Jóanes Nielsen

Jóanes Nielsen, der blev født 1953, forlod tidligt den katolske Skt. Frants skole i Tórshavn for at stå til søs. I 30 år arbejdede han til lands og til vands for at tjene til dagen og vejen. Han kender de miljøer, han skriver om, og det hårde arbejdsliv er en vigtig del af hans inspiration. I en periode var han organiseret kommunist og hans identifikation med og kamp for arbejderklassen, både som fiktionsforfatter og som artikelskribent, er af en ganske anden art end den følsomme, men fjerne skønånds store empati. Jóanes Nielsen har oplevet mere af livet end de fleste forfattere, og hvad han mangler i uddannelse, kompenserer hans mange år i livets skole så rigeligt for. Selv siger han i dokumentarfilmen ”Sporene gror ud af ord”, at han efter 30 års fysisk arbejde nu kun ønsker at bruge tiden på at skrive: “Jeg vil uden skam tigge om penge fra Gud og hvermand for at få mulighed for at skrive.” (fra filmen “Sporene gror ud af ord”).    

Jóanes Nielsens far drak for meget, og vreden mod faren har været katalysator for en stor del af forfatterskabet. Om det siger Jóanes i samme dokumentarfilm, at ”han på en måde kan takke sin far for den kraft, som på en eller anden måde findes i det, han skriver”. Filmen beskriver et par episoder, der ganske godt belyser forholdet mellem faren og sønnen: En gang fortalte faren Jóanes, at tvivlen om Guds eksistens gjorde, at han ikke tog livet af sig selv. Ikke just opskriften på at skabe en tryg og ubekymret tilværelse for sit barn. Ved en anden lejlighed lå faren alvorligt syg, og Jóanes havde skrevet en nekrolog over ham, som han læste op for den sengeliggende mand. Ved den lejlighed opdagede Jóanes den kraft, der var i det han skrev, for tårerne begyndte at trille ned ad kinderne på faren (fra filmen “Sproget gror ud af ordene”).

Det forkvaklede og lettere morbide forhold mellem de to – samt konsekvenserne af det – har Jóanes skrevet direkte ind i flere af sine værker, hvor vreden, problemer i forholdet til andre mennesker samt livets indbyggede tragik fylder meget. Jóanes fortæller, at han som barn havde mange venner, men at han efterhånden trak sig ind i sig selv og væk fra andre mennesker. I dag bliver han ikke længere inviteret med til fester hos vennerne, og det er måske ikke så mærkeligt, for ifølge ham selv, inviterede han heller aldrig dem.

Selv om Jóanes Nielsen på den måde kan lyde som en sær eremit, har han også en familie. I dag lever han sammen med sin anden hustru, Rannvá Holm Mortensen, og sammen har de en datter. Jóanes har desuden en ældre datter fra et andet forhold. Han har levet størstedelen af sit liv i Tórshavn, men i kortere perioder også i Tvøroyri samt i Island, Danmark og Sverige.

Jóanes Nielsens lille roman “Gummistivlarnir eru tær einastu tempulsúlurnar sum vit eiga í Føroyum”, der udkom 1991 (“Gummistøvlerne er de eneste tempelsøjler vi ejer på Færøerne”, 1992) foregår i begyndelsen af 1970’erne, og den rummer al den sociale indignation og de ramsaltede hverdagsskildringer, man typisk forbinder med en 70'roman. Den er dog blevet tilsat et skvæt færøsk kuriosa og en god del af Jóanes Nielsens karakteristika i form af surrealistiske optrin og en ophøjelse af livets forførende grimhed.

Romanen er først blevet til flere år efter dens fortalte tid, og man fornemmer, at forfatteren ser tilbage på og ikke står midt i tiden, han skriver om. De hårde kår for en lille bygds arbejdende folk og de komplicerede forhold mellem bygdens indbyggere er dog virkelige nok. Hovedpersonen Elias Hørg kæmper som tillidsmand for sine kolleger på en fiskerbåd. Fiskerne bliver snydt så vandet driver, når deres fangst skal sælges, og det er svært at få gennemført forbedringer. Elias er klar over, at en væsentlig del af bygdens velfærd er afhængig af, at den får sin egen filetfabrik, og med tiden er han med til at åbne og drive en sådan.

Ved siden af denne mere offentlige og sociale kamp må han kæmpe en mindst lige så svær kamp i sit private liv, da hans kæreste Tove bliver voldtaget af hans ven Jákup. Sagen stiller sig dog ikke så entydig, som det umiddelbart lyder. Jákup er lidt af en personlighed i den lille bygds liv. Han er lettere handicappet og en kær skolelærer, der tilfører bygdens liv et tiltrængt skud kultur og intellekt. Han er en vellidt og samtidig tragisk skikkelse, og mindet om ham får det til at værke i hjertet hos de fleste i bygden. Der er nemlig kun mindet tilbage om ham, for efter voldtægten skyder han sig selv, og ovenikøbet vælger Tove at få det barn, som overgrebet resulterede i.

Elias rejser til Island for at få det hele på afstand og efter sære sjælelige oplevelser, som følge af traumet, vender han tilbage til den lille bygd. Med sig har han David Strøm, som han har truffet under sit ophold i Reykjavik, og som har forbindelse til hans familie. De to bliver drivkraften bag filetfabrikken, og Elias og Tove får et familieliv sammen. I mange henseender bliver det lykkeligt, og Elias tager faderrollen for Jákup og Toves datter på sig. Det står dog næsten skrevet i kortene, at de mange trængsler og ulykker ikke skal overvindes helt, og i en brandert falder Elias til slut i havnen og drukner. Romanen lukker med ordene: “Havvandet havde vasket såret i nakken. Stenen, han snublede over, og det hul han lavede i vigens vand – de spor var borte. Kun mågerne holdt øje med denne krop i tangskoven en morgen i oktober 1973.”