Jóanes Nielsen
Foto: Niels Hougaard / Ritzau Scanpix

Jóanes Nielsen

stud.mag. Rasmus Wiin Larsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2010. Opdateret af cand.mag. Maria Høher-Larsen, Bureauet, februar 2020.
Top image group
Jóanes Nielsen
Foto: Niels Hougaard / Ritzau Scanpix
Main image
Nielsen, Jóanes
Foto: Blue Bird Film

Indledning

Jóanes Nielsen er ikke nogen ynder af det forfinede. Når han skriver om sit hjemland Færøerne, sker det i et direkte og ofte grovkornet sprog. Han skildrer hårde skæbner i sine romaner, skuespil og digte, men også livets uslebne skønhed bliver fejret igen og igen. Færøerne er ikke et mildt land, og Jóanes Nielsen besynger den barske natur og begræder det snæversyn, som på nogle punkter betegner det lille lands mentalitet og gør det svært for den enkelte at skjule sig eller vende sin skæbne. 

 

46523822

Blå bog

Født: 5. april 1953 i Tórshavn, Færøerne.

Uddannelse: Ingen.

Debut: Trettandi mánaðin, 1978. Digte.

Litteraturpriser: Færøernes litteraturpris 1984 og 2012, Den Nordiske Dramatikerpris 2002. Indstillet til Nordisk råds litteraturpris i 1988, 1994, 1999 og 2004. Færøernes litteraturpris 2012.

Seneste udgivelse på dansk: Bolsjehjerte. Torgard, 2019. (Bommhjarta, 2016). Oversat af Hugin Eide.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Jeg er blevet mere og mere allergisk over for det pæne. Duftende poesi byder mig imod. Jeg vil hellere have ord, der stinker. Ordene skal springe som gnister i defekte kontakter. Jeg kan bedst lide blomster, der vokser i våd jord ved septiktanke. Jeg ved ikke, hvilket stof drømme væves af, men jeg vil have ordentlige drømme. De drømme, der ligger i hånden som et kvindebryst eller en håndgranat.”

“Jeg vil have ordentlige drømme” fra digtsamlingen “Sting”.

Jóanes Nielsen, der blev født 1953, forlod tidligt den katolske Skt. Frants skole i Tórshavn for at stå til søs. I 30 år arbejdede han til lands og til vands for at tjene til dagen og vejen. Han kender de miljøer, han skriver om, og det hårde arbejdsliv er en vigtig del af hans inspiration. I en periode var han organiseret kommunist og hans identifikation med og kamp for arbejderklassen, både som fiktionsforfatter og som artikelskribent, er af en ganske anden art end den følsomme, men fjerne skønånds store empati. Jóanes Nielsen har oplevet mere af livet end de fleste forfattere, og hvad han mangler i uddannelse, kompenserer hans mange år i livets skole så rigeligt for. Selv siger han i dokumentarfilmen ”Sporene gror ud af ord”, at han efter 30 års fysisk arbejde nu kun ønsker at bruge tiden på at skrive: “Jeg vil uden skam tigge om penge fra Gud og hvermand for at få mulighed for at skrive.” (fra filmen “Sporene gror ud af ord”).    

Jóanes Nielsens far drak for meget, og vreden mod faren har været katalysator for en stor del af forfatterskabet. Om det siger Jóanes i samme dokumentarfilm, at ”han på en måde kan takke sin far for den kraft, som på en eller anden måde findes i det, han skriver”. Filmen beskriver et par episoder, der ganske godt belyser forholdet mellem faren og sønnen: En gang fortalte faren Jóanes, at tvivlen om Guds eksistens gjorde, at han ikke tog livet af sig selv. Ikke just opskriften på at skabe en tryg og ubekymret tilværelse for sit barn. Ved en anden lejlighed lå faren alvorligt syg, og Jóanes havde skrevet en nekrolog over ham, som han læste op for den sengeliggende mand. Ved den lejlighed opdagede Jóanes den kraft, der var i det han skrev, for tårerne begyndte at trille ned ad kinderne på faren (fra filmen “Sproget gror ud af ordene”).

Det forkvaklede og lettere morbide forhold mellem de to – samt konsekvenserne af det – har Jóanes skrevet direkte ind i flere af sine værker, hvor vreden, problemer i forholdet til andre mennesker samt livets indbyggede tragik fylder meget. Jóanes fortæller, at han som barn havde mange venner, men at han efterhånden trak sig ind i sig selv og væk fra andre mennesker. I dag bliver han ikke længere inviteret med til fester hos vennerne, og det er måske ikke så mærkeligt, for ifølge ham selv, inviterede han heller aldrig dem.

