Ukulele-jam

Citat
”Så gik jeg ind igen, trak vores røde Sanyo-båndoptager op fra Nenos taske og foldede kablet ud. Sanyo er navnet på et japansk firma, der laver båndoptagere, og det har intet at gøre med det serbokroatiske verbum sanjati, at drømme.”
”Ukulele-jam”, s. 15.

Asfaltblomster er det livskraftige ukrudt, der mod alle odds bryder den træge belægning og skyder op i sollyset på den anden side. ”Ukulele-jam” fra 2011 foregår under krigen i Bosnien i begyndelsen af 1990erne og er historien om, hvordan livet udfolder sig på trods. Jeg-fortælleren, den bosniskfødte teenagedreng Miki, indlogeres sammen med sine forældre i en flygtningelejr nær en kroatisk kystby, og det 14 kvm store værelse 210 i blok D1 bliver rammen om familiens liv over de næste to år.

28956053

Hvor livet for forældrene er noget, de ser tilbage på – moderen resigneret og hulkende, faderen bister og opfarende – er Miki ivrig for at komme i gang med at leve. Han har blikket rettet mod fremtiden. Feriecenteret ligger tæt ved stranden, og teenageliv betyder derfor bålfester med musik og øl og piger på fjortendages visit. Mens det sjove og overvejelserne om den unge kærlighed, der slet ikke er så let at håndtere, fylder bevidstheden, befinder krigen sig altid i den yderste kant af synsfeltet. Blandt de ting, som Miki helst undgår at snakke om, er savnet af storebroderen og hans uvisse skæbne, for han var gammel nok til at blive ført med mændene i en anden bus, da folkearméen tømte landsbyen, og den usandsynlige granat, der trillede gennem et smalt vindue ned i naboens beskyttelseskælder.

Romanen har otte afsnit, navngivet efter kassettebånd med titler som: ”Mikis scoresange”, ”Trash & Heavy”, ”Punk’s not dead”, og ”Store sommerhits” (kapitlerne i hvert afsnit har ofte pigenavne). Miki er fanatisk omkring musik. Da kun et enkelt bånd nåede at blive pakket før den forcerede rømning af hjemmet, er hans indgang til musikken at bytte overspillede bånd med de andre fra lejren. I Pink Floyds ”The Wall” finder han en frase at identificere sig med, og selv om han ikke forstår engelsk nok til at oversætte den, har han fanget dens betydning: ”comfortably numb”. Musikken udgør en flugt fra flugten.

Mikis onkel forsøger ved flere lejligheder at overtale forældrene til at forlade flygtningelejren og starte en ny tilværelse i udlandet. Altid forgæves, for forældrene hænger ved forestillingen om at få deres gamle liv tilbage. Halvt inde i bogen giver storebroderen livstegn fra sig: det er lykkedes ham at flygte til Sverige. Fra det tidspunkt begynder socialstaten Sverige, hvor de oven i købet har offentlige musikbiblioteker, at optræde i Mikis dagdrømme. Skal man finde sig i, at krigen sætter ens liv på pause? Nej, svarer Miki – og trykker play!