Voldtægten opløste alle grænser. Den fyldte verden med gru.”
Jóanes Nielsens lille roman “Gummistivlarnir eru tær einastu tempulsúlurnar sum vit eiga í Føroyum”, der udkom 1991 (“Gummistøvlerne er de eneste tempelsøjler vi ejer på Færøerne”, 1992) foregår i begyndelsen af 1970’erne, og den rummer al den sociale indignation og de ramsaltede hverdagsskildringer, man typisk forbinder med en 70'roman. Den er dog blevet tilsat et skvæt færøsk kuriosa og en god del af Jóanes Nielsens karakteristika i form af surrealistiske optrin og en ophøjelse af livets forførende grimhed.
Romanen er først blevet til flere år efter dens fortalte tid, og man fornemmer, at forfatteren ser tilbage på og ikke står midt i tiden, han skriver om. De hårde kår for en lille bygds arbejdende folk og de komplicerede forhold mellem bygdens indbyggere er dog virkelige nok. Hovedpersonen Elias Hørg kæmper som tillidsmand for sine kolleger på en fiskerbåd. Fiskerne bliver snydt så vandet driver, når deres fangst skal sælges, og det er svært at få gennemført forbedringer. Elias er klar over, at en væsentlig del af bygdens velfærd er afhængig af, at den får sin egen filetfabrik, og med tiden er han med til at åbne og drive en sådan.
Ved siden af denne mere offentlige og sociale kamp må han kæmpe en mindst lige så svær kamp i sit private liv, da hans kæreste Tove bliver voldtaget af hans ven Jákup. Sagen stiller sig dog ikke så entydig, som det umiddelbart lyder. Jákup er lidt af en personlighed i den lille bygds liv. Han er lettere handicappet og en kær skolelærer, der tilfører bygdens liv et tiltrængt skud kultur og intellekt. Han er en vellidt og samtidig tragisk skikkelse, og mindet om ham får det til at værke i hjertet hos de fleste i bygden. Der er nemlig kun mindet tilbage om ham, for efter voldtægten skyder han sig selv, og ovenikøbet vælger Tove at få det barn, som overgrebet resulterede i.
Elias rejser til Island for at få det hele på afstand og efter sære sjælelige oplevelser, som følge af traumet, vender han tilbage til den lille bygd. Med sig har han David Strøm, som han har truffet under sit ophold i Reykjavik, og som har forbindelse til hans familie. De to bliver drivkraften bag filetfabrikken, og Elias og Tove får et familieliv sammen. I mange henseender bliver det lykkeligt, og Elias tager faderrollen for Jákup og Toves datter på sig. Det står dog næsten skrevet i kortene, at de mange trængsler og ulykker ikke skal overvindes helt, og i en brandert falder Elias til slut i havnen og drukner. Romanen lukker med ordene: “Havvandet havde vasket såret i nakken. Stenen, han snublede over, og det hul han lavede i vigens vand – de spor var borte. Kun mågerne holdt øje med denne krop i tangskoven en morgen i oktober 1973.”