Pelle Erobreren

Citat
”Dette var en hel ny Verden, og Pelle var i Gang med at erobre den. Ikke en Trævl vilde han lævne. Havde han nu haft Kammeraterne fra Tommelilla her, saa skulde han have forklaret og sat den ind i det altsammen. Jøsses hvor de vilde glo stort!”

”Pelle Erobreren”, s. 24.

Martin Andersen Nexøs første store romanværk, ”Pelle Erobreren”, blev skrevet i årene 1906-10. I forordet kalder han meget sigende romanen ”en bog om proletaren - altså om mennesket selv”.

”Pelle Erobreren” er et storslået forsøg på at forene temaerne fra forfatterskabets første år – kvinden som skaber og opretholder af livet og menneskets forhold til naturen – og omsætte dem til et konkret politisk engagement. Romanen vokser ud af en stærk social indignation og en tro på de fattiges og kuedes revolutionære kræfter, på kvinden som moder og livskraft og på proletarens væsensfællesskab med naturen. Det er en uhyre samfundskritisk og idealistisk roman, der med Pelle som omdrejningspunkt skildrer arbejderbevægelsens udvikling i slutningen af 1800-tallet.

53285511

Romanen begynder i 1871, hvor den otteårige Pelle ankommer med sin far, Lasse, til Bornholm. De er fattige indvandrere fra Sydsverige og får tjeneste på Stengaarden, som danner rammen om romanens første del. Andersen Nexø har en ganske særlig sans for at indfange barnets verden, og styrken ligger først og fremmest i hans evne til at fremmane kontrasten mellem barnets åbne sind og de voksnes bristede illusioner. De håbløse og ydmygende levevilkår knækker ikke Pelle, som de har knækket så mange omkring ham. Han føler tværtimod, at han er skabt til noget stort. Hvad dette store er, går først op for ham, da han som ung nyudlært skomager slår sig ned i København.

I københavnerdelen leverer Andersen Nexø nogle af dansk litteraturs mest gruopvækkende beskrivelser af fattigdom, og især beskrivelsen af lejekasernen Arken på Christianshavn gør indtryk. Det er denne afgrundsdybe nød, som vækker Pelle og får ham til at kaste sine kræfter ind i arbejderbevægelsens kamp for retfærdighed og bedre levevilkår. Han forvandler sig fra medfølende tilskuer til aktivt kæmpende idealist. Med til denne udvikling hører også kvinden, som her portrætteres gennem Pelles hustru, Ellen, som indtager en særstatus i romanens dannelsesprojekt. Pelle sætter hendes kærlighed på enorme prøver, men i sin grænseløse kærlighed til ham er det hende, som i sidste ende redder Pelle fra at gå til bunds. Og det er først i det øjeblik, Pelle anerkender, at hans liv først og fremmest beror på hustruens kærlighed og respekt, at han virkelig kan slå ind på den vej, der gør ham til en ægte erobrer.

Pelles vision bliver den fredelige revolution, et ”paradis for de mange”, centreret om kooperativet med fælles produktion, ansvar og ejerskab. Romanen besvarer ikke, om Pelles paradis lykkes, men der er ingen tvivl om, at hans tilbagevenden til jorden og kvinden er en sejr i Andersen Nexøs øjne. Pelle forbliver nemlig tro – både mod idealerne og mod hjertet og jorden: Han bliver et helt menneske.