Selv om Jóanes Nielsen på den måde kan lyde som en sær eremit, har han også en familie. I dag lever han sammen med sin anden hustru, Rannvá Holm Mortensen, og sammen har de en datter. Jóanes har desuden en ældre datter fra et andet forhold. Han har levet størstedelen af sit liv i Tórshavn, men i kortere perioder også i Tvøroyri samt i Island, Danmark og Sverige.

Gummistøvlerne er de eneste tempelsøjler vi ejer på Færøerne

“Elias lænede sig ud ad vinduet med albuerne i vindueskarmen. En pludselig længsel efter Tove fik tårerne frem i hans øjne. Andre ville måske have reageret anderledes. Måske havde han båret sig tåbeligt ad. Men fandtes der en opskrift? Noget så usselt skete næppe mere end én gang i éns liv. Noget, der afvæbnede én så totalt. Forvandlede mænd til pjalter og støv.
Voldtægten opløste alle grænser. Den fyldte verden med gru.”
“Gummistøvlerne er de eneste tempelsøjler vi ejer på Færøerne”, s. 36.

Jóanes Nielsens lille roman “Gummistivlarnir eru tær einastu tempulsúlurnar sum vit eiga í Føroyum”, der udkom 1991 (“Gummistøvlerne er de eneste tempelsøjler vi ejer på Færøerne”, 1992) foregår i begyndelsen af 1970’erne, og den rummer al den sociale indignation og de ramsaltede hverdagsskildringer, man typisk forbinder med en 70'roman. Den er dog blevet tilsat et skvæt færøsk kuriosa og en god del af Jóanes Nielsens karakteristika i form af surrealistiske optrin og en ophøjelse af livets forførende grimhed.

Romanen er først blevet til flere år efter dens fortalte tid, og man fornemmer, at forfatteren ser tilbage på og ikke står midt i tiden, han skriver om. De hårde kår for en lille bygds arbejdende folk og de komplicerede forhold mellem bygdens indbyggere er dog virkelige nok. Hovedpersonen Elias Hørg kæmper som tillidsmand for sine kolleger på en fiskerbåd. Fiskerne bliver snydt så vandet driver, når deres fangst skal sælges, og det er svært at få gennemført forbedringer. Elias er klar over, at en væsentlig del af bygdens velfærd er afhængig af, at den får sin egen filetfabrik, og med tiden er han med til at åbne og drive en sådan.

Ved siden af denne mere offentlige og sociale kamp må han kæmpe en mindst lige så svær kamp i sit private liv, da hans kæreste Tove bliver voldtaget af hans ven Jákup. Sagen stiller sig dog ikke så entydig, som det umiddelbart lyder. Jákup er lidt af en personlighed i den lille bygds liv. Han er lettere handicappet og en kær skolelærer, der tilfører bygdens liv et tiltrængt skud kultur og intellekt. Han er en vellidt og samtidig tragisk skikkelse, og mindet om ham får det til at værke i hjertet hos de fleste i bygden. Der er nemlig kun mindet tilbage om ham, for efter voldtægten skyder han sig selv, og ovenikøbet vælger Tove at få det barn, som overgrebet resulterede i.

Elias rejser til Island for at få det hele på afstand og efter sære sjælelige oplevelser, som følge af traumet, vender han tilbage til den lille bygd. Med sig har han David Strøm, som han har truffet under sit ophold i Reykjavik, og som har forbindelse til hans familie. De to bliver drivkraften bag filetfabrikken, og Elias og Tove får et familieliv sammen. I mange henseender bliver det lykkeligt, og Elias tager faderrollen for Jákup og Toves datter på sig. Det står dog næsten skrevet i kortene, at de mange trængsler og ulykker ikke skal overvindes helt, og i en brandert falder Elias til slut i havnen og drukner. Romanen lukker med ordene: “Havvandet havde vasket såret i nakken. Stenen, han snublede over, og det hul han lavede i vigens vand – de spor var borte. Kun mågerne holdt øje med denne krop i tangskoven en morgen i oktober 1973.”

Sting

“Du står alene på jorden.
Over dig drivende skyer,
stjernerne
og anelsen om noget, der ikke bruger samme størrelse
af ord som vi.
Hjertet sænket i dybet, hvor dybhavsfiskenes lamper
lige kan skimtes.
Livet er just det, som det er.
Og lidt til.”

“Livet er just det, som det er” fra digtsamlingen “Sting”, side 70.

