Stephenie Meyer
Foto: David Stone/Writer Pictures/Ritzau Scanpix

Stephenie Meyer

cand.mag. og journalist Katrine Sekjær, iBureauet/Dagbladet Information, 2010.
Top image group
Stephenie Meyer
Foto: David Stone/Writer Pictures/Ritzau Scanpix
Main image
Meyer, Stephenie
Foto: POLFOTO

Indledning

Efter blot et par siders læsning er det indlysende, hvorfor Stephenie Meyers Twilight-serie er blevet en verdensomspændende bestseller i millionklassen: Bøgerne er indbegrebet af teenagedrømme, mystik, uforløst begær og spænding. Enhver pige, der har forelsket sig i en dreng fra de større klasser, vil kunne genkende sig selv i Meyers hovedkarakter Isabella Swan. Hun føler sig anderledes, fremmed, klodset og håbløst gennemskuelig i sin overvældende fascination af og forelskelse i Edward Cullen, der, som historien skrider frem, viser sig at være en domesticeret vampyr. Selvfølgelig er det ikke nemt for en teenagepige at have et forhold til en fyr, der hele tiden skal holde sine drifter tilbage for ikke at kaste sig over hendes unge kød. Dét er en genkendelig problematik, selv for teenagere, der ikke drikker blod.

 

52735696

Blå bog

Født: 24. december 1973 i Hartford, Connecticut.

Uddannelse: BA-grad i Engelsk fra Brigham Young University.

Debut: Twilight. Megan Tingley Books/ Little, Brown & Company, 2005 (Tusmørke. Forlaget Carlsen, 2005).

Litteraturpriser: New York Times Editor's Choice, 2005. Publishers Weekly Best Book of the Year, 2005.

Seneste udgivelse: Kemikeren. Lindhardt og Ringhof, 2016. (The chemist, 2016). Oversat af Jan Pock-Steen.

Inspiration: Charlotte Brontë, Jane Austen, L.M. Montgomery og Shakespeare.

 

 

 

Artikel type
boern

Baggrund

“Jeg fik lyst til at slå ham. Nej, faktisk havde jeg lyst til mere end det. Mere end noget andet ønskede jeg at være voldsom og dødsensfarlig, jeg ville være sådan en, ingen turde lægge sig ud med. En, der kunne skræmme Sam Uley fra vid og sans. Jeg ville være vampyr. Mit ønskes voldsomhed kom fuldstændig bag på mig og slog helt luften ud af mig. Det var det mest forbudte af alle ønsker – også selv om jeg kun ønskede det nu for at kunne vinde over min fjende – fordi det var det mest smertefulde.”

“Nymåne”, s. 289.

Stephenie Meyer, barn af forældrene Stephen og Candy Morgan, blev født juleaften 1973 i Hartford, Connecticut. Hun voksede op i Phoenix, Arizona, sammen med fem andre søskende. Hendes uddannelse er ikke specielt litterær, og selv bedyrer forfatteren, at hun aldrig har beskæftiget sig med at skrive, før hun en nat havde en meget levende drøm om en pige og en vampyr. Drømmen blev senere til kapitel 13 i bogen “Twilight”. Efter high school gik Meyer på Brigham Young University i Utah, hvor hun gennemførte en Bachelorgrad i engelsk i 1997.

Meyer beskriver sig selv som en ivrig læser, men ligesom hun først begyndte at høre musik i sit voksenliv, har det ikke været litterære ambitioner, der har præget hende. Faktisk må hun betegnes som prototypen på en amerikansk husmor med forholdsvis konservative værdier og et religiøst syn på tilværelsen. Hun giftede sig i 1994, som 21-årig, med Christian Meyer, som hun voksede op sammen med, og med tre sønner i huset valgte Stephenie at gå hjemme efter BA-graden. “Twiligt” blev skrevet en sommer, når hun havde tid mellem bleskift og pottetræning. I dag bor hun og familien i Cave Creek, Arizona, men har også et hjem på Marrowstone Island, og hvor det før var Stephenie, der var hjemmegående, er det nu hendes mand, der har taget jobbet med at passe børn og holde hus. Fordi Stephenie Meyer er mormon, er det nærliggende at indlæse religiøse motiver i hendes vampyrunivers, men selv afviser hun, at det skulle være intenderet. I interviews fremstår hun som en lidt ydmyg og meget taknemmelig forfatter, der stadig synes overrasket over sin egen succes. Til Entertainment Weekly har hun udtalt: “I read these other authors and I think, Now, that’s a good writer. I’m never going to reach that level. But I’m going to be a good storyteller. And what a thing to be!” (interview Karen Valby: Stephenie Meyer: Inside the Twilight Saga, Entertainment Weekly).

