Erwin Neutzsky-Wulff

Erwin Neutzsky-Wulff er en ener i dansk litteratur, en ægte kultforfatter. Hans omfattende produktion kredser om et altdominerende tema, okkultismen , forstået som den personlige oplevelse af overnaturlige fænomener. Det stiller ham i et modsætningsforhold til såvel det materialistiske verdenssyn som den etablerede religion.

Forfatterskabet kan bedst beskrives som en udfordring. Det er en udfordring i den forstand at der ofte stilles store krav til læserens forudsætninger inden for fremmedsprog og naturvidenskab, samtidig med at dette kombineres med mere eller mindre ringeagtede genrer som science fiction, gys og pornografi. Neutzsky-Wulff nedbryder grænserne mellem disse genrer, og i stigende grad mellem romanprosa, poesi og faglitteratur. Stilistisk dyrker han det svulstige med prædikenagtige indskud og vildtvoksende billedsprog.

Men Neutzsky-Wulff udfordrer også sin læser i en helt anden forstand. Han sætter spørgsmålstegn ved vort samfunds mest grundlæggende ideer: den klassiske naturvidenskab, den kristne etik, kvindefrigørelse, demokrati. Han er en dreven ironiker der skyder med spredehagl og aldrig forsømmer at indtage et ledigt standpunkt. Når han er bedst, får han sin læser til at reflektere over forestillinger der er så indgroede at vi opfatter dem som selvfølgelige sandheder. Han kalder den der med åbent sind læser en bloddryppende gyser, klogere end den der har låst sig fast på et etableret filosofisk system: ”For i ham har den levende tvivl slået rod: Måske er blod alligevel godt!” (Magi 1986, s. 221).

Erwin Neutzsky-Wulff er født 1949. Han studerede en overgang filosofi ved Københavns Universitet, men tog aldrig afsluttende eksamen.

I sine ungdomsværker forsøger Erwin Neutzsky-Wulff at opbygge et lille, litterært univers med sig selv som hovedperson. Debuten Dialog om det 21. århundredes to vigtigste verdenssystemer (1971) er en filosofisk dialog efter klassisk mønster. Handlingen er placeret i fremtiden, hvor dysten står mellem det humanistiske menneskesyn og den nye ideologi (eller anti-ideologi) wulffianismen, opkaldt efter bogens forfatter. Wulffianismen er anarkistisk i ordets egentlige forstand, en accept af volden som virkemiddel og en forkastelse af civilisationen (hvilket fik Elsa Gress til kalde bogen for ”fimsefin og halvlækker dødssyg nazimentalitet”). Andre bøger fra samme periode er blandinger af essays og digte og fremstår nærmest som tillæg til Dialogen . Al Neutzsky-Wulffs poesi er rimet og metrisk, og har som meget af hans prosa et præg af pastiche.

Med den episodiske roman Adam Harts Opdagelser (1972) begyndte Neutzsky-Wulff at finde sin stemme – og få en fanskare. Hovedpersonerne, Adam Hart og hans makker Victor Janis, er ”okkulte detektiver” der kommer ud for lidt af hvert både i denne og andre verdener. Der er megen humor i historierne, og en ironisk skildret Neutzsky-Wulff optræder selv som biperson. Serien af fortællinger fortsætter i Adam Hart og sjælemaskinen (1977), der ligeledes har en episodisk karakter; i Victor Janis og søn (1977), der har en mere konventionel romanstruktur; og endelig i Oiufael (1977), en eksperimenterende roman, der bl.a. mestendels er skrevet på vers.