Titlen på Jóanes Nielsens digtsamling “Pentur” fra 1998 (“Sting”, 1999) peger på en central del af udgivelsens funktion – sårheling. Samlingen tager fat på stærkt personlige emner, og for læseren har det en lægende virkning at se den indre smerte krænget ud sort på hvidt. Digtene rummer som altid hos Nielsen også en stærk vitalitet og kærlighed til livet og den fysiske verden. De smertefulde sår løber dog som en rød tråd gennem samlingen, og digtene kan ses som stingene, der paradoksalt nok lukker sårene ved at åbne dem og konfrontere læseren og det lyriske jeg med dem og årsagen til, at de opstod.

I det lange digt “Når du mister dig selv” kommer Nielsen blandt andet ind på farens død og hans besvær med at håndtere den på en måde, han selv kunne acceptere. Hvad der er fiktion, og hvad der er virkelighed, er det naturligvis ikke uden videre muligt at fastslå. Om der blot er tale om et lyrisk jeg eller den biografiske Nielsen, rokker dog ikke så meget ved digtets betydning, og efter beskeden om farens død hedder det: “Jeg huskede nogle ord af J.H.O. Djurhuus: / “… tårer sømmer sig ej for mænd, / når det svinder i venneskare”. / Idiot! Tænkte jeg, / men jeg fik ikke gråden frem. / I mange år nærede jeg dyb modvilje mod den dystre digter fra Áarstovu. / Senere stod det mig klart, at han i virkeligheden havde afsløret mig. / Jeg ejede ingen tårer til min far”.

22645706

Flere af digtene kredser meget konkret om familien – løsrivelsen fra moderen, da han som 14-årig stod til søs, og det svære forhold til faderen. Mange steder er digtene dog ikke dystre, og fandenivoldskheden kommer til udtryk i kærlighedserklæringen til livet, kvinden og alle verdens mest almindelige fænomener. Verden ses som et digt i “Balkon,” hvor det hedder: “Så længe månen pynter aftnerne / og kioskerne sælger aviser og bolsjer, / eller den gamle barnevogn bliver brugt som / blomsterkasse i haven, […] skrives der digte”. Fortrøstningsfuldt sluttes strofen af med ordene: “Den, som elsker betingelsesløst, / har altid en balkon”. Det tolv sider lange digt “Rolling Stones” er et kulturhistorisk dokument over Nielsens oplevelse af 1960’erne og 70’erne på Færøerne og den nye rockkulturs indtog i det i mange henseender konservative øsamfund. “En håndfuld hallelujaer” er en mellemting mellem en håndbog og en ode til kussen, og afslutningsdigtet “Livet er just det, som det er” er et afklaret og afdæmpet digt til livet opfattet som et smukt og uudgrundeligt øjeblik.

Hedder noget land weekend?

“TOTA - Atter en jul på den lukkede afdeling.
PLEJER 1 - Jamen kære, vi har ikke sendt bud efter dig.
TOTA - Det ved jeg. Og heller ikke i år har jeg nogen bombe i tasken.
PLEJER 1 - Men din suite er parat.
TOTA - Det der er ikke andet end Mega C-vitaminer.
PLEJER 1 - Og en negleklipper.
PLEJER 2 - Men vi har også noget til dig. Kom nu. (De går over mod hendes stue) Aftenvagten kommer med en cisordinol.
TOTA - Tak.”
“Hedder noget land weekend?”, s. 24.

Skuespillet “Eitur nakað land week-end?” fra 2001 (“Hedder noget land weekend?”, 2005) blev i 2002 tildelt Den Nordiske Dramatikerpris. Historien foregår på en psykiatrisk afdeling på Færøerne. Centralt i stykket står Johanna, som kan siges at være afdelingens dronning. Hun er veluddannet, gift og ifølge de andre på afdelingen ikke tilstrækkeligt gak til, at hun kommer til at bo der permanent. Det gør flere af de andre som er hårdere ramt derimod. Dialogerne får ofte et barokt skær som følge af de ofte usammenhængende og patosfyldte dialoger patienterne og deres forskellige udbrud. Det mest konkrete element i Johannas lidelse er, at hun bliver ved med at se en særegen bondeskikkelse, som både læseren og de andre patienter får lov at høre en del om. Hallucinationen har sit ophav i en portrætbuste af en bonde, som var det første Johanna så hver morgen, når hun mødte på sit arbejde på Landsbiblioteket. Ifølge hende selv ikke just et vederkvægende syn:

“JOHANNA: […] Et skrækkeligt surt fjæs. Han så nøjagtig ud, som om han havde slået en prut, eller som om han kunne tænke sig at lugte til vores røv, ligesom for at checke, hvilken udmark vi havde græsset på. “Fjols” sagde jeg til ham flere gange om dagen. Naturligvis ikke højt. Jeg rakte også tunge ad ham, og når ingen så det, viste jeg ham også rumpetten. (Til Torulf) Du behøver ikke at stå og klø dig i nosserne, jeg viser dig alligevel ikke røven. Man siger ofte om huse, eller om hele landsbyer, at de plages af spøgelser og af onde ånder. Sådan virker bonden på mig. Han er Færøernes største spøgelse. Og det blev bare værre, da jeg havde væltet portrætbusten af ham” (s. 29).  

