Scenen i Haruki Murakamis roman ”Afuta-da-ku” fra 2004 (”Efter midnat”, 2008) er sat en enkelt nat i Tokyo. Her zoomer fortælleren ind på en række personer, som i løbet af natten krydser hinandens liv. En af karaktererne er Mari, der ikke kan sove, og som, da vi møder hende første gang fire minutter i midnat, sidder på en fastfoodrestaurant og læser. En anden karakter er Maris søster Ari, som sover tornerosesøvn, og som på denne nat har sovet i to måneder.
I ”Efter midnat” tematiseres det, der sker i ly af natten. Det er ludernes, de lysskys, de liderliges, de ensommes, de følsommes og de sovendes paradis. De sovende udtrykkes gennem Ari, som er forsvundet ned i søvnens mørke. Dermed er det ikke den rekonstruerende søvn, der tematiseres, men flugtens og afmagtens søvn. De øvrige karakterer er netop vågne i natten, fordi de ikke kan finde ro til at sove. Mari lider decideret af søvnløshed, Takahashi befinder sig bare godt i natten, Shirakawa arbejder i natten for at slippe for at komme hjem til sin familie. Hotellet er et billede på mørkt begær, og via Shirakawa får vi et perifert indblik i distance mellem mennesker, der på overfladen har valgt at være nære ved at vælge hinanden som henholdsvis mand og kone.
27434665
I det hele taget står det overfladiske og perifere centralt i romanen. Fortælleren skriver handlingen frem, som er denne et kamera, der panorerer rundt i det nattemørke Tokyo, og som zoomer ind på tilfældige scenarier og personager. Stilen afspejler en af de væsentlige tematikker i værket, nemlig at menneskenes forhold til sig selv og hinanden er overfladiske. Ingen af karaktererne giver for alvor af sig selv, og der er ikke rigtig mulighed for, at man kan komme hinanden nær. Mari fortæller om dengang, hun og hendes søster var hinanden nær. Det var, da de var små og sad i en elevator, der var gået i stå, og de troede, de skulle dø. Mari beskriver det således: ”Der slog vores hjerter i takt, og der var ingen afstand imellem os. Siden da begyndte vi langsomt at glide længere væk fra hinanden, og snart levede vi i hver vores verden.” (s. 204).
Der er dog håb at spore i fortællingen. Dels i kraft af et spirende følelsesmæssigt bånd mellem Takahashi og Mari og dels i kraft af fortællerens læserhenvendelser. Ofte artikulerer fortælleren et bånd mellem sig selv og læseren ved at italesætte sig selv og læseren som et ‘vi’. Derigennem skabes identifikation. En identifikation, som også Mari oplever i forhold til den kinesiske prostituerede, som hun hjælper.