCaffrey, datter af George Herbert McCaffrey og Anne Dorothy McElroy, blev født den 1. april 1926 i Massachusetts, USA. Hun voksede op med to brødre, Hugh og Kevin, og gik i skole på Stuart Hall i Staunton i staten Virginia. Herefter kom hun på Montclair Highschool i New Jersey og fortsatte sin uddannelse på Radcliffe College, der var tilknyttet det prestigefyldte Harvard Universitet. Radcliffe College var oprettet for at uddanne unge kvinder, for dengang var Harvard udelukkende forbeholdt mandlige studerende. I 1947 bestod Anne McCaffrey sin bachelorgrad i slavisk sprog og litteratur med udmærkelse.

McCaffrey gik dog ikke direkte til skrivemaskinen efter endt uddannelse. Forinden nåede hun at studere sang og operainstruktion, være skuespiller, arbejde som reklametekstforfatter og gifte sig med H. Wright Johnson i 1950. I løbet af 1950’erne fik parret tre børn, Alec, Todd og Georganne, og da alle børnene var startet i skole, begyndte hun at bruge de timer på dagen, hvor der var stille i huset, på at skrive fantasifulde fortællinger langt fra familieliv, husholdning og hverdag. Hvad der startede med nogle få noveller og historier til forskellige science fiction-magasiner, blev efterhånden et forfatterskab, der var ved at tage form. McCaffrey fortæller om sit forhold til fantasy-genren: “Jeg havde ikke indset det, men jeg vidste at fantasy og eventyr var anderledes og meget mindre beundret end andre genrer. Jeg anede slet ikke, at science fiction var en genre for sig selv, før jeg kom ud og stå på egne ben.” (Lea Thume: “Drager i rummet”. Interview i Proxima nr. 87).

Men ud at stå på egne ben, det kom hun, og da hun udgav sin første roman, “Restoree” i 1967, opnåede hun øjeblikkelig berømmelse. Året efter sin debut – og som den første kvinde nogensinde – blev hun tildelt den prestigefyldte science fiction-pris Hugo. McCaffrey har forklaret, at “Restoree” blev til som en slags protest over den absurde og urealistiske måde, som kvinder blev afbildet på i megen science fiction i 1950’erne og 1960’erne. Det blik på genrens slagside har McCaffrey fastholdt. Hun er fortsat med at skrive om jævnbyrdige mænd og kvinder, om stærke og interessante kvindelige hovedpersoner. I dag har hun næsten udgivet 100 romaner og vundet 20 priser for sit forfatterskab, hvoraf flere er meget prestigefyldte indenfor genren. Hun bor i sit eget hus i Irland kaldet Dragonhold-Underhill, som hun selv har tegnet, og hvor hun desuden driver sit eget hestestutteri. Når hun ikke er ude og se til sine heste, tænder hun ofte for computeren for at skrive med sine fans på Facebook.

Pern-serien

De romaner, der er oversat til dansk, er alle fra McCaffreys serie om planeten Pern. Selv om serien foregår i en fjern fremtid, er Pern ikke teknologisk avanceret. I stedet er det fyldt med magi og væsener, og kulturen og samfundsopbygningen kunne ligne et billede på Europas Middelalder. Landbrug, markeder med skjaldemusik, alle mulige forskellige slags håndværk og et jævnt liv danner baggrunden, hvorfra den lille håndfuld hovedpersoner, som læseren møder i serien, træder frem med deres særlige og handlingsmættede livsbaner.

26925827

Pern-serien udgør tilsammen et helt univers befolket af borgherrer, almindelige bønder, håndværkere af mange forskellige typer, løbere, fiskere, vævere, skjalde, drager og drageryttere. Alle deler de det livsvilkår, at planeten med tohundrede års mellemrum hjemsøges af Den røde Stjerne, som kaster et altfortærende organisk spor kaldet ‘Tråd’ ned fra himlen. Den fare, som stjernen udgør for planeten og alt levende på den, har Perns drager og drageryttere påtaget sig at bekæmpe.

I prologen til Pern-serien, forklares, hvordan mennesket er kommet til den fjerne planet, Pern. Prologen fungerer som en slags rammehistorie, der med en vis science fiction-mæssig logik og realisme sandsynliggør de fantastiske historier, der følger. Blandt andet får læseren at vide, at mennesket koloniserede alle beboelige planeter – blandt andet Pern, hvorefter kontakten til planeten Jorden gik tabt.