Den lidet subtile og i det hele taget temmelig voldsomme Torulf forelsker sig i Johanna og ser ikke med milde øjne på hendes mand Thomsen. En anden mandlig patient, Dia, bliver en kær fortrolig – delvist qua sin aseksuelle fremtoning. Ægtemanden Thomsen har det svært med hustruens diffuse sind. I stykkets første scene er Johanna hjemme på weekend og beskylder manden for alskens modbydeligheder – utroskab og seksuelt misbrug af deres egen datter. Efterhånden bliver det klart, at Johannas psykiske problemer har sin rod i en voldsom ulykke, som netop datteren Didder har været involveret i. Datterens tilstand er stadig kritisk, og de to forældre kan kun håbe på, at hun vil få sin førlighed tilbage. Johanne er selv meget bevidst om den ændring, der i forbindelse med ulykken pludselig indtraf i hendes sind, og hun taler om “dengang det slog klik for mig.” Dengang hun begyndte at se bonden overalt.

Ved stykkets slutning hentes Johanna hjem af Thomsen, og der er bedring at spore i datterens tilstand.

Stykket er et interessant forsøg på at skue ind i det syge sind og i endnu højere grad et forsøg på at skildre et lille samfund af psykisk syge og forholdet mellem dem. I dokumentarfilmen ”Sporene gror ud af ord” fortæller Jóanes Nielsen, at han havde svært ved at få udgivet stykket på Færøerne og mener selv, at det skyldtes, at det overskred grænserne for, hvad et skuespil kunne være. Ud over at være eksperimenterende er stykket samtidig en kras kritik af det snæversyn, som hersker nogle steder på Færøerne – eller skulle man kalde det en fortrængning af livet og menneskene, som de reelt ser ud. En fortrængning som ikke bare psykisk syge, men også homoseksuelle og andre minoriteter ifølge Nielsen lider under i det lille samfund. Han fortæller, at det i højere grad var pres fra Danmark end egentlig lyst, der gjorde, at der i sin tid blev bygget institutioner til psykisk syge i Tórshavn: “Ellers var Færøerne klinisk rensede.” (fra filmen “Sporene gror ud af ord”). Tidligere havde man ganske enkelt sendt de psykisk syge til Danmark.

Broer af sultne ord

“For at skære det ud i pap:
Der findes intet fuldkomment, måske cigaretten
Men når den har gjort sin gavn er den forsvundet som røg og aske
Bruden i den hvide brudekjole nærmer sig det fuldkomne
Men først når hun sidder på wc
Med det brusende skørt løftet op omkring sig
Først da skimter man mennesket i dets elskelige vælde”

“For at skære det ud i pap” fra “Broer af sultne ord”, s. 48.

I digtsamlingen Brúgvar av svongum orðum” fra 2002 (“Broer af sultne ord”, 2010) tager Jóanes Nielsen uærbødigt fat på store temaer som tro, død og civilisationens fordærvethed. Digtene veksler mellem den eksplicit udtrykte tanke, oder til livet og lange ekspressive billedbombardementer. Ofte blandes disse tendenser dog, og ofte tilføjes nye.

Et godt eksempel på et digt, der giver en tanke eller spekulation luft og udtrykker den uden så mange fiksfakserier, er “Gik tur med hunden i går aftes” r. Det er dog værd at bemærke, hvordan tanken ikke blot fremsættes ud af det blå, men iscenesættes virkningsfuldt med en dagligdagsbegivenhed som ramme: “Mens hunden undersøgte de gule telegrammer / På pæle / I det tørre græs / Og morsede sine egne meddelelser / Spurgte jeg mig selv: / Er det mig der holder hunden i snor / Eller omvendt / Hunden der holder mig? / Måske virker det pjattet at blande Gud ind i det / Men hvem holder på hvem? / Er det os der holder Gud i snor / Eller er det omvendt? / Jeg tror at de der tæmmede ilden / Hesten / Opfandt ploven / Og fæstnede drømme på pergament / Også opfandt Gud / Og som tiden er gået / Har denne sælsomme opfindelse / Fået større og større magt / Har udviklet sig til et over-jeg / Og i lighed med mennesket / Kvier dette over-jeg sig ikke / Ved at kalde sig universets skaber / Sådan tænkte jeg i går aftes / Mens hunden undersøgte meddelelser i græsset”.

