Dekonstrueret fiktion

Nabokov er både blevet hyldet og beskyldt for at være en stor æstetiker. Han er blevet kritiseret for at nedprioritere sine historier til fordel for den æstetiske udformning. Nabokov har bestemt kælet for sproget, men det betyder ikke, at hans historier er simple. En gennemført roman som “Lolita” har et højst kompliceret indre forløb, måske ikke i den umiddelbare historielinje, men mere subtilt. Romanen er fyldt med små hentydninger, gåder, spor, ordspil, vittigheder og lignende, som den opmærksomme (og stakkels) læser kan blive helt forvirret af. Der leges med karakternes identitet. Hovedpersonen i “Lolita” har for eksempel en slags dobbeltgænger i sin rival Quilty. Quilty optræder med flere navne gennem romanen, og man bliver først sikker på hans reelle eksistens til sidst. Alt sammen elementer der komplicerer den fortløbende handling. I forlængelse af disse intellektuelle spidsfindige elementer giver det god mening, at Nabokov ved siden af forfattergerningen var en ivrig skakspiller og yndede at udtænke ‘skakproblemer’, som han også fik udgivet nogle af.

Et andet element, der komplicerer læsningen, er den store brug af ironi. Ironien gennemsyrer de fleste af romanerne på både historieplanet (karakterne imellem) og på et metaniveau. På metaniveauet sætter ironien spørgsmålstegn ved romanen som fiktion. Romanerne er fyldt med kommentarer, der nedbryder fiktionen, eksempelvis som i “Latter i mørket”. Her træder ironien ud af historieplanet og bliver til en kontrakt mellem forfatteren og læseren, fordi den ikke har noget med historien at gøre længere. Alle de ironiske ubestemmeligheder er ikke bestemt af historien, men bestemt af at Nabokov gør opmærksom på, hvordan han har konstrueret sin roman. Derved opstår der en dialog mellem forfatteren og læseren, som underminerer læserens evne til at leve sig ind i fiktionen. De fleste af Nabokovs romaner er skrevet ind i en rammefortælling, der igen komplicerer historiens forhold til læseren, idet rammefortællingen også gør opmærksom på, at der er tale om en konstruktion, om fiktion.

Der er mange ubestemmeligheder i Nabokovs romaner, hvilket gør dem svære at læse, fordi man aldrig kan være helt sikker på, hvad meningen er. Der er også mange mord, mange groteske situationer, mange gemene handlinger og mange grusomt udspekulerede mennesker. Men parret med den megen humor og glæde der også er i bøgerne, er det ikke den rene jammerdal at læse. Tværtimod er det en stor fornøjelse at blive udfordret af romanerne, som man ofte må læse igen for at forstå de mange lag, der er i dem.