Der er foreløbig kun udkommet fire bøger på dansk, men hvis man får blod på tanden, er det muligt at læse de andre på originalsproget engelsk.

Drager på himlen

Af de fire bøger fra serien om Pern, der er oversat til dansk, af en krønike på i alt fjorten, er “Drager på himlen” (“Dragonflight”, 1968) den første. Den udkom på dansk i 1985, og i denne møder læseren et samfund, der lever i velstående og ubekymrede tider. Den livstruende ‘Tråd’ har ikke vist sig i over 400 omløb, hvad der givetvis svarer til 400 år, og derfor lytter perneserne ikke længere til skjaldenes viser om dragerne og dragerytterne. Desuden er de fleste også holdt op med at gøre deres pligter såsom at forsyne dragereden med proviant. Perneserne tror ganske enkelt ikke længere på eksistensen af ‘Tråd’, og derfor er dragereden, en kolossal beboelse med flere hundrede mennesker og drager, over en længere periode faldet i unåde hos de almindelige Pern-beboere, som over tid er begyndt at opfatte dragerytterne som overflødige parasitter, der snylter på samfundet.

De to eneste mennesker, der tilsyneladende tror på Den røde Stjernes tilbagevenden og dermed på en forestående trussel om ‘Tråd’ over Pern, befinder sig i begyndelsen af romanen langt fra hinanden. Den ene, dragerytteren F’lar, finder dog ved mere end et heldigt tilfælde den anden, den snuskede køkkenpige, Lessa fra Ruatha Borg, der gemmer på en helt anden slags livshistorie, end hvad hendes lurvede ydre antyder. F’lar tager Lessa med sig tilbage til dragereden for at gøre hende til redekvinde over reden og her begynder de to i samråd at få overbevist ikke alene drageredens tvivlende beboere, men også hele resten af Pern, om ‘Tråds’ snarlige tilbagevenden. 

Det lykkes dem i samarbejde og ved en kombination af held, fantasi og hårdt arbejde at løse den ene gåde og svære opgave efter den anden. Men det er Lessa, der ved et tilfælde og sammen med sin elskede dronningedrage finder ud af, hvordan man på drageryg kan slå bro imellem tiderne og dermed kan rejse tilbage til Perns fortid i et forsøg på at afhjælpe en snarlig katastrofe.

Et gennemgående tema i fortællingen er det følelsesmæssige og telepatiske bånd mellem drager og mennesker, hvilket fylder en stor del af person- og dragekarakteristikken.

Til tider er fortællingen relativt indviklet. Blandt andet skaber tidsrejserne en række logiske paradokser, eftersom fortid og nutid væves ind i hinanden, men en tålmodig læser vil efterhånden finde svar på de gåder og spørgsmål, som karaktererne stiller sig selv og deres læsere i løbet af handlingen. Hvis man anskuer romanen som et billede på vores verden, kan den læses som en kritik af menneskenes evne til ikke at tage trusler alvorligt. Eksempelvis af de mennesker, som nægter, at Holocaust har fundet sted, og som dermed er blinde for, at noget tilsvarende kan finde sted igen.

Ildøjlernes sang

“Overalt langs væggene sad der ildøgler på små afsatser og fremspring. Deres funklende øjne var rettet mod den lille bunke æg i sandet midt på hulens gulv. Lyden kom fra de små ildøglers struber, og de var alt for optagede af det, der skete med æggene, til at tage notits af hendes bratte ankomst.”
Anne McCaffrey: “Ildøglernes sang”, side 84

Den første bog i trilogien om pigen Menolly og drengen Piemur er “Ildøjlernes sang” (“Dragonsong”, 1976). Selv om trilogien, der rummer “Ildøglernes sang”, “Skjaldenes Hal” og “Dragetrommer”, ikke følger direkte i forlængelse af “Drager på himlen”, kan trilogien sagtens læses sådan. Dog er der referencer til flere forskellige begivenheder, som læseren ikke har kunnet læse sig frem til på dansk. Her må der altså tyes til de engelske originalversioner, der ligger ind i mellem de danske udgivelser, hvis nysgerrigheden tager overhånd.

På fæstningen Halvcirkelborgen er den unge pige, hovedperson Menolly, vokset op som den yngste i en stor søskendeflok, og som en underlig outsider i borgens ellers så monotone, sammentømrede og traditionsforankrede fiskerkultur. Menolly, der udover at besidde et enormt musikalsk talent, er en langlemmet, hurtigt løbende og ensom pige, hvis eneste ven er den gamle skjald på borgen, Petiron, der ligger for døden. Hendes forældre, der er borgherre- og frue, forsøger at undertrykke Menollys medfødte musikalske talent, da det slet ikke er i tråd med traditionel pernesisk kultur, at en pige beskæftiger sig med den slags.