28136129

Det overdimensionerede overjeg er en gennemgående tematik i samlingen. Vi undertrykker os selv og vores mest kødelige og umiddelbare ønsker og selve livsglæden. William Heinesen angreb den samme tendens, og den dogmatiske kristendom og livsfornægtelse kontra den bramfri dyrkelse af livet er en oplagt konflikt at tage fat på for digterne fra Færøernes lille samfund, hvor troen spiller en stor rolle. Samlingens titel “Broer af sultne ord” udspringer da også af selv samme konflikt, og i et af samlingens, nærmest i fysisk forstand, stærkeste digte “Mit pas er åndedrættet” hedder det: “Men jeg bryder mig ikke om synden og bodssalmerne / Disse stinkende remser af selvhad og lænkede drømme / Jeg vil have storslåede salmer der næres af overskud / Broer af sultne, glubske ord”. Livet skal fortæres, ædes med hænderne, mens fedtet driver ned ad hagen. Pænheden står for skud, og i samme digt hedder det, at det lyriske jeg, “kommer med den myndighed / Der banker i det hårde lem”.

Jóanes Nielsens digte er fulde af, hvad det kollektive overjeg ville betragte som synd. Hos ham betragtes det samme dog som den rene livsglæde. Han renser den ikke, men præsenterer den som den er: vulgær, beskidt og uden skam i livet. Ved konstant at sammenstille det ophøjede og det allermest kropslige og vitale, trækker han det ophøjede ned i øjenhøjde og gør det verdslige kosmisk. Det er Nielsens måde at skabe balance på. I det store digt slutter han af med intentionen om at pille flagellanterne ud af kristendommen og lade Jesus hvile. Han tror som sagt ikke på synden, og hvorfor skulle Jesus bøde for synder, som er rent tankespind og overjegets undertrykkelse af livsglæden. Samtidig gør han det som flere andre steder i samlingen klart, at han ikke er overbevist om nogen som helst bestemt mening med livet – måske lige bortset fra, at det er liv og dermed bør være ukrænkeligt: “Jeg er kommet for at tage det kors ned / Som står begravet i pinefuldt kød / Jeg er kommet med en seng til dig Jesus / Så du omsider kan hvile i fred / Jeg har intet andet / End en håndfuld skønhed med til dig”.

Andre steder i samlinger besynges kvinden, mens civilisationens angreb på naturligheden kritiseres.

Glansbilledsamlerne

““Jeg ved ikke hvad der sker,” sagde søster Birgitta med sin skarpe og myndige stemme. “Og lige nu bryder jeg mig heller ikke om at vide det. Men når fem mænd går løs på én, og det ved siden af en kirke, så er det et spørgsmål om de fem er ordentlige mennesker, eller en slags djævelske væsener der hærger på indviet grund. En kirke, unge mænd, det er Guds hus, og vi Franciskanersøstre er hans tjenerinder. Vi kan ikke stå og se på mens en mand bliver invalideret eller måske dræbt af sådanne mennesker som jer.”
“Glansbilledsamlerne”, s. 143.

Jóanes Nielsens roman Glansbílætasamlararnir”, der udkom i 2005 (“Glansbilledsamlerne”, 2008) skildrer i fragmenteret form seks færøske drenges liv op gennem 1960’erne, 70’erne og 80’erne. Hvad der binder drengene sammen er, at de er årgang 1952 fra Sankt Frans Skole i Tórshavn. Romanen bliver ikke drevet frem af et samlende plot, men stykkes sammen af små brikker, der til sammen giver et billede af den lille gruppe drenge. På denne vis er romanen skrevet i kollektivromanens klassiske form, og læseren præsenteres gennem værket for en række brister ved det færøske samfund.

Romanens tragik skyldes dog ikke blot selve samfundet, men også individuelle dispositioner og svagheder hos drengene. For tragik er der rigeligt af. Kun en af de seks drenge er i live ved romanens afslutning. De øvrige er døde i løbet af en trediveårig periode. Den yngste og på mange måder mest optimistiske skikkelse Djóni eller Djalli, som han kaldes, dør allerede før teenageårene af meningitis, og politikeren Olaf dør godt fyrre år gammel af sygdommen, “som det er forbudt at dø af på Færøerne” – AIDS. 23 år gammel falder sømanden Ingimar over bord ud for Grønland, og fem år senere findes klassens måske største intellekt Staffan brutalt myrdet i en busk på Christiania. Lige som Olaf, der har søgt eksil i København for at slippe for skammen ved at have fået AIDS, er også Staffan emigreret efter at han ikke var i stand til at leve op til sine egne høje idealer.

