Allerede med Martin Andersen Nexøs debut, novellesamlingen ”Skygger” fra 1898, slås et grundtema i forfatterskabet an: kvinden som skaber og opretholder af livet. Et godt eksempel er novellen ”Lotterisvensken”, hvor moderen er skildret som det omsorgsfulde centrum, der på trods af nød og fattigdom tager vare på familien, mens faderen beskrives som en destruktiv kraft. I novellesamlingens fortællinger fra Spanien genfinder man denne modsætningsfigur mellem kønnene, og der er næppe nogen tvivl om, at Andersen Nexø har fundet kilden til den hos sine egne forældre.
Også i Martin Andersen Nexøs romaner tages der afsæt i konflikten mellem moderskabets positive urkraft og mandens negative rastløshed, erobrertrang og trang til at ødelægge, hvilket tillige bliver et billede på konflikten mellem proletarernes ukuelige vilje til liv og det brutale borgerlige samfund.
Fra og med novellesamlingen ”Muldskud” fra 1900-1905 begynder naturen at spille en større rolle i Martin Andersen Nexøs forfatterskab. Novellerne er – som det senere hovedværk ”Pelle Erobreren” – inspireret af barndommens bornholmske landskaber og er fortællinger om jævne og stærke individer, der som en uanselig, men livskraftig grøde skyder op af jorden. For Andersen Nexø er der tale om et livsbekræftende fællesskab, hvor proletaren henter sin styrke.
Fra de første noveller til de senere kæmperomaner skildrer Andersen Nexø proletarernes kamp for og vej til et værdigt liv, og han var ikke bange for at stille sin kunst til rådighed for et politisk og etisk engagement. Engagementet bestod på den ene side i at skildre og synliggøre de uhyrlige kår, størstedelen af den danske befolkning levede under i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede. På den anden side rummede værkerne et afsæt for den utopiske drøm om et nyt og bedre samfund, der skulle vokse frem i forlængelse af den socialistiske revolution. Målet med Andersen Nexøs kunst er altså at bevidstgøre proletaren i dobbelt forstand – om samfundets uretfærdighed og om muligheden for forandring. Det kritiske og det idealistiske drive er uadskilleligt hos Andersen Nexø. Dermed indtager han lidt af en særstatus i dansk litteratur, som er rig på samfundsrevsere, men fattig på store idealister.