Da Petiron dør, ankommer en ny skjald fra Skjaldenes Hal, der er en slags Perns musikkonservatorium. Det viser sig, at han allerede har fået nys om, at der findes et musisk talent inden for borgens mure. Petiron havde nemlig, som det sidste inden sin død, sendt nogle af Menollys egne viser og musikstykker til mesterskjalden i Skjaldenes Hal, mester Robinton, for at gøre ham opmærksom på hendes særlige talent. Han havde dog holdt skjult, hvem der var komponisten bag disse musikstykker. Borgherren, Menollys far, forbyder alle på borgen at fortælle den nye skjald, hvem der er musikeren bag de anonyme musikstykker.

Da Menolly ved en ulykke får revet sin ene hånd op, mens hun arbejder, beslutter hun at flygte fra borgen, slået ud af udsigten til aldrig at måtte eller kunne spille musik igen. Hun søger ly ved nogle strandklipper, hvor hun opdager ildøglerne, en slags miniature-drager, hvis eksistens altid har været omgærdet af tvivl. Menolly tæmmer ni små ildøgleunger og gør dem dermed til sine. En dag, hvor hun panisk må flygte fra et trådfald fra himlen, opdages hun af en dragerytter, og fra da af går det slag i slag, indtil Menolly til sidst banker på døren til Skjaldenes Hal.

Skjaldenes Hal

“En klingede sødt i hendes ører, men stemmeskruerne var så slidte, at strengene ikke ville kunne holde tonen en hel sang igennem. Hun var begyndt at undre sig over, om blot et eneste af alle instrumenterne i samlingen var egnet til at spille på; men så fik hun øje på en guitar, der hang på en krog næsten helt inde i mørket, som muren kastede. Den ene streng var knækket, men da hun anslog en akkord på de resterende strenge, lød det silkeblødt og sødt.”
Anne McCaffrey: “Skjaldenes Hal”, side 54

I anden del af trilogien “Skjaldenes Hal” (”Dragonsinger”, 1977) følger man Menolly, der nu er blevet optaget i Skjaldenes Hal. Hvor første bog i trilogien er overvejende alvorlig, tung og dyster, i tema og handling, er tonen i denne bog lettere og ofte humoristisk.

Menolly vækker stor opsigt som eneste pige, der nogensinde er blevet optaget som skjaldediscipel, og som den eneste person med kendskab til ildøglerne, som hun endda har tæmmet ni af. Det bedste af det hele for Menolly er, at hun endelig får mulighed for at udfolde sig musikalsk, og efter lidt af en ilddåb blandt de forskellige musikalske mestre møder hun langt om længe anerkendelse for sine evner.

I Skjaldenes Hal bliver hun genstand for jalousi fra de andre piger, som er betalende elever og ganske talentløse, men hun vinder også venner. En dreng ved navn Piemur, der ikke er andet end ti omløb, tager hende til sig. Piemur må kompensere i intelligens, humor og frækhed for, hvad han ikke har i alder, højde eller styrke.

Handlingen, som udspiller sig over syv dage, følger altovervejende Menollys indre synsvinkel, hendes forsøg på at slå til og klare sig i uvante omgivelser og at leve op til omverdenens forventninger i et mandsdomineret miljø. Dette klarer hun dog til fulde, da det viser sig, at hun kan løbe så hurtigt som de hurtigste drenge, slå en prober næve, når det kræves, og hun bliver mesterskjald Robintons særlige discipel foran snuden på en lang række af håbefulde drenge. Samtidig kan hun imponere alle mestrene og gøre sig gældende musikalsk på deres niveau. På den måde kommer Menollys historie til at handle om en ung kvinde, der skal klare sig i en mandeverden på trods af manglende selvtillid og støtte fra forældre. Fortællingen handler samtidig om en piges ungdom, og hvordan man træder i karakter over for omverdenen.

Dragetrommer

“Piemur gik hurtigt hen til døren og missede med øjnene mod det skarpe sollys, der stod i stærk kontrast til mørket indenfor. Han standsede på det nederste trin og tøvede med at tage det sidste skridt, der ville afbryde hans forbindelse med mester Shonagar. Han følte pludselig en hård klump i halsen, der ikke havde noget med hans stemmeforandring at gøre.”
Anne McCaffrey: “Dragetrommer”, side 19

I “Dragetrommer” (“Dragondrums”, 1979) er det Piemurs oplevelser, der er i centrum, mens Menolly og deres fælles venner, skjaldesvenden Sebell og mesterskjalden Robinton, glider en smule i baggrunden.