27485839

Han prøvede at få gennemtrumfet, at eleverne på gymnasiet skulle aflægge eksamen i det nye fag samfundsfag på deres modersmål, og han svor, at han selv ville tale færøsk, selvom det stred mod reglerne. Da det kom til stykket, bukkede han dog under for presset og talte selv dansk til eksamen. Efter eksaminationen gik han uden mål og med ud fra lokalet, og da lærerne skulle give ham hans velfortjente ellevetal, var han væk. Herfra bliver hans liv én lang deroute (mestendels i Danmark), der blandt andet byder på et uværdigt møde med pornoindustrien. Selv her falder han dog hurtigt i graderne og oplever blandt andet den ydmygelse at skulle sidde i en lille kasse og sutte den af på fremmede mænd, som stikker pikken gennem et hul i kassen. En dag er han overbevist om, at hans egen far uvidende har gjort brug af sønnens service, men tør ikke ringe og spørge ham ad. Staffan ender som en forhutlet skikkelse i København, hvor han møder Kári, den eneste af drengene, som ikke dør i løbet af romanen. Den sidste af de seks drenge er Fríorikur. Han vokser op på børnehjem og har et hårdt liv. Men han får efterhånden etableret en tryg ramme om sin tilværelse, og det er derfor dobbelttragisk, da han dør efter et overfald.

Gennem romanen får Nielsen berørt omtrent alle eksisterende tabuer og menneskelige skråplaner, og de seks drenge beskriver en side af livet og det færøske samfund, som ikke er særligt køn. Romanen er mere dyster end digtene, men i mange beskrivelser fra især barndommens Tórshavn får også livets kraft og skønhed lov til at spire ucensureret frem fra siderne. For de seks drenge har denne side af livet blot umanerligt hårde kår og kommer kun til syne i glimt. For eksempel i bogens åbningssekvens, hvor klassekammeraterne sidder i solen foran skolen og sammenligner deres glansbilleder, som indtil tredje klasse fylder en stor del af deres liv og giver deres forestillingsverden den livsnødvendige næring. Allerede denne verden flænges dog, da en af nonnerne, som underviser dem, finder ud af, at “en rotte” har spist flere af motiverne i klassens billedbibel. Hun er overbevist om, at Djalli, som altid sidder og kigger i bogen, er gerningsmanden. Situationen udvikler sig til et satanisk forhør og en ukontrolleret afstraffelse af den uskyldige Djalli. Omgivelserne såvel som drengenes egen karakter eller mangel på samme, er altså med til at gøre dem livet svært, og symptomatisk må de fleste af dem tidligt forlade en verden, som de ikke rigtig formår at navigere i. Romanens verden er dog som den virkelige verden ikke sort/hvid, og ikke blot idyllen, men også den entydige ondskab er ikke helt uigennemtrængelig. 

Bolsjehjerte

”En spørger ville gerne vide hvor meget der var fiktion, og hvor meget virkelighed, i Brahmadellerne.
Eigil veg lidt udenom og svarede at romaner generelt var struktureret efter folks tankegange, drømme og følelser, og at de bedste forfattere var dem der kunne identificere sig med alt som trak vejret. […] Han sagde at han ikke var i stand til at sige hvor meget der var virkelighed og hvor meget digt, men hans opgave som forfatter var at få læseren til at tro på fiktionens sandhed og at det som læseren tog til sig, lå inden for rammerne af det tænkelige.”

”Bolsjehjerte”, s. 362-363.

”Bommhjarta”, 2016 (”Bolsjehjerte”, 2019) er anden del af Jóanes Nielsens trilogi om Brahmadellerne og Tviburerne. Hvor hovedskikkelsen i første bind primært var Tóvo í Geil af Brahmadell-slægten, er andet bind centreret omkring Eigil Tviburs forældre og onklen Hjartvad, hans barndom i 1950’erne i det fattige Portugalið, hvor han bliver passet af sin islandske papbedstemor Olrunamma, og den landflygtige tilværelse i først Norge og siden på havene omkring Grønland og Danmark, efter voldsepisoden mod Selvstyrepartiets tidligere formand.

