Beslægtede forfatterskaber

Hvis Murakami har givet appetit på at dykke ned i andre japanske forfatterskaber, så kan både Kenzaburo Oe, som modtog Nobelprisen i litteratur i 1994, og Banana Yoshimoto anbefales. De beskæftiger sig ligeledes indgående med det indre sjælelige liv, men forholder sig samtidig til verden omkring. Tilsvarende eksisterer skyggesiderne hos alle tre forfattere side om side med det daglige liv, i hvert fald i tankerne og drømmene. Som læser er det svært at skelne mellem drøm og virkelighed i disse japanske romanuniverser, og i disse fantastiske fortællinger bevæger man sig langt ud på underbevidsthedens dybe vand.

En anden beslægtet japansk forfatter er Ryu Murakami. De to Murakamier har især tilfælles, at de skriver i det kulturelle grænseland mellem øst og vest. Ikke mindst er der meget fælles tankegods i Harukis ”Efter midnat” og Ryus ”I misosuppen”, der sætter scenen i et anløbent kvarter i et nattemørkt Tokyo. Dog er stemningen i Ryus univers mere mørk og dyster end hos Haruki.

Hvis man ønsker at søge ned i de vestlige inspirationskilder, som Murakamis romaner bærer præg af, kan forfattere til magisk realistiske fortællinger som Gabriel García Márquez og Jorge Luis Borges anbefales såvel som den eksistentialistiske forfatter Franz Kafka, der inddrager surrealistiske elementer i sit univers. Der er ingen tvivl om, at Murakami har ladet sig influere af Kafkas evne til at forholde sig litterært til identitetsspørgsmål, hvilket han også viser ved at give hovedpersonen i ”Kafka på stranden” tilnavnet Kafka og ved i novellesamling ”Mænd uden kvinder” at tilbyde en positiv afrunding på Kafkas ”Forvandlingen”.

Man kan også se ligheder med den postmodernistiske kultforfatter Thomas Pynchon. Begge forfattere opbygger unikke universer, der ofte overskrider grænserne for den såkaldt normale virkelighed og introducerer sære væsner. Ligesom Pynchon slynger Murakami også om sig med populærkulturelle referencer til popmusik og litteratur. Det detektiviske islæt hos Murakami kan endvidere minde om Raymond Chandler. Ligesom Chandlers protagonist Philip Marlowe må Murakamis hovedkarakterer på indre detektiviske rejser for at finde svar på livets gåder.