Herta Müller er oversat til dansk gennem de sidste femogtyve år, men inden hendes navn blev en verdensbegivenhed med Nobelprisen i 2009, var det ikke til noget stort publikum. I dag er der kø til hendes værker på bibliotekerne, og de fleste af dem er udsolgt fra forlagene. ”Der Mensch ist ein großer Fasan auf der Welt” fra 1986 (”Mennesket er en stor fasan i verden”, 2009) er nok den titel, som de fleste forbinder hende med, fordi den udkom ganske kort inden uddelingen af Nobelprisen, men den hører ikke til hendes seneste værker – tværtimod var det det første, hun udsendte, efter hun var gået i landflygtighed i Tyskland.
”Mennesket er en stor fasan i verden” kan betegnes som et familiedrama i græshøjde. Titlen repræsenterer den rumænske indvirkning på sproget, et fast udtryk for menneskelig klodsethed og sårbarhed – fasanen er klumpet, opsigtsvækkende skræppende og nem at fange. Handlingen er henlagt til landsbyen. Drømmen om at udvandre har de alle på et eller andet tidspunkt – de fleste hele tiden – også mølleren Windisch. Men fasanen er ikke just nogen trækfugl, og Windisch er på mange måder en mand under pres. Ikke bare på grund af staten, men også kvinderne i familien, hans kone og hans datter. ”Øjnene lyver,” siger nattevagten, ”læggene lyver ikke.” Han sætter skoene ud til siderne. ”Se på din datter, hvordan hun går,” siger han. ”Hvis hun sætter skosnuderne sidelæns på jorden når hun går, så har hun prøvet det.” (s. 12).
27955177
Fortællingen oprulles med den uoplyste landbefolknings naive udsyn og overtro, og jo, Windisch' datter Amalie sætter skosnuderne sidelæns på jorden, hun har prøvet det. Hans kone Katharina har derimod rettet skosnuderne ind. De har ellers næsten stået vinkelret på hinanden. Det var den måde, hun overlevede på i de sovjetiske interneringslejre. Noget for noget. Kartofler for kød-skandalen om man så må sige. Hun var kødet i kokkens seng. Og så i lægens. Og så fremdeles. Til gengæld fik hun kartofler, som kunne stille hendes sult, eller en diagnose, som fritog hende for arbejde. Nu er det slut. Katharina får nemlig ondt, når de gør det, har hun forklaret den godmodige Windisch. Så Windisch har sine trængsler. Han basker med vingerne. Han tager tilløb til at løfte familien op over grænsen til det forjættede Vesten og Tyskland, hvor sprogfrænderne findes. Men det er ikke uden omkostninger. I de røde diktaturers sorte økonomi har det en pris at få de nødvendige papirer til en udvandring. Man betaler den med familiens døtre. Noget for noget. Datteren Amalie skal i ”audiens”, som det hedder i terminologien, hos præsten og politimanden.
Som alle store realister – og det må vi vel kalde Herta Müller på trods af eller på grund af den lyriske finurlighed, der i sidste ende oversætter sig til præcision – er Müller en snyderealist. I ”Fasanen”, som den er hørt omtalt i boghandlerlingo, flyder det barokke og absurde side om side med humoren, det lavkomiske og vulgære og gearer det grå kommunistiske Rumænien og det kranke skæbnefællesskab i Banat-landsbyen med en fornemmelse for folkelivet. Fortællingen folder sig ud som noget større end de relativt få temaer og historier, forfatteren varierer over.