Efter udvandringen til Tyskland blev Herta Müllers forfatterskab mindre imødekommende, mere uforsonligt og mesterskabet nok kun indlysende for de helt trofaste. Staccato præger prosadigtsamlingen “Barfüßiger Februar” fra 1987 (”Barfodet februar”, 1989) med gentagelser, korte sætninger og en klinisk udtynding af adverbierne, særligt årsagsadverbierne: ”Træerne var ikke friseret. Der var en skov i parken. Der var ikke noget klokkeslæt i byen. Det var senere. Matthias følelser overfor Liza var kølnet.” (s. 62). Det er en form, som ligger langt fra den måde, vi er vant til at meddele os på. Teksterne kræver med andre ord meget af sin læser.
Müllers ”Herztier” fra 1994 (”Dyret i hjertet”, 1997) er fortællingen om årene op til udvandringen og månederne efter. Det er en selvbiografisk fortælling om venner, om en gruppe anderledestænkende; fortælleren og Lola og Tereza og Kurt og Georg og Edgar, som mødes på et universitet i Timisoara, hvorefter det går en hel del værre end skidt. Lola med partibogen og alle mændene hænger sig i skabet mellem sine kjoler. Georg realiserer drømmen om flugten til Tyskland og kaster sig derpå ud fra et vindue på femte sal i Frankfurt. Kurt hænger sig i en rem i en lejlighed i Rumænien. Tre selvmord af den slags, hvor man ikke er helt sikker på, at det er selvmord, fordi selvmord ofte er sådan, Securitate arrangerer sine drab.
21557382
På den anden side kunne de alle tre ligeså godt være trætte af livet. Regimet avler ikke livsglæde. Securitate æder Terezas sjæl, mens kræften tager sig af hendes krop. Fortælleren står flere dage i streg med sten i lommen ved flodens breder og tænker på at drukne sig. I sidste ender kommer hun til Tyskland ligesom Edgar, men i den anden ende af landet, og ingen af dem har råd til at rejse, og måske gør det ikke for alvor noget, for det er et underligt venskab, der udvikler sig under et diktatur, noget med at fornærme hinanden, at trykke på de knapper, som gør allermest ondt. ”Til Georg havde jeg skrevet: Jeg har været forkølet i en uge, og min neglesaks kan ikke klippe.” (s. 78). Det giver jo ikke meget mening, hvis man ikke har fået side 69 med: ”En sætning med neglesaks betyder forhør, sagde Kurt, ved ransagning skal brevet indeholde en sætning med sko, ved udspionering en med forkølet. Sæt altid et udråbstegn efter tiltaleformularen, men kun et komma, hvis du har været udsat for dødstrusler.”
Vennerne lever under en besættelse, som er omvendt i forhold til de proportioner, vi herhjemme kendte under Anden Verdenskrig. De er besat af deres egne, af et folk, en nation. De er en håbløs minoritet, konstant chikaneret af myndigheder med timelange forhør og gennemrodninger af deres boliger, camoufleret som indbrud. Håbet lever i nogle bøger, som hænger i en pose fra en snor i en brønd i et sommerhus uden for byen, dem og digtene, som et par af vennerne producerer.