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Stephenie Meyer har ramt en guldåre med sin Twilight-serie, der foreløbig er solgt i over 100 millioner eksemplarer på verdensplan. Med filmatiseringerne af bøgerne er udbredelsen eksploderet, og der er vel i dag de færreste teenagepiger i den vestlige verden, der ikke drømmer lidt om Edward Cullen eller kan identificere sig med Bella.

Den enorme popularitet har dog også fået kritikere frem i lyset. En af de bedst sælgende i bogbranchen, gyserforfatteren Stephen King, mener at Stephenie Meyer overhovedet ikke kan skrive. I et interview med USA Weekend udtaler King: “Både J. K. Rowling og Stephenie Meyer skriver direkte til unge mennesker, men forskellen på de to er at Rowling er en fantastisk forfatter og Stephenie Meyer er intet værd som forfatter.”

 

Tusmørke

“”Jeg prøver at finde ud af, hvad du er.”
Han bed tænderne sammen, men smilede fortsat anstrengt.
”Har du held med det?” spurgte han henkastet.
”Ikke særligt,” indrømmede jeg.
Han lo. ”Hvad går dine teorier ud på?”
Jeg rødmede. Jeg havde vaklet mellem Bruce Wayne og Peter Parker den sidste måned. Det kunne jeg ikke drømme om at indrømme.
”Vil du ikke sige det?” hans forførende smil gav mig et chok. (...)”
“Tusmørke ”, side 92.

Det var ifølge forfatteren en drøm, der blev afsættet for Stephenie Meyers debutroman “Twilight” fra 2005 (“Tusmørke”, 2005). I drømmen stod to personer i en lysning i en skov, optaget af en intens diskussion. Den ene person var en almindelig pige, den anden en gudeskøn mandlig vampyr. Deres samtale drejede sig om det komplicerede og ambivalente i deres forhold: De var ved at forelske sig i hinanden, men vampyren havde svært ved at holde sig fra at dræbe pigen på grund af duften af hendes blod. Kompleksiteten og splittelsen i både at ville have kagen og spise den samtidig blev omdrejningspunktet i Stephenie Meyers bog. Hovedkarakteren Isabella Swan (Bella) forelsker sig hovedkulds i vampyren Edward Cullen, og ved at indlede et forhold til ham og hans øvrige vampyrfamilie balancerer hun på en knivsæg mellem liv og død – eller i hvert fald mellem menneskeliv og evigt vampyrliv.

I starten af bogen flytter Bella fra sin mor og til sin far, der bor i Forks, en frodig, grønlig regntæt by, hvor solen næsten aldrig skinner. Det er i dette beduggede, søvnige landskab, Bellas slumrende kvindelighed og seksualitet vækkes, og det er i den frodige skov, hun oplever sin første kærlighed som et væsen af en anden verden.

25915674

På et symbolplan opererer fortællingen med et næsten eventyragtigt univers: Den smukke, hvide svane (Bella Swan) og den dobbelttydige Edward Cullen (Edward oprindeligt afledt af ‘ead’ – glad/rig/fremgangsrig og ‘weard’ – vagt eller beskytter), der på den ene side vil beskytte sin elskede Bella og på den anden side begærer hendes blod i en grad, der gør den kødelige lyst dødbringende.

Stephenie Meyer har allerede i denne første bog valgt at lave sine egne vampyrregler. Grunden er ifølge forfatteren, at det er nemmere at følge regler, hun selv har opstillet, i forhold til at skulle være opmærksom på de regler og myter, der gennem tiden er opstået omkring vampyrer – at de ikke tåler sollys, hvidløg eller kors for eksempel. Alligevel løber fortællingen ind i nogle teknikaliteter, som læseren må se igennem fingre med. Bellas blod, blot en dråbe, kan få vilddyret frem i Edward. Men samtidig forstår man, at Bella med sine 17 år er kønsmoden og formodentlig har en månedlig blødning. Historien melder dog ikke noget om, at blodet i den forbindelse skulle være et problem.