Piemur kommer fra et liv langt ude på landet som søn af en fårehyrde, men er blevet optaget i Skjaldenes Hal på grund af sin fantastisk rene sangstemme, der endnu ikke er gået i overgang. Piemur skal lige til at begynde at øve et værk komponeret af den største komponist i Hallen, og han har fået den vigtigste rolle, da hans stemme langt overstiger alle de andre disciples. Men i samme øjeblik som han skal til at synge første vers, knækker hans stemme over og begynder at gå i overgang. Dette er naturligvis Piemurs store frygt, idet han ikke mestrer andre musikinstrumenter på højt plan. Piemur frygter derfor, at han nu med en ubrugelig stemme vil blive sendt tilbage til sit tidligere liv som fårehyrde. Dog viser det sig hurtigt, at Mester Robinton og Menolly har helt andre planer for ham – de udnævner ham til deres særlige discipel, men kun under forudsætning af, at han hemmeligholder sin nye identitet. Han udstationeres desuden som trommediscipel for at man ikke skal opdage, at han er blevet Mester Robintons discipel. Trommerne er på Pern en musikart, der er af mere funktionel art end æstetisk. Trommerne bruges nemlig til at sende meddelelser mellem borgene, og Piemur skal nu begynde oplæringen i dette kommunikationshåndværk. Samtidig med, at Piemur oplærer sig selv i trommesignalerne, begynder Menolly, Mester Robinton og Sebell at tage ham i brug som spion ved forskellige lejligheder.

Han ankommer på denne måde til et marked på en fremmed borg sammen med Sebell, begge forklædt som hyrder. Piemur skal bevæge sig rundt på markedet og lytte til folket for at opsnappe, hvem man ønsker at få som borgherre efter den ondskabsfulde, gamle og dødssyge Merons snarligt forventede død. Piemur er dog så nysgerrig, at han ikke kan holde sig på markedspladsen, men får sneget sig ind på selve borgområdet, hvor han forveksles med en køkkendreng og bliver sat til at arbejde. Da han under sin nye falske identitet som arbejdsdreng på borgen bliver gennet op for at gøre rent i borgherre Merons private gemakker, lykkes det ham at stjæle et ildøgleæg og gemme sig for eftersøgningen, da tyveriet opdages. Hvordan han skal slippe ud fra borgen og for sin straf for tyveriet, skal ikke afsløres her, men hans personlige historie ender et helt andet sted på Pern, end den startede.

Gennemgående temaer

Der er tre overordnede stikord ved værkerne i Pern-serien.

Det ene er, at læseren møder et detaljeret, konsistent og troværdigt univers, der vedvarende bygges videre på igennem alle bøgerne. Den røde tråd i de fire romaner om Pern er kultur- og naturbeskrivelserne, der danner en sammenhængskraft i de ellers løsrevne fortællinger om de enkelte personers skæbner. Detaljer så som at alle drikker den varme og opkvikkende morgendrik, Klah, der synes at have samme egenskaber som den jordiske kaffe, samt at man rider på løbedyr og ikke heste, skaber et indtryk af et univers, der ligner vores eget, men som eksisterer under helt andre naturlove.

Det andet stikord er dragerne og ildøglerne. Som det forklares i prologen til serien, er disse væsener opkaldt efter deres slående lighed med den jordiske sagnfigur – dragen. På den måde forklares det overnaturlige fænomen, og man accepterer som læser dragernes eksistens. Samvær og samtaler, samt venskab med drager og de små ildøgler fylder en stor del af hovedpersonernes liv og hverdag og er pudsigt nok med til at bygge nuancerede karakterer, som læseren kan se for sig.

Det tredje stikord, der er relevant at nævne i forbindelse med Anne McCaffreys serie, er, at læserne møder interessante og ambitiøse kvinder i forskellige aldre. McCaffrey lader lige så naturligt mænd som kvinder indtage scenen og viser, muligvis med et islæt af selvbiografiske erfaringer, hvordan Perns piger må kæmpe hårdt for at slå igennem. Det er en indbygget præmis ved McCaffreys forfatterskab, at hverken mænd eller kvinder får nogen naturlig forrang eller tildeles mere interesse fra forfatterens side.

