Herta Müller er født i 1953 i en lille landsby i Banat, et forhenværende grevskab og sletteland i Rumænien med floden Donau og bjergkæden Karpaterne som et par af de naturlige afgrænsninger til nabolandene Serbien og Ungarn. Hun tilhørte en tysk – schwabisk – befolkningsgruppe og var akkurat ung nok til at undgå de interneringer, som ramte landets minoriteter i halvtredserne, men gammel nok til at blive drevet ud på randen af selvmord, efterhånden som den politiske bevidsthed meldte sig, og chikanerierne fra sikkerhedstjenesten Securitate tog til op gennem halvfjerdserne. Hun uddannede sig i tysk og rumænsk på universitetet i provinshovedstaden i Banat, Timisoara, og varetog jobs, som sikkerhedstjenesten fik hende fyret fra et efter et, som fabriksarbejder, oversætter og lærer. I 1987 blev hun købt fri af den tyske regering i Bonn og forlod Rumænien med sår på sjælen og dødstrusler fra Securitate som ledsager i en ny tilværelse i Vesten med bopæl i Berlin.
Kort efter hun var ankommet til Tyskland, fik hun besøg af en veninde, som viste sig at være i sikkerhedstjenestens sold. Et eller andet sted i byen ventede en rumæner med ordre om at henrette hende. Dommen blev ikke eksekveret, men Herta Müller kender lejemorderens identitet.
Truslerne har dog ikke fået Herta Müller til at tage mundkurv på over for fascistiske tendenser i kampen for demokratiet. I debatten om de radikale islamister lægger hun sig med sine erfaringer fra kommunismen i forlængelse af markante stemmer som Salman Rushdie og Ayaan Hirsi Ali. Med afsæt i sin egen historie mener Müller godt, man kan kræve af de muslimske gæstearbejdere i Tyskland, at de tager aktivt og tydelig afstand fra den radikale islamisme og dens menneskerettighedskrænkende metoder.