 

Nymåne

“Jeg var faktisk ligeglad med, om han forvandlede sig til en ulv – han var stadig min Jacob. “Hvis du bare kunne finde en måde, hvor du ikke behøvede såre folk … det er det eneste, der går mig på. Det er uskyldige mennesker, Jake, folk som Charlie, og jeg kan ikke se den anden vej, mens du …” (…)
Han slap mig, men tog mine hænder i stedet for,´. “Jeg er ikke en dræber, Bella.”
Jeg kunne se på ham, at han talte sandt. Lettelsen skyllede ind over mig.
“Nymåne”, side 336.

Stephenie Meyers anden bog i Twilight-serien, “New Moon” fra 2006 (“Nymåne”, 2009) fortsætter, hvor den første slap. Cullen-familien har som en overraskelse arrangeret en stor fødselsdagsfest for Bella. Overvældelsen over de fine gaver og det smukt pyntede hus overgås kun af den overraskelse og forskrækkelse, Bella får, da hun skærer sig på noget gavepapir. En af Cullen-familiens yngre og svagere medlemmer kaster sig over hende ved lugten af hendes blod. Edward redder Bella fra sin brors skarpe tænder, og Edwards far, der som bodsgang for de sjæle, han har taget, har pålagt sig selv et job som læge, får lappet hende sammen og renset sårene. Men der er sår, der ikke kan læges. Og det er bevidstheden om den fare, Bella altid vil være udsat for i samværet med vampyrerne. Familien Cullen tager derfor konsekvensen og flytter fra Forks.

Bella går i chok, da det går op for hende, at Edward har forladt hende. Hun går helt ned med flaget og beskriver sig selv som en zombie, en levende død, dog ikke med den livskraft og årvågenhed, der har præget hendes vampyrvenner.

Et virkningsfuldt greb fra forfatterens side er måden, hun lader tiden gå på. Månederne, der går, står tydeligt midt på en side uden anden forklaring. På den måde forstår læseren, at tiden går, uden at der sker noget: Der er ikke noget at skrive om. Bella er der, men observerer ikke, hvad der sker, hun deltager ikke i livet.

27670768

Imidlertid finder Bella ud af, at hun kan høre Edwards stemme, hvis hun bringer sig selv i fare. Derfor forsøger hun på alle måder at udfordre døden og skæbnen. Som et led i denne leg får hun tiltusket sig to faldefærdige motorcykler, som hun får repareret sammen med sin ven fra den lokale indianerstamme, Jacob Black. Og selv om Bella stadig er forelsket i Edward, vokser der en større og større fascination frem i hende, som retter sig mod Jacob. Han er glad og varm, og hun finder ud af, at hun sammen med ham kan grine og faktisk nyde tilværelsen. Selv om hun ikke er kommet sig over tabet af Edward, er Jacob indstillet på at vente på hende. Og Bella fristes af hans umiddelbare, kærlige og ærlige væsen. Men så med ét ændrer det sig radikalt. For også Jacob bliver et væsen af en anden verden, og derfor bliver Bellas verden pludselig også en anden. Persongalleriet og universet omkring vampyrsagaen udvikles, og man fornemmer klart, at forfatteren så at sige har fået blod på tanden. Der lægges i bog nummer to op til en længere saga, hvor der ikke længere kun er vampyrer, men også varulve på spil.

Jacobs forfædre nedstammer nemlig fra ulvene og er naturlige fjender for de koldblodede, vampyrerne. Da Cullen-klanen igen dukker op i Bellas liv, er der på bedste Romeo og Julie-manér lagt op til en fejde mellem modstridende kræfter i to kæmpende slægter. Og midt imellem dem står den rådvilde Bella, der kommer til at kæmpe for sin kærlighed.

 

Formørkelse

“”Jeg er bare ikke den slags pige, Edward. Sådan en, der bliver gift lige efter gymnasiet som en total bondeknold, der er blevet bollet tyk af sin kæreste! Er du klar over, hvad folk tænker? Er du klar over, hvilket århundrede, vi lever i? Man bliver bare ikke gift, når man kun er 18! Kloge folk gør i hvert fald ikke, fornuftige folk, modne folk! Jeg havde ikke tænkt mig, at jeg skulle være sådan en pige. Sådan er jeg ikke ...””
“Nymåne”, side 303.