Andre drageværker

Hvis man er blevet grebet af serien om Pern, kan man i Ursula K. Leguins værk “Troldmanden fra Jordhavet” fra 1980 (“A Wizard of Earthsea”, 1968) genfinde mange af de samme fantastiske elementer i anderledes konstellationer. I Leguins serie følger man den unge magiker – eller ‘kogler’, som erhvervet her hedder – Gæts oplevelser og erfaringer fra drengelivet som gedehyrde og hele vejen ind til troldmændenes skole, hvor Ærkekogleren sidder med al magten og ansvaret for hele Jordhavet. Denne serie er en klassiker indenfor fantasy-genren, og op fra siderne myldrer det med koglere og hekse, og forskellige folkeslag der bebor Jordhavet. Endvidere bebos Jordhavet også af drager, der dog er af et helt anderledes frygtindgydende og meget mindre menneskeligt gemyt, end dem man møder hos McCaffrey.

De tre stikord, der gør sig gældende for Pern-serien, nemlig drager, et blik ind i en anderledes verden og cool kvinder, er ligeledes at finde her. Men hvor Anne McCaffreys sprog og fortælling er lys og munter, er Ursula K. Leguins serie langt mere gådefuld, dyster og psykologisk i både sprog, handling og morale.

Selv om Harry Potter-serien er endda meget moderne og humoristisk i sprog og handling i forhold til både Pern-serien og serien om Jordhavet, er der masser af fælles fantastisk gods i de tre forfatteres værker, og en hel del inspiration fra de to forgængere kan da også spores i J.K. Rowlings serie om Harry Potter. De vigtigste træk, som Pern-serien har til fælles med Harry Potter og Troldmanden fra Jordhavet er et grundlæggende plot om et overset og ensomt barn med et synligt ar, der i en eller anden forstand udstikker barnets særlige skæbne. Barnet, om det er Harry Potter, Menolly eller Gæt, befinder sig i begyndelsen i udkanten af en civilisation, men bevæger sig alligevel på trods af alle odds, ind imod centrum af begivenhederne. I alle tre serier hjælpes barnet på vej af sine særlige talenter og evner og en mester, der optræder som en slags faderfigur for til slut selv i en eller anden forstand selv at blive mester. Og naturligvis inddrager alle tre værker drager!

En afgørende forskel mellem Pern-serien og serien om Jordhavet på den ene side og Harry Potter serien på den anden er imidlertid, at sidstnævnte foregår her på planeten Jorden, og at der eksisterer et realistisk England side om side med et magisk England. Både Pern og Jordhavet er derimod rendyrkede fantasiuniverser med helt egne overnaturlige traditioner og kulturelle selvfølgeligheder.

Bibliografi

Værker oversat til dansk

McCaffrey, Anne:
Drager på himlen. Borgen, 1985. (Dragonflight, 1968). Oversat af Helle Borgen.
McCaffrey, Anne:
Ildøglernes sang. Borgen, 1989. (Dragonsong, 1976). Oversat af Torben Nilsson. (Ildøglernes sang, 1).
McCaffrey, Anne:
Skjaldenes hal. Borgen, 1989. (Dragonsinger, 1977). Oversat af Torben Nilsson. (Ildøglernes sang, 2).
McCaffrey, Anne:
Dragetrommer. Borgen, 1989. (Dragondrums, 1979). Oversat af Torben Nilsson. (Ildøglernes sang, 3).
McCaffrey, Anne: Ildøglernes sang : Skjaldenes hal : Dragetrommer. Borgen, 2005. (Dragonsong : Dragonsinger : Dragondrums, 1976, 1977, 1979). Oversat af Torben Nilsson.

Andre udgivelser af Anne McCaffrey

Anne McCaffrey har udgivet næsten 100 værker. På forfatterens hjemmeside er der en oversigt over alle hendes bøger inddelt efter de forskellige serier: Pern, Menolly, Acorna, Catteni, Crystal Singer, Dinosaur Planet, Doona, Dragonflight, Pegasus, The Talents, Petaybee, Planet Pirates, Tower and Hive og Brainship.
På McCaffreys hjemmeside findes der også et forslag til læserækkefølgen i den samlede Pern-serie.

Om forfatteren

På hjemmesiden kan man finde oversigter med udgivelser inden for science fiction og fantasy.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Thume, Lea:
Drager i rummet. Interview i Proxima dansk science fiction tidsskrift nr. 87, 2008.