I sine ungdomsværker forsøger Erwin Neutzsky-Wulff at opbygge et lille, litterært univers med sig selv som hovedperson. Debuten Dialog om det 21. århundredes to vigtigste verdenssystemer (1971) er en filosofisk dialog efter klassisk mønster. Handlingen er placeret i fremtiden, hvor dysten står mellem det humanistiske menneskesyn og den nye ideologi (eller anti-ideologi) wulffianismen, opkaldt efter bogens forfatter. Wulffianismen er anarkistisk i ordets egentlige forstand, en accept af volden som virkemiddel og en forkastelse af civilisationen (hvilket fik Elsa Gress til kalde bogen for ”fimsefin og halvlækker dødssyg nazimentalitet”). Andre bøger fra samme periode er blandinger af essays og digte og fremstår nærmest som tillæg til Dialogen . Al Neutzsky-Wulffs poesi er rimet og metrisk, og har som meget af hans prosa et præg af pastiche.
Med den episodiske roman Adam Harts Opdagelser (1972) begyndte Neutzsky-Wulff at finde sin stemme – og få en fanskare. Hovedpersonerne, Adam Hart og hans makker Victor Janis, er ”okkulte detektiver” der kommer ud for lidt af hvert både i denne og andre verdener. Der er megen humor i historierne, og en ironisk skildret Neutzsky-Wulff optræder selv som biperson. Serien af fortællinger fortsætter i Adam Hart og sjælemaskinen (1977), der ligeledes har en episodisk karakter; i Victor Janis og søn (1977), der har en mere konventionel romanstruktur; og endelig i Oiufael (1977), en eksperimenterende roman, der bl.a. mestendels er skrevet på vers.