Med “Eclipse” fra 2007 (“Formørkelse”, 2009) skal det varmblodede og koldblodede univers forenes, og det sker selvfølgelig med lige dele hjertekval og teenagetrængt dilemma. Læseren kastes direkte ind i handlingen gennem et håndskrevet brev, som ‘formskifteren’ og varulven Jacob har skrevet til Bella. Vampyren Edward er igen tilbage i hendes liv, og det gør ondt på Jacob, så selvom Bella har fået sin kæreste tilbage, har det krævet en høj pris. Udover at være blevet vraget til fordel for Edward, har varulve og vampyrer altid været naturlige fjender.

Edward har givet Bella et løfte om, at hun kan blive udødelig gennem en forvandling til vampyr, men han er splittet og i tvivl, om det er det rigtige at gøre. Imidlertid er Bella i fare for andre af de koldblodige, bloddrikkende væsner. Vampyren Victoria, der nærer et indædt had til Edward, efter at han dræbte hendes mage, forsøger at hævne sig ved at dræbe Bella. Edward vil udsætte forvandlingen af Bella, og han er sikker på, at han kan beskytte hende. Men da Victoria får samlet en hær, der bevæger sig mod Forks, bliver det klart, at det er en opgave, der kræver, at de gode vampyrer indgår en alliance med varulvene for at beskytte både Bella og byen.

29253137

Også i “Formørkelse” får forfatteren videreudviklet sit magiske univers og kombineret en eventyrfortælling med en amerikansk teenagehverdag på en måde, der binder læseren til historien. Slutningen er en cliffhanger, hvor Jacob Black får sidste ord, som han fik det første i indledningen – dog her som en indre monolog. Det er et spændende greb, forfatteren her gør brug af: Fordi Twillight-bøgerne er skrevet i jeg-form af Bella, bliver det interessant pludselig at høre en anden stemme indefra, en person hvis motiver og interesser knytter sig stærkt til den fortæller, læseren er vant til at følge.

I bogen er der med tanke på Meyers egen historie som tidligt gift og ung, hjemmegående mor, en særligt interessant passage, der handler om Edward og Bellas fremtid sammen. Her lægger Bella stærkt afstand til det konventionelle i at blive gift med sin teenagekæreste, og indirekte får Meyer gennem sin hovedkarakter sagt, at hun hverken er blind eller fordomsfuld overfor friere former for ungt samliv.

 

Daggry

““Dette bemærkelsesværdige barn ...” Han løftede sin hånd med håndfladen nedad, som om han ville lægge den på Renesmee, selvom han var mere end 40 meter væk nu, næsten helt tilbage i Volturi-formationen igen.”
“Daggry”, side 808.

Det går stærkt i det afsluttende bind i Twillight-serien, “BreakingDawn” fra 2008 (“Daggry”, 2009), for nu skal alle de tråde, Meyer har lagt ud i de foregående bøger, flettes sammen. Selve fortællingen er inddelt i tre dele, hvor Bella er jeg-fortæller i første og tredje del, mens Jacob Black er stemmen i anden del. 

Det er langt om længe blevet muligt for Edward og Bella at at sige ja til hinanden, og på deres bryllupsrejse bliver Bella gravid. Men efter overraskelsen og glæden kommer bekymringerne hurtigt.

Babyen vokser med foruroligende fart og æder nærmest sin mor op indefra. Under fødslen må Edward give hende vampyrblod direkte ind i hjertet for at redde hende. En smuk forening og blodig måde at fødes på. Datteren, der er halvt vampyr og halvt menneske, kommer til verden som et kønt barn med helt specielle evner. 

27670768

Varulvene mener, at Bella og Edwards barn er et brud på fredstraktaten mellem vampyrer og varulve, så de vil dræbe barnet – og måske også Bella.

Da Jacob stadig nærer stærke følelser for Bella, går han imod sit eget ‘kobbel’ og imod dets leder, Sam.

Og som om det ikke var nok at kæmpe mod varulvenes kobbel, viser det sig, at vampyrerne fra Volturi-klanen er på vej – og de har også ondt i sinde.

