Trækopfuglens krønike

Citat
”Jeg sad længe og kiggede på hendes kjoler, bluser og nederdele inde i skabet. Det var alt sammen skygger, som Kumiko havde efterladt sig. Uden deres ejer ville disse skygger blive hængende, slatne og tomme.”
”Trækopfuglens krønike”, s. 208.

Med ”Nejimaki-dori kuronikure” fra 1995 (”Trækopfuglens krønike”, 2001) fik Murakami sit store internationale gennembrud. I romanen bliver hovedpersonen Toru Okada ringet op af en forførende, unavngiven kvindestemme, og fra da af ændres hans fredelige, kedsommelige liv som hjemmegående ægtemand brat. Først forsvinder katten sporløst, og kort efter forsvinder også konen Kumiko.

Omdrejningspunktet i resten af romanen er Okadas fortvivlede eftersøgning efter Kumiko. Men fortællingen følger bestemt ikke en stringent og lige vej, for Okada har svært ved at finde hoved og hale i forsvindingsnummeret. I første omgang efterlader Kumiko sig intet spor og ingen forklaring, men efter et par uger dumper et brev ind af postkassen.

23645564

I brevet forklarer Kumiko, at hun har haft en affære med en anden mand, og at hun derfor har måttet forlade sit ægteskab. Okada har svært ved at godtage forklaringen. Han stoler fuldt og fast på Kumiko og på deres kærlighed, og han fornemmer, at forklaringen må være en anden. Han indleder derfor en desperat eftersøgning, der hurtigt leder hen imod Kumikos bror, den berømte økonom og kommende politiker Noboru Wataya. Den psykologisk magtfulde Wataya har tilsyneladende en finger med i spillet, der involverer kropslig fornedring, men hvordan?

I ”Trækopfuglens krønike” nedbrydes grænsen mellem det virkelige og det uvirkelige, mellem drøm og levet liv. Det er en art dannelsesroman, hvor Okada drager ind og ud af virkeligheden i sin søgen efter såvel Kumiko som sig selv. Mærkværdige personer træder ind på scenen, fortæller deres livshistorie og spiller en større eller mindre rolle over en afgrænset periode i Okadas liv for derefter at forsvinde og overlade scenen til nye personligheder. Undervejs i sin søgen må Okada ned i en udtørret, afsidesliggende brønd. Her formår han på meditativ vis at tømme sig selv for tanker, hvorved han opnår en form for forbindelse til sjælelivets verden og møder sin tilfangetagne kone. Brøndfiguren er central i romanen og bliver et billede på, hvordan vi som enkeltindivider er afgrænsede fra hinanden og alligevel forbundne.

I romanen kæmper gode og onde kræfter om herredømmet – både i forhold til Kumiko og i forhold til det japanske samfund som sådan. De positive kræfter har hårde kår, ikke mindst fordi den menneskelige forkvaklethed, som repræsenteres ved Noboru Wataya, er pyntet af en smuk fernis.