PLEJER 1 - Jamen kære, vi har ikke sendt bud efter dig.
TOTA - Det ved jeg. Og heller ikke i år har jeg nogen bombe i tasken.
PLEJER 1 - Men din suite er parat.
TOTA - Det der er ikke andet end Mega C-vitaminer.
PLEJER 1 - Og en negleklipper.
PLEJER 2 - Men vi har også noget til dig. Kom nu. (De går over mod hendes stue) Aftenvagten kommer med en cisordinol.
TOTA - Tak.”
Skuespillet “Eitur nakað land week-end?” fra 2001 (“Hedder noget land weekend?”, 2005) blev i 2002 tildelt Den Nordiske Dramatikerpris. Historien foregår på en psykiatrisk afdeling på Færøerne. Centralt i stykket står Johanna, som kan siges at være afdelingens dronning. Hun er veluddannet, gift og ifølge de andre på afdelingen ikke tilstrækkeligt gak til, at hun kommer til at bo der permanent. Det gør flere af de andre som er hårdere ramt derimod. Dialogerne får ofte et barokt skær som følge af de ofte usammenhængende og patosfyldte dialoger patienterne og deres forskellige udbrud. Det mest konkrete element i Johannas lidelse er, at hun bliver ved med at se en særegen bondeskikkelse, som både læseren og de andre patienter får lov at høre en del om. Hallucinationen har sit ophav i en portrætbuste af en bonde, som var det første Johanna så hver morgen, når hun mødte på sit arbejde på Landsbiblioteket. Ifølge hende selv ikke just et vederkvægende syn:
“JOHANNA: […] Et skrækkeligt surt fjæs. Han så nøjagtig ud, som om han havde slået en prut, eller som om han kunne tænke sig at lugte til vores røv, ligesom for at checke, hvilken udmark vi havde græsset på. “Fjols” sagde jeg til ham flere gange om dagen. Naturligvis ikke højt. Jeg rakte også tunge ad ham, og når ingen så det, viste jeg ham også rumpetten. (Til Torulf) Du behøver ikke at stå og klø dig i nosserne, jeg viser dig alligevel ikke røven. Man siger ofte om huse, eller om hele landsbyer, at de plages af spøgelser og af onde ånder. Sådan virker bonden på mig. Han er Færøernes største spøgelse. Og det blev bare værre, da jeg havde væltet portrætbusten af ham” (s. 29).
Den lidet subtile og i det hele taget temmelig voldsomme Torulf forelsker sig i Johanna og ser ikke med milde øjne på hendes mand Thomsen. En anden mandlig patient, Dia, bliver en kær fortrolig – delvist qua sin aseksuelle fremtoning. Ægtemanden Thomsen har det svært med hustruens diffuse sind. I stykkets første scene er Johanna hjemme på weekend og beskylder manden for alskens modbydeligheder – utroskab og seksuelt misbrug af deres egen datter. Efterhånden bliver det klart, at Johannas psykiske problemer har sin rod i en voldsom ulykke, som netop datteren Didder har været involveret i. Datterens tilstand er stadig kritisk, og de to forældre kan kun håbe på, at hun vil få sin førlighed tilbage. Johanne er selv meget bevidst om den ændring, der i forbindelse med ulykken pludselig indtraf i hendes sind, og hun taler om “dengang det slog klik for mig.” Dengang hun begyndte at se bonden overalt.
Ved stykkets slutning hentes Johanna hjem af Thomsen, og der er bedring at spore i datterens tilstand.
Stykket er et interessant forsøg på at skue ind i det syge sind og i endnu højere grad et forsøg på at skildre et lille samfund af psykisk syge og forholdet mellem dem. I dokumentarfilmen ”Sporene gror ud af ord” fortæller Jóanes Nielsen, at han havde svært ved at få udgivet stykket på Færøerne og mener selv, at det skyldtes, at det overskred grænserne for, hvad et skuespil kunne være. Ud over at være eksperimenterende er stykket samtidig en kras kritik af det snæversyn, som hersker nogle steder på Færøerne – eller skulle man kalde det en fortrængning af livet og menneskene, som de reelt ser ud. En fortrængning som ikke bare psykisk syge, men også homoseksuelle og andre minoriteter ifølge Nielsen lider under i det lille samfund. Han fortæller, at det i højere grad var pres fra Danmark end egentlig lyst, der gjorde, at der i sin tid blev bygget institutioner til psykisk syge i Tórshavn: “Ellers var Færøerne klinisk rensede.” (fra filmen “Sporene gror ud af ord”). Tidligere havde man ganske enkelt sendt de psykisk syge til Danmark.