Twillight-sagaen ender ikke overraskende lykkeligt – efter fire tykke bind – og forfatteren sætter trumf på slutningen, hvor alt på smukkeste vis går op i en højere enhed. Måske lidt for smukt og let købt, men tager man målgruppen i betragtning, kan det afsluttende bind næsten ikke forløses på anden vis. Alt andet ville skuffe de forventningsfulde fans, der har levet sig varmhjertede ind i de koldblodedes kærlighed.

 

Vandrende sjæle

“Vent nu lige, tænkte hun, idet hun forsøgte at aflede min opmærksomhed fra det komiske ved situationen. Tror du ... tror du måske, at de også har været ude i det her? Hendes pludselige frygt ramte mig midt i et latteranfald. Jeg fik den varme luft galt i halsen, det hamrede i mit bryst på grund af mit anfald af morbidt hysteri.”
“Vandrende sjæle”, side 138.

I “The Host” fra 2008 (“Vandrende sjæle”, 2009) eksperimenterer Meyer med et nyt fantasy-univers. Handlingen er en sci-fi-fortælling bundet op på den typiske ide om besættelse – kroppe, der bliver overtaget af andre væsner – eller sjæle, som de hedder her. Set-uppet kender man fra filmklassikeren “Invasion of The Body Snatchers” af Philip Kaufman eller historier om djævleuddrivelser, hvor kroppen, sjælens bolig, kan få nye beboere og tjene andre (u-)væsners viljer.

I Meyers bog er verden blevet overtaget af fremmede fra det ydre rum, ‘sjælene’. I sig selv er det en skæg idé, at sjælene kommer fra det yderste ydre for at tage bolig i det inderste indre, i menneskets krop. Invasionen er sket med diskretion, idet sjælene overtager kroppene uden, at man kan se det på legemerne. Kun ganske få mennesker har undgået at blive besat, og de lever nu i en konstant kamp for at bevare en sund sjæl i et sundt legeme, for at bevare en fri vilje. Verden er på sin vis blevet et mere roligt sted at opholde sig; der er ingen krige eller konflikter, ingen legemlig sygdom anden end den, der består i, at en parasit har overtaget menneskekroppen.

27940234

Vi følger rebellen og mennesket Melanie Snyder, der bliver fanget og overtaget af en af sjælene, der kaldes Vandrer. Men Melanies sjæl er ikke sådan at komme af med, og inden længe begynder hun at påvirke Vandrers sind med tanker og minder om broderen Jamie og kæresten Jared. På forunderlig vis er kærligheden det mest smitsomme i historien, for Vandrer kan ikke gøre sig fri af Melanies længsel efter sine elskede, og hun begiver sig derfor ud i ørkenen for at finde de to, der bor i skjul sammen med en mindre gruppe mennesker, der ledes af Melanies onkel Jeb. Men mødet med Vandrer i Melanies krop går selvfølgelig ikke så godt. Splittelsen mellem krop og sjæl og kærlighed og fjendskab udvikler sig til en ambivalent kamp, hvor karaktererne bogstaveligt talt skal rumme mere end blot deres egne følelser.

Tanken er interessant, og bogen er lang. Meyer beviser her, at hun igen kan opfinde, beskrive og udleve et helt univers og en original ide samtidig med, at læseren bliver sat ind i hver enkelt karakter. I overført forstand bliver læseren jo på en måde selv en vandrende sjæl, der i fiktionens verden låner karakterernes liv – for en stund.

 

Bree Tanners korte liv efter døden

“Hun åbnede munden for at skrige, men jeg bed hendes luftrør over, inden hun nåede at sige en lyd. Man kunne ikke høre andet end blodet, der gurglede i hendes lunger, og den lavmælte stønnen, jeg havde svært ved at undertrykke.
Blodet var varmt og sødligt. Det slukkede ilden i min hals og lagde en dæmper på den irriterende, kløende fornemmelse i min mave. Jeg drak grådigt og ænsede næsten intet andet.”
“Bree Tanners korte liv efter døden” Side 19.

