Forfatterskabets to afdelinger, den poetiske, der kom først, og det skønlitterære, der fulgte, har forskellige slægtninge.
Søren Ulrik Thomsen er et åbenlyst forbillede for ”Første gang tilbage”. De lange, slyngede sætninger minder om Thomsens arabesker, og det fyldige noteapparat ligner en kærlig hilsen. Alens digte er dog for de flestes vedkommende små lyriske prosatekster, hvilket adskiller dem fra Thomsens mere traditionelt strukturerede poesi.
På prosasiden er Jakob Ejersbos Liberty-trilogi i anlæg og sproglig udtrykskraft en mulig ledsager. Når det gælder andre bøger, hvor det handler om at være ung, vokse op og gøre sig fri af forældrene, samtidig med at pubertetstraditionerne med pigekys og ufornuftigt alkoholindtag holdes i hævd, er der mere eller mindre frit valg på alle hylder i bibliotekets ungdomssektion.