”Ada or Ardor” fra 1969 (“Ada eller Ardor: en familiekrønike”, 1971) er en ambitiøs roman. Den er Nabokovs længste, både målt på sideantal og på plottet, der strækker sig over mange år. Handlingen tager sin begyndelse i 1863 og følger Ada og Van, som forelsker sig lidenskabeligt i hinanden. Men efterhånden finder de ud af, at de faktisk er søskende – deres familiestruktur er meget kompliceret. De to elskende splittes, og resten af romanen handler om deres voksenliv. Romanen består af Vans erindringer skrevet i første person (igen en rammefortælling). Romanen ender i 1967, da de begge er blevet gamle.
Det er en af Nabokovs sidste romaner, og den er blevet kritiseret for at være for kompliceret og svær at forstå. Mange er dog alligevel blevet begejstret for denne intellektuelle roman, der har stof til mange spekulationer. Romanen er ligesom “Bleg ild” meget sindrigt konstrueret.
Romanen kan på mange måder læses i forlængelse af Nabokovs centrale tematikker, især det incestuøse er genkommende, lidt som i “Lolita”, men her i en helt anden udformning. Som sagt er det en rammefortælling, hvori Van, gennem sine erindringer, kigger tilbage på sit liv og sit forhold til Ada. Derved bliver romanens store tema tid: Om erindringen, om det at blive ældre og om døden. Om hvordan tiden udfolder sig fra fødsel til død, og især hvordan man observerer tiden på afstand.