I 2010 udkom “The short second life of Bree Tanner” (“Bree Tanners korte liv efter døden”, 2010), der er en parallelhistorie til “Formørkelse” i Twillight-serien. Bree var en karakter, en biperson, der optrådte ganske kort i samme bog. I “Bree Tanners korte liv efter døden” følger vi Bree den sidste uge af hendes liv, tiden inden den store kamp mod Cullen-klanen. Det er et interessant perspektiv, Meyer her lægger for dagen. Hendes trofaste læsere har fulgt historien om Bella Swan til ende, og her kommer der så en bonushistorie, en karakter, som ser situationen fra en anden vinkel. Bree Tanner er nyfødt vampyr, tre måneder gammel, da historien starter.

Det eneste, Bree kan huske fra sit liv som menneske, er smerten ved at blive forvandlet. Om dagen holder Bree sig i kælderen sammen med de andre vampyrer. Hun gemmer sig for solen og jager om natten. Men der synes at være en intern konflikt mellem hvem og hvad, man må jage. Nogle af vampyrerne holder sig til de udstukne regler; de må jage de mennesker, som samfundet ikke vil savne, mennesker, som ingen vil lede efter: de hjemløse, narkomanerne og de prostituerede. Andre vampyrer er så ustyrlige i deres blodtørst, at de jager hvad som helst med en puls, og på den måde tiltrækker de sig opmærksomhed. I bogen beskriver Meyer den ekstreme blodtørst, og hvad den gør ved et sind. Alle følelser overdøves af den overvældende tørst, trangen efter blod, næste fix. Alligevel formår Bree at hæve sig en anelse op over sine basale behov. Hun kan som en af de få ‘nyfødte’ holde hovedet nogenlunde klart og munden lukket, især når hun er i nærheden af Diego, der er hendes nærmeste. Kamp, magt og afmagt er stærkt beskrevet i denne bog, som handler om vampyrer, der opererer med det, man kan kalde ‘the dark side of the force’. De pæne gentlemans manerer, læserne kender fra Cullen-klanen i Twillight-bøgerne, viger her for det, man kan kalde de lavere instinkter: Den stærke er i sin ret til at dræbe den svage, alene i kraft af sin styrke. Der er ikke plads til moral. Den eneste grund til, at vampyrerne har regler for, hvem de må jage, er, at menneskene ikke er klar over, at vampyrerne findes. Den, der lever skjult, lever sikkert – de koldblodedes eksistens kan trues af menneskene.

28313187

Selvom bogen har fuldstændig samme sprog som i Twillight-serien, er ideen, der ligger til grund for den, en original tanke: At gøre en bifigur fra ‘fjendesiden’ til en hovedkarakter, at sætte sig i dennes sted og se historien med andre øjne. Samtidig kender man en masse af bogens øvrige karakterer, hvilket giver læseren en følelse af at være ‘indviet’. Når det er sagt, er det forudsigeligt, hvor denne historie ender – hvilket titlen også antyder. Måske er det netop fortællingens styrke; at den er kompakt og disponeret over en uge gør den intens og letlæst. Et glimrende bonusmateriale.

 

Genrer og tematikker

“Twillight”-bøgerne henvender sig til et yngre publikum, formodentlig primært yngre, kvindelige læsere. Serien taler til et teenage-segment med sin blanding af romance, spænding, teenageproblemer og kærlighedskonflikter hævet op på et overjordisk plan (i vampyrernes verden). Læseren kan på den ene side identificere sig med det jordnære og velkendte, for eksempel what-to-wear til skolefesten eller omklamrende forældreomsorg, og kan på den anden side drømme sig væk i de storslåede enten-eller-dramaer, der foregår på et mere fantasy-lignende og pseudo-metafysisk plan.

“Twilight”-fortællingerne lægger sig imellem flere genrer, dels en klassisk eventyrfortælling om en ung pige i en skov, der møder en farlig dræber, og som forelsker sig i uhyret og redder sig selv og bæstet, dels en ungdomsroman om skolegang, usikkerhed, slyngveninder og potentielle kærester, dels fantasy-genren med dens brug af horrorelementer og magiske væsner, og dels lægeromanen eller trivialnovellen, hvor sproget er voluminøst, floromvundet og talesprogslignende. Grunden til, at “Twilight”-bøgerne ikke kan betragtes som spændingsromaner, er, at spændingen i teksten udelukkende spiller på en underliggende seksualitet, og den dramaturgiske motor, der driver handlingen frem, er en vekslen mellem henholdsvis kontrol og overgivelse til driften.

