Neutzsky-Wulff har igennem hele sin karriere insisteret på at betegne sig selv som science fiction-forfatter, selv om dette har mødt modstand fra science fiction-læsere, fordi hans romaner bryder med genrens rationalistiske konventioner. Neutzsky-Wulff opfatter science fiction som vor tids kunstneriske fortolkning af det mytologiske, og hans science fiction-romaner kan læses som tydeliggørelser af dette forhold.
Anno Domini (1975) er på overfladen ret konventionel. En astronaut er ankommet til en fremmed planet, og i sin udforskning af kontinentet gennemlever han en komprimeret version af hele menneskehedens udvikling. I Gud (1976) presses den traditionelle science fiction-form: En gruppe mennesker tages ombord i nogle fremmede væsners rumskib, der er på rejse mod intet mindre end Guds planet!
I Den 33. marts (1977) flytter handlingen fra det ydre til et ”indre rum”, et udgangspunkt der minder om den amerikanske science fiction-forfatter Philip K. Dick. En stille eksistens i 70'ernes København opdager, at bibliotekets bøger har blanke sider, at husene blot er kulisser og at han ikke kan forlade byen. På et sindssygehospital ”hallucinerer” han om en anden verden, hvor han er den ventede messias.
Havet (1978) er ligesom Anno Domini og Gud en rumrejseroman. Det overnaturlige indhold kommer her i fokus ved at bogen er bygget op over Tarok-kortene. I Menneske (1982) opnår en computer selvstændig bevidsthed og beslutter sig for at finde ud af, hvad det vil sige at være et menneske. Til det formål drager den på en odyssé gennem menneskehedens historie, fra stenalderens jægersamfund til nazismens gru, og historien afsluttes i en parodi på 70'ernes Danmark.