“Mørkt.”
“Som Brent eller som Dolly?” Det var vores to arbejdsheste, et tospand.
“Det ved jeg ikke. Det var ikke hestehår.”
“Var det som chokolade?”
“Noget i den retning.”
“Blev du ikke ked af det, da det blev hvidt?”
“Nej. Jeg blev glad.”
“Hvorfor?”
“Jeg var glad for, at jeg ikke længere havde samme hårfarve som min far.”
Had er altid en synd, fortalte min mor mig. Husk det. En enkelt dråbe had i din sjæl vil brede sig og misfarve alting som en dråbe sort blæk i hvid mælk.”
Med “The Progress of Love” fra 1986 (“Forunderlig er kærligheden”, 1991) slår Alice Munro for alvor sit navn fast som en fabelagtig fortæller. Novellesamlingen indeholder elleve historier, der på hver sin måde kan siges at rumme essensen af hele hendes forfatterskab. Titelnovellen i samlingen er desuden en af Munros egne favorithistorier, og her vender hun tilbage til temaet om tid, og hvordan vi laver om på vores fortid efterhånden som vi bliver ældre.
Historien begynder med, at fortælleren, Fame, ringes op af sin far, der lakonisk meddeler, at moren er død: ““Jeg tror, din mor er gået bort.” Jeg vidste godt, at “gået bort” betød død. Jeg vidste det godt. Men et kort øjeblik så jeg for mig, hvordan min mor iført sin sorte stråhat var på vej ned ad stien.” (side 7). Fame er flyttet langt væk fra det spartanske barndomshjem og husker tilbage på sin mor, som hun fremstod for hende, da hun var barn. Moren var meget religiøs og knælede i bøn hver morgen, middag og aften. Hun så sjælen som en skat, der skulle bæres gennem livet på et sølvfad. Som et tydeligt eksempel på den stille kærlighed, der eksisterede mellem hendes forældre, fortæller Fame en historie til en kæreste om, hvordan hendes mor brændte en mindre formue op i komfuret, mens hendes far stod og så til. Pengene havde hun arvet fra sin far, som hun afskyede, og på trods af, at familien havde stort behov for pengene, brændte hun hver en dollarseddel op. Hendes far greb ikke ind, men lod hende gøre det, og Fame har altid set dette som et billede på selve kærlighed. Så kommer hun i tanke om dengang, da hendes mors søster Beryl kom på besøg og vendte op og ned på hendes barndoms verdensbillede, og pludselig kommer hun i tvivl, om hvorvidt historien med pengene og komfuret i virkeligheden er helt sand. Måske stod hendes far i virkeligheden ikke i køkkenet og så til, mens hendes mor brændte pengene. Måske anede han intet om det? Måske er det noget, Fame selv har fundet på, noget, hun selv har tilføjet historien?
I en anden historie, “Lav”, besøger David sin ekskone Stella sammen med sin nye og yngre kone, Catherine. Der går noget tid, før det går op for os, at David og Stella har været gift, for det bliver ikke sagt, men relationen bliver tydelig efterhånden som historien skrider frem. Det bliver også tydeligt, at David allerede er ved at køre træt i forholdet til den nye kone og er blevet forelsket i en tredje og endnu yngre kvinde. Han har behov for at dele denne besættelse med ekskonen Stella, som han stadig har et fortroligt forhold til, og han bærer rundt på et nøgenfoto af den unge kvinde, som han vil have, at Stella skal opbevare for ham.
Igennem historien skifter vi synsvinkel fra David til Stella, og læserens syn på deres fælles historie og deres indbyrdes relation ændrer sig dramatisk i takt med denne forskydning.
Hver af de elleve historier fra “Forunderlig er kærligheden” synes at indeholde stof til en hel roman. I modsætning til mange andre noveller rummer nogle af disse historier et helt menneskeliv, et langt ægteskab, og de kan sagtens finde på at springe tredive år i tiden, så vi konstant befinder os i det virvar af fortid, nutid og fremtid, som hver menneskelig bevidsthed rummer. Eller sagt med den britiske forfatter A.S. Byatts ord: “Som jeg før har sagt, er Munros noveller så fantastiske, fordi de rummer hele skæbner, der ellers kræver hver sin roman.”