Jóanes Nielsen

Artikel type
voksne
stud.mag. Rasmus Wiin Larsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2010.
Main image
Nielsen, Jóanes
Foto: Blue Bird Film

Indledning

Jóanes Nielsen er ikke nogen ynder af det forfinede. Når han skriver om sit hjemland Færøerne, sker det i et direkte og ofte grovkornet sprog. Han skildrer hårde skæbner i sine romaner, skuespil og digte, men også livets uslebne skønhed bliver fejret igen og igen. Færøerne er ikke et mildt land, og Jóanes Nielsen besynger den barske natur og begræder det snæversyn, som på nogle punkter betegner det lille lands mentalitet og gør det svært for den enkelte at skjule sig eller vende sin skæbne. 

 

52371465

Blå bog

Født: 5. april 1953 i Tórshavn, Færøerne.

Uddannelse: Ingen.

Debut: Trettandi mánaðin, 1978. Digte.

Litteraturpriser: Færøernes litteraturpris 1984 og 2012, Den Nordiske Dramatikerpris 2002. Indstillet til Nordisk råds litteraturpris i 1988, 1994, 1999 og 2004. Færøernes litteraturpris 2012.

Seneste udgivelse på dansk: Tapet mellem århundreder. Torgard, 2016. (Tapet millum øldir, 2012). Oversat af Hugin Eide. Digte.

Se filmen Sporene gror ud af ordFilmstriben

Baggrund

“Jeg er blevet mere og mere allergisk over for det pæne. Duftende poesi byder mig imod. Jeg vil hellere have ord, der stinker. Ordene skal springe som gnister i defekte kontakter. Jeg kan bedst lide blomster, der vokser i våd jord ved septiktanke. Jeg ved ikke, hvilket stof drømme væves af, men jeg vil have ordentlige drømme. De drømme, der ligger i hånden som et kvindebryst eller en håndgranat.”

“Jeg vil have ordentlige drømme” fra digtsamlingen “Sting”.

Jóanes Nielsen, der blev født 1953, forlod tidligt den katolske Skt. Frants skole i Tórshavn for at stå til søs. I 30 år arbejdede han til lands og til vands for at tjene til dagen og vejen. Han kender de miljøer, han skriver om, og det hårde arbejdsliv er en vigtig del af hans inspiration. Han var i en periode organiseret kommunist og hans identificering med og kamp for arbejderklassen, både som fiktionsforfatter og som artikelskribent, er af en ganske anden art end den følsomme men fjerne skønånds store empati. Jóanes har selv oplevet mere af livet end de fleste forfattere, og hvad han mangler af skolær viden, kompenserer hans mange år i livets skole så rigeligt for. Selv har han udtalt, at han havde fysisk arbejde i 30 år og vil ikke tilbage. Hans største ambition, siden han var 25-30 år, var at skrive. Han har med egne ord måske ti år tilbage at skrive i og siger: “Jeg vil uden skam tigge om penge fra Gud og hvermand for at få mulighed for at skrive” (fra filmen “Sporene gror ud af ord”).    

Jóanes far drak for meget, og vreden mod faderen har været katalysator for en stor del af forfatterskabet. Selv siger Jóanes, at "han på en måde kan takke sin far for den kraft, som på en eller anden måde findes i det, han skriver”. Et par episoder beskriver ganske godt forholdet mellem faren og sønnen. En gang fortalte faren Jóanes, at tvivlen om Guds eksistens gjorde, at han ikke tog livet af sig selv. Ikke just opskriften på at skabe en tryg og ubekymret tilværelse for sit barn. Ved en anden lejlighed lå faren alvorligt syg, og Jóanes havde skrevet en nekrolog over ham, som han læste op for den sengeliggende mand. Ved den lejlighed opdagede Jóanes den kraft, der var i det han skrev, for tårerne begyndte at trille ned ad kinderne på faren (fra filmen “Sproget gror ud af ordene”). Det forkvaklede og lettere morbide forhold mellem de to og konsekvenserne af det har Jóanes skrevet direkte ind i flere af sine værker, hvor vreden, problemer med forholdet til andre mennesker samt livets indbyggede tragik fylder meget. Jóanes fortæller, at han som barn havde mange venner, men at han efterhånden trak sig ind i sig selv og væk fra andre mennesker. I dag bliver han ikke længere inviteret med til fester hos vennerne, og det er måske ikke så mærkeligt, for ifølge ham selv, inviterede han heller aldrig dem.

