Der er fyldt med underlige huse i Alen Meškovićs digtsamling ”Første gang tilbage” fra 2007. Huse, der har revet sig løs fra fundamentet og svæver i luften, huse med blændede vinduer og skudhuller i væggen, huse, hvor taget tegneserieagtigt hænger i luften og ligner en åben bog med ryggen opad. Digterjegets tilbagevenden til et krigshærget hus sætter en tankeproces i gang, hvor tunge modsætningspar spilles ud mod hinanden. Er den kløft, som krigen skaber, en halvering af landet eller en fordobling? Betyder den voldsomme omvæltning af tilværelsen mon afslutning eller en ny begyndelse? Ofte er perspektiverne repræsenteret af personer, som her, hvor en mand kun ser slutningen, mens en kvinde insisterer på, at fremtiden findes: ”Lad slutningen være hér,” sagde manden der havde en kone, der havde en mave, der var stor … Mod byen, mod begyndelsen gik kvinden med maven der var stor og sagde: ”Nej. Lad den være et andet sted.” (s. 18). Digtene er hovedsageligt små prosastykker, hvor ordene imidlertid tiltager sig udvidede betydninger, og simple billeder og gentagelsesfigurer udnyttes med stor effekt.
27715141
En flod skærer sig gennem landskabet, og det bliver et centralt billede i digtsamlingen. Bevæger man sig op ad den, bliver man konfronteret med sin fortid: de døde, der ikke vil snakke, og de gamle kærester (i nye arme), ligeledes korte for hovedet. Fremtiden er også blokeret: opløsning og glemsel venter dén, der går ned ad floden. På den anden bred frister en ny tilværelse, der imidlertid er en trættende cyklus af nye begyndelser. At vende tilbage til udgangspunktet går heller ikke, og skulle man alligevel forsøge at tilbagevinde dette illusoriske sted, vil bredden hele tiden vige for én. Sådan er tilværelsens topologi for en flygtning, og huset på bakken har udsigt over alle eksistentielle umuligheder.
I indledningsdigtet, ”Det mærkelige hus”, slås det fast, at ”Et hus er ikke et hjem, før det forlades”. Hjemmet er med andre ord en nostalgisk kategori, hvilket på forhånd gør det umuligt at vende hjem, fordi hjemmet altid er låst i fortiden. Digtsamlingen tager os med første gang tilbage; dens påtrængende spørgsmål er: tilbage til hvad?