Stephanie Meyer har valgt at fortælle i en mundret og talesprogslignende tone, og det fungerer fint i den fortælling og fremstilling, hun vil lave. Teenageuniverset passer til tonen, hvor for eksempel ordet absurd indgår som et begreb, der bruges om snart sagt hvad som helst. Stephenie Meyer kan sit kram: Hun fortæller på samme måde, som man kender det fra ungdoms tv-serier. Persongalleriet er mangfoldigt, og selvom historien har en hovedperson, foregår handlingen alligevel med tilpas afveksling mellem det ene og det andet ‘cast’ af karakterer. Hovedpersonen Bellas flirt og vekslen mellem kærlighed, død og/eller evigt liv, begær og afholdenhed, bevæger læseren gennem samme ambivalente følelsesregister, og selvom de fleste anmeldere rynker på næsen af Meyers sproglige kvaliteter, er dét en kunst i sig selv. Meyer kan fortælle en god historie i lang tid, hun kan holde sit læsersegment fanget, og hun kan skabe et univers, der hele tiden udvikler sig i takt med, at historien skrider frem.

 

Beslægtede forfatterskaber

Stephenie Meyer er tydeligt inspireret af sine litterære forbilleder, og hun tøver ikke med at indrømme, at hun har planlagt sine bøger efter en opskrift, der kombinerer ingredienserne Charlotte Brontë, Jane Austen, L.M. Montgomery og Shakespeare. Den ‘gamle’ romantiske stil fungerer fortræffeligt med en moderne teenagehistorie, hvor følelserne er lige så store, som de beskrives. Hver bog i serien er angiveligt inspireret af en litterær klassiker: “Tusmørke” af Jane Austens “Stolthed og Fordom”, “Nymåne” af Shakespeares “Romeo og Julie”, “Formørkelse” af Emily BrontësStormfulde Højder” og “Daggry” af Shakespeares to værker – “Købmanden i Venedig” og “En Skærsommernats Drøm”.

I et interview til Hachette Book Group, svarer Meyer, at hun er en stor fan af Orson Scott Card og især Jane Austen, om hvem hun siger, at der ikke går et år, uden at hun genlæser hendes bøger.

Udover klassikerne kommer man ikke udenom fantasy-genren, som Meyer er en del af, selvom hun selv identificerer sig med førstnævnte store forfattere. Hendes forgænger, Ann Rice, forfatter til “En vampyrs bekendelser”, skrev ligesom Meyer historier om vampyrer og andre sagnfigurer, men Rice nærmer sig mere gyser-genren og et historisk univers, end Meyer gør. Også forfatteren L.J. Smith skrev i 1990 serien “The vampire diaries” om den unge og smukke Elena, som har svært ved at vælge mellem den gode vampyr Stefan og hans fascinerende, men onde bror Damon. Den ultimative vampyrklassiker er selvfølgelig Abraham “Bram” Stokers “Dracula” fra 1897. I filmatiseringen af bogen fra 1931, spiller Béla Lugosi en forførende Dracula iført kappe, som siden er blevet et klassisk vampyroutfit. Det er blandt andet denne sort-hvid filmatisering, man mener, har lagt grunden for myten om, at vampyrer ikke tåler sollys. For på grund af sort-hvid filmen brugte man en markant vekslen mellem lys og mørke som filmisk effekt.

 

Bibliografi

Romaner

Meyer, Stephenie:
Tusmørke, 2005. (Twilight. 2005).
Meyer, Stephenie:
Nymåne, 2009. (New Moon. 2006).
Meyer, Stephenie:
Formørkelse, 2009. (Eclipse. 2007).
Meyer, Stephenie:
Daggry, 2009. (Breaking Dawn. 2008).
Meyer, Stephenie:
Vandrende sjæle, 2009. (The Host. 2008).
Meyer, Stephenie:
Bree Tanners korte liv efter døden – En formørkelsesfortælling, 2010. (The short second life of Bree Tanner. 2010).
Meyer, Stephenie: Kemikeren. Lindhardt og Ringhof, 2016. (The chemist, 2016). Oversat af Jan Pock-Steen.

Om forfatterskabet

Kilder

Her henvender Stephenie Meyer sig direkte til de dedikerede fans om alt, der vedrører hendes forfatterskab.