Eigil er en modsætningsfuld person: på den ene side et fintfølende menneske, der græder til Dusty Springfield, og på den anden side en grov og ligefrem voldelig type, der med ét kan gå bersærkergang. Som da en kollega på skibet Överland bliver slået ihjel i Grønland af slædehunde, og Eigil tager hævn ved at svinge samtlige hunde rundt i deres kæder og slynge dem ud over en klippe.

46523822

Men det er ikke kun fysisk, at Eigil udøver vold: På et tidspunkt optages han i en særlig loge kaldet Forbanderne, en slags selvtægtsgruppe, der tager rundt og læser forbandelser over personer, der måske i juridisk forstand er uskyldige, men som alligevel har haft et moralsk ansvar, som de ikke har taget på sig. Og netop tanken om, at der i tilværelsen er kræfter på spil, som har en usynlig magt over folk, er en grundtanke i fortællingen om både Brahmadellerne og Tvibur-slægten – i det hele taget i fortællingen om det færøske folk.

I ”Bolsjehjerte” arbejder Jóanes Nielsen for alvor med virkelighedsplanerne. Allerede i ”Brahmadellerne” bliver Eigil Tvibur præsenteret som forfatter til de historiske skildringer om Tóvo, mæslingeepidemien og Napoleon Nolsøe, og i ”Bolsjehjerte” refererer han flere gange til sin roman ”Brahmadellerne”, ligesom Jóanes Nielsen nævnes flere gange som en forfatterkollega til Eigil Tvibur. Hvad der er fiktion, og hvad der er virkelighed, er ikke ligetil. Ligesom når det gælder forbandelserne, finder man måske sandheden i det, man selv lægger i ordene.

Genrer og tematikker

I dokumentarfilmen ”Sporene gror ud af ord” fortæller Jóanes Nielsen på dækket af en fiskerbåd, at hans lange arbejdsliv med hårdt fysisk arbejde hver dag har præget ham som digter og forfatter. Han er ganske enkelt ikke sikker på, at digteren Jóanes Nielsen havde eksisteret, hvis han havde taget en akademisk uddannelse: “[…] det billedsprog, der er karakteristisk for mine digte, tror jeg i høj grad er præget af miljøer som det her” (fra filmen “Sporene gror ud af ord”).

Den amerikanske forfatter Herman Melville, der blandt andet er kendt for ”Moby-Dick” var heller ikke nogen skolet mand, da han drog til søs, men udtalte at havet havde været hans Harvard og Yale. Noget lignende tør siges at gælde for Jóanes Nielsen. Men hvor Melville omdannede sine ture med blandt andet hvalfangerskibe til fantasifulde romancer med et metafysisk sigte, er Jóanes Nielsens forfatterskab karakteriseret ved sin jordbundethed og nøgterne og dermed ofte “grimme” skildring af livet. Hvor Jóanes Nielsens landsmand og forbillede William Heinesen ligesom Herman Melville havde en tendens til romantisering eller i hvert fald æstetisering af det hårde liv, serverer Nielsen det råt for usødet. Vide horisonter, skumsprøjt, knofedt, skedesekret, selvmord, sindssyge og incest optræder side om side.

Men når man er færing, er den jordbundne og realistiske skildring ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der ikke også er levnet plads til en sjat overtro. Den forbandede slægt og forbandelsens kraft er ligefrem et hovedmotiv i romanerne ”Brahmadellerne” og ”Bolsjehjerte”. Den dimension af livet fortæller Jóanes Nielsen om i en anekdote fra sin ungdom på havet: ”Der var en ombord, som alle var bange for. Han var af troldomsæt. Hans bedstemor var navnkundig troldkvinde. Selvom jeg ikke tror på den slags nu, så tør jeg stadig ikke nævne hendes navn. […] hun er død for længst, og han er også død, men alligevel har jeg en eller anden respekt for det, man ikke kan finde et navn for, og for den okkulte sammenhæng. Hvordan ting, man ikke kan sætte ord på, hvordan de kan ødelægge en person.” (fra filmen ”Sporene gror ud af ord”).

Jóanes Nielsens kontante opgør med æstetiseringen af livet kommer også til udtryk i digtenes rytmik og troper. Metrum er slet ikke et tema, og billedsproget er ikke betegnet ved metaforiske omskrivninger og forskønnelser. Det der sker i livet skal ses, og ingen tvivl skal være mulig. Livet er kort og brutalt. Der er ikke tid til misforståelser:

Jeg ville bare besøge dig, / begge dine øjne, / munden og brysterne / og høre din ucensurerede latter. / Jeg ville bare sige, at jeg elsker dig. / Også dit agterspejl / bredt, vildt og lykkeligt. / Og begge dine knæ. / Jeg ville bare kysse tæerne, / alle sammen. / Og skulle noget ske mig, / kære, så husk: / Jeg ville besøge dig lige inden (“Brev” fra “Sting”).   

