Genrer og tematikker

“Twillight”-bøgerne henvender sig til et yngre publikum, formodentlig primært yngre, kvindelige læsere. Serien taler til et teenage-segment med sin blanding af romance, spænding, teenageproblemer og kærlighedskonflikter hævet op på et overjordisk plan (i vampyrernes verden). Læseren kan på den ene side identificere sig med det jordnære og velkendte, for eksempel what-to-wear til skolefesten eller omklamrende forældreomsorg, og kan på den anden side drømme sig væk i de storslåede enten-eller-dramaer, der foregår på et mere fantasy-lignende og pseudo-metafysisk plan.

“Twilight”-fortællingerne lægger sig imellem flere genrer, dels en klassisk eventyrfortælling om en ung pige i en skov, der møder en farlig dræber, og som forelsker sig i uhyret og redder sig selv og bæstet, dels en ungdomsroman om skolegang, usikkerhed, slyngveninder og potentielle kærester, dels fantasy-genren med dens brug af horrorelementer og magiske væsner, og dels lægeromanen eller trivialnovellen, hvor sproget er voluminøst, floromvundet og talesprogslignende. Grunden til, at “Twilight”-bøgerne ikke kan betragtes som spændingsromaner, er, at spændingen i teksten udelukkende spiller på en underliggende seksualitet, og den dramaturgiske motor, der driver handlingen frem, er en vekslen mellem henholdsvis kontrol og overgivelse til driften.

Stephanie Meyer har valgt at fortælle i en mundret og talesprogslignende tone, og det fungerer fint i den fortælling og fremstilling, hun vil lave. Teenageuniverset passer til tonen, hvor for eksempel ordet absurd indgår som et begreb, der bruges om snart sagt hvad som helst. Stephenie Meyer kan sit kram: Hun fortæller på samme måde, som man kender det fra ungdoms tv-serier. Persongalleriet er mangfoldigt, og selvom historien har en hovedperson, foregår handlingen alligevel med tilpas afveksling mellem det ene og det andet ‘cast’ af karakterer. Hovedpersonen Bellas flirt og vekslen mellem kærlighed, død og/eller evigt liv, begær og afholdenhed, bevæger læseren gennem samme ambivalente følelsesregister, og selvom de fleste anmeldere rynker på næsen af Meyers sproglige kvaliteter, er dét en kunst i sig selv. Meyer kan fortælle en god historie i lang tid, hun kan holde sit læsersegment fanget, og hun kan skabe et univers, der hele tiden udvikler sig i takt med, at historien skrider frem.