Selv om Jóanes Nielsen på den måde kan lyde som en sær eremit har han også en familie. I dag lever han sammen med sin anden hustru, Rannvá Holm Mortensen. De to har en datter sammen, og Jóanes har også en ældre datter. Han har levet størstedelen af sit liv i Tórshavn, men i kortere perioder også boet i Tvøroyri og Suðuroy samt i Island, Danmark og Sverige.

Gummistøvlerne er de eneste tempelsøjler vi ejer på Færøerne

“Elias lænede sig ud ad vinduet med albuerne i vindueskarmen. En pludselig længsel efter Tove fik tårerne frem i hans øjne. Andre ville måske have reageret anderledes. Måske havde han båret sig tåbeligt ad. Men fandtes der en opskrift? Noget så usselt skete næppe mere end én gang i éns liv. Noget, der afvæbnede én så totalt. Forvandlede mænd til pjalter og støv.
Voldtægten opløste alle grænser. Den fyldte verden med gru.”
Jóanes Nielsen: “Gummistøvlerne er de eneste tempelsøjler vi ejer på Færøerne”, side 36.

Jóanes Nielsens lille roman Gummistivlarnir eru tær einastu tempulsúlurnar sum vit eiga í Føroyum”, der udkom 1991 (“Gummistøvlerne er de eneste tempelsøjler vi ejer på Færøerne”, 1992 foregår i begyndelsen af 1970’erne, og den rummer al den sociale indignation og de ramsaltede hverdagsskildringer, man typisk forbinder med en 70'roman. Den er dog blevet tilsat et skvæt færøsk kuriosa og en god del af Jóanes Nielsens karakteristika i form af surrealistiske optrin og en ophøjelse af livets forførende grimhed.

Romanen er først blevet til flere år efter dens fortalte tid, og man fornemmer, at forfatteren ser tilbage på og ikke står midt i tiden, han skriver om. De hårde kår for en lille bygds arbejdende folk og de komplicerede forhold mellem bygdens indbyggere er dog virkelige nok. Hovedpersonen Elias Hørg kæmper som tillidsmand for sine kolleger på en fiskerbåd. Fiskerne bliver snydt så vandet driver, når deres fangst skal sælges, og det er svært at få gennemført forbedringer. Elias er klar over, at en væsentlig del af bygdens velfærd er afhængig af, at den får sin egen filetfabrik, og med tiden er han med til at åbne og drive en sådan.

Ved siden af denne mere offentlige og sociale kamp må han kæmpe en mindst lige så svær kamp i sit private liv, da hans kæreste Tove bliver voldtaget af hans ven Jákup. Sagen stiller sig dog ikke så entydig, som det umiddelbart lyder. Jákup er lidt af en personlighed i den lille bygds liv. Han er lettere handicappet og en kær skolelærer, der tilfører bygdens liv et tiltrængt skud kultur og intellekt. Han er en vellidt og samtidig tragisk skikkelse, og mindet om ham får det til at værke i hjertet hos de fleste i bygden. Der er nemlig kun mindet tilbage om ham, for efter voldtægten skyder han sig selv, og oven i købet vælger Tove at få det barn, som overgrebet resulterede i.

Elias rejser til Island for at få det hele på afstand og efter sære sjælelige oplevelser, som følge af traumet, vender han tilbage til den lille bygd. Med sig har han David Strøm, som han har truffet under sit ophold i Reykjavik, og som har forbindelse til hans familie. De to bliver drivkræfterne bag filetfabrikken, og Elias og Tove får et familieliv op at køre. I mange henseender bliver det lykkeligt, og Elias tager faderrollen for Jákup og Toves datter på sig. Det står dog næsten skrevet i kortene, at de mange trængsler og ulykker ikke skal blive overvundet helt, og i en brandert falder Elias til slut i havnen og drukner. Romanen lukker med ordene: “Havvandet havde vasket såret i nakken. Stenen, han snublede over, og det hul han lavede i vigens vand – de spor var borte. Kun mågerne holdt øje med denne krop i tangskoven en morgen i oktober 1973.”