Nabokovs sjette roman “Kamera Obskure” fra 1932 oversatte han selv til engelsk i 1936 med titlen “Laughter in the Dark” (“Latter i mørket”, 1960/2020). Her møder vi den velhavende kunstkritiker Albinus, der forelsker sig hovedkuls i den unge pige Margot, som er ude efter hans penge. Hun flytter ind i hans store lejlighed, mens konen må flytte ud. Men alt er ikke lutter romantik for Albinus. Margots tidligere elsker, den kyniske kunstner Rex, dukker uventet op og bliver en ven af huset. Albinus er for naiv og forelsket til at se, at de to har noget kørende. Hen mod slutningen af romanen, hvor Albinus endelig opdager de tos dobbeltspil, udfolder historien sig som en klassisk tragedie, da Albinus efter en bilulykke bliver blind på begge øjne – ligesom Ødipus. Herefter trækker han sig tilbage til en hytte i bjergene med Margot, som han har tilgivet, for at slippe for Rex. Hvad han ikke er klar over er, at Rex også flytter med. Margot og Rex begynder nu et ydmygende spil overfor den intetanende blinde Albinus. Rex finder en grusom fornøjelse i at sidde helt stille lige over for Albinus, der ikke ved, han er der. Rex går endda så langt som til at kilde ham med et græsstrå.
En pointe i “Latter i mørket” er, at det ikke kun er Albinus, der bliver hånet, det er også læseren, som hånes over sin uvidenhed. Hånet af forfatterens universale magt til at fortælle lige præcis, hvad han vil. Det er en meditation over det at snyde sin læser og udelukke det, som ikke er relevant. Derved bliver det til en metafiktiv roman, der forholder sig til det at skrive en roman.
Nabokov driller og udfordrer sine læsere: Vi ved ikke helt, hvorfor denne historie fortælles. Er det for læserens fornøjelse? For fortællerens? Romanens titel sigter også mod denne ubestemmelighed. Er det forfatteren, der griner i mørket af sin læsers uvidenhed? Eller skal det kun forstås på historieplanet, fordi den unge pige mod slutningen af romanen griner af den stakkels blinde Albinus?
Ud over denne mere eller mindre ubestemmelige leg med mediet er “Latter i mørket” også en roman om destruktive lidenskaber. Dette er en helt central linje i forfatterskabet, som især genfindes i “Lolita”.