“Jeg vil hellere gå.”
“Jeg kommer og henter dig mandag aften.”
Jeg svarede ikke. Jeg forstod, at dette blev sagt af høflighed. Han ville ikke komme. Hvis vi havde været ældre, ville vi givetvis have fortsat, have sjakret over prisen for en forsoning, forklaret og retfærdiggjort og måske tilgivet, og båret dette med os ind i fremtiden, men som sagerne stod, var vi tæt nok på barndommen til at tro på den fuldstændige alvor og endegyldighed ved visse skænderier, utilgiveligheden ved visse slag. Vi havde set det i hinanden, vi ikke kunne fordrage, og vi havde ingen anelse om, at folk faktisk ser det, og fortsætter, og hader og skændes og forsøger at slå hinanden ihjel, på forskellige måder, og dernæst elsker lidt mere.”
Del Jordan, hovedpersonen i Alice Munros “Lives of Girls and Women” (1971) (“Pigeliv & kvindeliv”, 1986), er flere gange blevet sammenlignet med J.D. Salingers Holden Caulfield fra nyklassikeren “Forbandede ungdom”. Romanen kan da også på samme måde siges at være en form for dannelsesroman om en ung outsider-type, der søger væk fra lillebysamfundet for grådigt at kaste sig ud i voksenlivet.
På grund af historiernes forbundethed blev bogen ved udgivelsen kategoriseret som roman, men den minder om Munros andre udgivelser ved at være en række selvstændige historier, som sagtens kunne stå alene. Med denne roman blev det også tydeligt, hvor Munros fokus lå som forfatter – det er mennesker, hun interesserer sig for, hvordan de skriver deres egen historie, eller i hvert fald forsøger på det, og undervejs omskriver historien, efterhånden som livet ændrer deres perspektiv.
Som titlen antyder, bliver det samtidig slået fast, at det især er kvinder og kvinders erfaringer, Munro interesserer sig for – de valg, de træffer i livet, og de fravalg og afsavn det medfører. Del Jordan er på mange måder repræsentativ for den kvindeskikkelse, der indtager mange af Munros historier: Hun er en intelligent pige med stor livsappetit, som tidligt får adgang til andre erfaringer og livsanskuelser i kraft af de mange bøger, hun sluger. Bøgernes univers står i skarp kontrast til Dels provinsielle omgivelser og halvexcentriske slægtninge, og det er med en konstant følelse af distance og fremmedhed, hun betragter sin tilværelse. Der er for eksempel onkel Benny, som bor alene i nabohuset på Flats Road. Del hjælper ham med at svare på en kontaktannonce i lokalavisen, og snart efter har onkel Benny fået en kone, der dog viser sig at gøre livet temmelig besværligt for ham: “Hun havde smidt kedlen ud gennem vinduet, fordi der ikke var noget vand i den. Hun havde taget saksen og klippet hans grønne sæt tøj i stykker, som han kun havde haft på een gang, til sit bryllup, han vidste ikke, hvad hun havde imod det. Hun havde sagt, at hun ville sætte ild til huset, fordi han var kommet med det forkerte mærke cigaretter til hende.” (s. 25).
Del Jordan vokser op på faderens rævefarm for enden af Flats Road, men følger senere sin mor ind til byen Jubilee, hvor moren begynder at sælge leksika ved at gå fra dør til dør. Det er især den stærke og videbegærlige mor, der præger Dels opvækst, og fylder hende med en blanding af skam over morens støvede hat, knurrende mave og ubændige trang til at ytre sig, samt en fortrængt viden om, at hun ikke er så forskellig fra sin mor, når det kommer til stykket.
Del forelsker sig hovedkulds i en lokal fyr, Garnet, der tilhører en stærkt religiøs baptistbevægelse. Da han frier til hende, må Del gøre op med sig selv om hun hører til i det velkendte samfund fra hendes barndom eller om hun er klar til at forlade alt det, hun kender for at prøve kræfter med verden udenfor.