Sting

Titlen på Jóanes Nielsens digtsamling “Pentur” fra 1998 (“Sting”, 1999) peger på en central del af udgivelsens funktion – sårheling. Samlingen tager fat på stærkt personlige emner, og for læseren har det en lægende virkning at se den indre smerte krænget ud sort på hvidt. Digtene rummer som altid hos Nielsen også en stærk vitalitet og kærlighed til livet og den fysiske verden. De smertefulde sår løber dog som en rød tråd gennem samlingen, og digtene kan ses som stingene, der paradoksalt nok lukker sårene ved at åbne dem og konfrontere læseren og det lyriske jeg med dem og årsagen til, at de opstod.

I det lange digt “Når du mister dig selv” kommer Nielsen blandt andet ind på farens død og hans besvær med at håndtere den på en måde, han selv kunne acceptere. Hvad der er fiktion, og hvad der er virkelighed, er det naturligvis ikke uden videre muligt at fastslå. Om der blot er tale om et lyrisk jeg eller den biografiske Nielsen, rokker dog ikke så meget ved digtets betydning, og efter beskeden om farens død hedder det: “Jeg huskede nogle ord af J.H.O. Djurhuus: / “… tårer sømmer sig ej for mænd, / når det svinder i venneskare”. / Idiot! Tænkte jeg, / men jeg fik ikke gråden frem. / I mange år nærede jeg dyb modvilje mod den dystre digter fra Áarstovu. / Senere stod det mig klart, at han i virkeligheden havde afsløret mig. / Jeg ejede ingen tårer til min far”.

22645706

Flere af digtene kredser meget konkret om familien – løsrivelsen fra moderen, da han som 14-årig stod til søs, og det svære forhold til faderen. Mange steder er digtene dog ikke dystre, og fandenivoldskheden kommer til udtryk i kærlighedserklæringen til livet, kvinden og alle verdens mest almindelige fænomener. Verden ses som et digt i “Balkon,” hvor det hedder: “Så længe månen pynter aftnerne / og kioskerne sælger aviser og bolsjer, / eller den gamle barnevogn bliver brugt som / blomsterkasse i haven, […] skrives der digte”. Fortrøstningsfuldt sluttes strofen af med ordene: “Den, som elsker betingelsesløst, / har altid en balkon”. Det tolv sider lange digt “Rolling Stones” er et kulturhistorisk dokument over Nielsens oplevelse af 1960’erne og 70’erne på Færøerne og den nye rockkulturs indtog i det i mange henseender konservative øsamfund. “En håndfuld hallelujaer” er en mellemting mellem en håndbog og en ode til kussen, og afslutningsdigtet “Livet er just det, som det er” er et afklaret og afdæmpet digt til livet opfattet som et smukt og uudgrundeligt øjeblik.