Haruki Murakami voksede op i Kobe sammen med sine forældre, der begge underviste i traditionel japansk litteratur. Fra barnsben var Murakami påvirket af vestlig musik og litteratur. Den unge Murakami læste alt fra amerikanske forfattere som Vonnegut og Brautigan til russiske Dostojevskij og franske Balzac, ligesom han var stor fan af pop, rock og jazz.
I slutningen af tresserne læste Murakami Teaterkundskab på Waseda Universitet i Tokyo, og selvom han ikke deltog i den heftige studenteraktivitet, så er han rundet af sin tid. I mange af Murakamis værker fremhæver han således 1960’ernes og 70’ernes forbindelser og fællesskaber, ligesom han ofte refererer til rockikoner som the Beatles the Doors og Bob Dylan. Et af Murakamis værker er endog opkaldt efter Beatles-sangen “Norwegian Wood”.
Murakami har oversat værker af amerikanske forfattere som John Irving, Raymond Carver, Raymond Chandler, Truman Capote og F. Scott Fitzgerald til japansk, og hans egne værker er i høj grad påvirket af vestlig kultur.
På universitetet mødte Murakami sin kone Yoko Takahashi, som han blev gift med i 1971. I studietiden havde han et studiejob i en musikforretning, og da han var færdig med at læse i 1974, åbnede han jazzbaren Peter Cat i Tokyo sammen med sin kone. Frem til 1982 var Murakami barejer og indledte sideløbende sin forfatterkarriere. Det hedder sig, at Murakamis litterære karriere startede ved en baseballkamp på en varm forårsdag i 1974. Da kom inspirationen til det, der blev debutromanen ”Kaze no uta o kike” (på dansk: "Hør vinden synge"). Han skrev manuskriptet i fritimerne fra baren, og da det endelig var færdigt, sendte han det ind til en litterær konkurrence, vandt førstepræmien og fik romanen udgivet i 1979. Tre år senere solgte han baren og blev fuldtidsforfatter.
Siden har han rystet en lang række værker af sig og er blevet oversat til ca. 50 sprog. Han har desuden fået en loyal fanskare, der går under betegnelsen Harukier. Den prisvindende forfatter nævnes ofte som en kandidat til Nobelprisen i litteratur, men siger selv: ”Jeg har ikke lyst til at modtage priser. Det betyder nemlig, at man er færdig som forfatter.” (Roland Kelts: The Harukists, Disappointed. The New Yorker, 2012-11-16).