Nærmest hinanden

Citat
”Ved siden af sengen har jeg med det yderste af to fingerspidser fået papirkurven trukket ind i betryggende nærhed, hvis nu mavesækken pludselig gør alvor af sin trussel og sender sit indhold af slavevodka, Nettos svar på Sprite og en vel cirka halvt opløst rullekebab retur. Meget tyder på, at den godt kunne finde på det.”
“Nærmest hinanden”, s. 7.

Ungdomsromanen “Nærmest hinanden” fra 2002 handler om den 16-årige pige Mille, der er håbløst forelsket i player’en Jack, er bedste veninde med Kamma og har sin faste støtte i barndomsvennen David. Bogens handling forløber over en sommerferie, hvor Mille har lagt planer: Hun vil blive solbrændt, score Jack, hænge ud med vennerne og forberede sig mentalt på at starte i gymnasiet, når ferien er slut. I tråd med John Lennons ord ”Life is what happens while you’re busy making other plans” forløber Milles sommer ikke helt, som hun har tænkt sig. I stedet tvinges hun til at tage sine forestillinger om sig selv og andre op til revision efter at være blevet viklet ind i et net af løgne, svigt, dødsfald og kompliceret kærlighed.

24420361

”Nærmest hinanden” fortælles af Mille selv, hvilket gør, at man som læser identificerer sig med Mille og sympatiserer med hende i alt fra hendes intenst beskrevne tømmermænd til hendes chok efter fundet af en livløs tidligere arbejdskammerat, samt alle de ambivalente følelser, hun har i forhold til David, Jack, Kamma og sine forældre.

Sproget er særdeles humoristisk og indeholder mange mere eller mindre selvopfundne udtryk, ofte brugt af Mille på en skæg og selvironisk måde. Bogen er meget ’ung’ i sit udtryk og indeholder mange bandeord og meget slang, som på en ældre læser måske vil virke påklistret. Men netop det autentiske unge udtryk er med til at gøre ”Nærmest hinanden” til en ’rigtig’ ungdomsroman.

”Nærmest hinanden” skildrer på indlevende og direkte vis typiske teenagetemaer som seksualitet, narkotika og alkohol, ugengældt forelskelse og problemer med venner, kærester og forældre. Derudover behandler romanen problematikker omkring grænser, for eksempel i forhold til sex, og skildrer på fornem vis den forvirring, usikkerhed og mangel på selvtillid, der oftest præger netop denne aldersperiode. Det er en vigtig pointe i ”Nærmest hinanden”, at teenagerens kredsen omkring egen navle er nødvendigt i en lang og svær udviklingsproces.