Andre steder er det meget tilgængelige erstattet af surrealistiske motivsammenstillinger. Udgangspunktet i det konkrete og den kontante tone er dog den samme, og selv om betydningen nogle steder ikke lader sig gribe uden videre, skinner holdningen og livskraften dog tydeligt igennem.

Beslægtede forfattere

Det er ikke ligetil at finde litterære slægtninge til Jóanes Nielsen. Der er åbenlyse ligheder mellem hans og William Heinesens livssyn. Begge omfavner de livet og menneskene med alle deres fejl og mangler, og begge er de optagede af at skildre det lille færøske samfund, hvor de begge har levet størstedelen af deres liv. Deres æstetik er dog vidt forskellig, og hvor Heinesen er kunstner og fortæller, er Nielsen i højere grad en livets fotograf. Dette afholder ham dog ikke fra at kommentere sine ucensurerede og upolerede snapshots af livet og menneskene. Han er flere steder direkte agiterende, og hans politiske engagement lader sig ikke fornægte.

Det uskolede og anti-æstetiske går igen hos en forfatter som Charles Bukowski, der også skriver lige ud ad landevejen og uanfægtet smækker nøgne kroppe og kropsvæsker op i ansigtet på læseren. På samme vis som Nielsen er hans digte skrevet i et dagligdagssprog, der ligger dagbogsbladet nærmere end mange poeters rimede, skrøbelige og intellektuelle vrangvending af følelseslivet.

Jóanes Nielsens sociale engagement går dog i højere grad end hos Bukowski igen hos en forfatter som Jan Sonnergaard, hvis skildringer af sociale “udskud” flere steder dog bærer præg af, at de er frugten af en akademikers fantasi og ikke er selvoplevede.

En forfatter som Jakob Ejersbo formår desuden på samme vis som Nielsen at skildre brutale miljøer med en velgørende brutalitet i et usminket sprog, der rummer flere sandheder end nok så mange indfølende psykologiske portrætter.

Bibliografi

Bibliografi

Nielsen, Jóanes:
Trettandi mánaðin. 1978. Digte.
Nielsen, Jóanes:
Saltet i dampende middagsgryder. 1988. Digte.
Nielsen, Jóanes:
Gummistøvlerne er de eneste tempelsøjler vi ejer på Færøerne. 1992. (Gummistivlarnir eru tær einastu tempulsúlurnar sum vit eiga í Føroyum. 1991). Roman.
Nielsen, Jóanes:
Kirkerne på havets bund. 1994. (Kirkjurnar á havsins botni. 1993.) Digte.
Nielsen, Jóanes:
Sting. 1999. (Pentur. 1998). Digte.
Nielsen, Jóanes:
Hedder noget land weekend. 2005. (Eitur nakað land week-end?. 2001). Skuespil.
Nielsen, Jóanes:
Glansbilledsamlerne. 2008. (Glansbílætasamlararnir. 2005). Roman.
Nielsen, Jóanes:
Broer af sultne ord. 2010. (Brúgvar av svongum orðum. 2002). Digte.
Nielsen, Jóanes:
Der findes dem der tager måneskin alvorligt. Torgard, 2011. (Tey eru, sum taka mánalýsi í álvara, 2011). Oversat af Erik Skyum-Nielsen. Digte
Nielsen, Jóanes: Brahmadellerne. Forlaget Torgard, 2012. Roman. (En nordatlantisk krønike, 1)
Nielsen, Jóanes:
Tapet mellem århundreder. Torgard, 2016. (Tapet millum øldir, 2012). Oversat af Hugin Eide. Digte.
Nielsen, Jóanes: Bolsjehjerte. Torgard, 2019. (Bommhjarta, 2016). Oversat af Hugin Eide. (En nordatlantisk krønike, 2).

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jóanes Nielsen

Om forfatterskabet

Bjørnvig, Bo: Interview: Udsigt til det hele. Weekendavisen, 2000-01-07.
Knippel, Lars Ole: Interview: Et færøsk fyrtårn. Jyllands-Posten, 2010-03-11.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jóanes Nielsen

Kilder citeret i portrættet

Film

Findes på Filmstriben.
Af: Katrin Ottarsdóttir. Blue Bird Film. 2010. (Sporini vaksa úr orðum)