Broer af sultne ord

I digtsamlingen “Brúgvar av svongum orðum” fra 2002 (“Broer af sultne ord”, 2010) tager Jóanes Nielsen uærbødigt fat på store temaer som tro, død og civilisationens fordærvethed. Digtene veksler mellem den eksplicit udtrykte tanke, oder til livet og lange ekspressive billedbombardementer. Ofte blandes disse tendenser dog, og ofte tilføjes nye.

Et godt eksempel på et digt, der giver en tanke eller spekulation luft og udtrykker den uden så mange fiksfakserier, er “Gik tur med hunden i går aftes” r. Det er dog værd at bemærke, hvordan tanken ikke blot fremsættes ud af det blå, men iscenesættes virkningsfuldt med en dagligdagsbegivenhed som ramme: “Mens hunden undersøgte de gule telegrammer / På pæle / I det tørre græs / Og morsede sine egne meddelelser / Spurgte jeg mig selv: / Er det mig der holder hunden i snor / Eller omvendt / Hunden der holder mig? / Måske virker det pjattet at blande Gud ind i det / Men hvem holder på hvem? / Er det os der holder Gud i snor / Eller er det omvendt? / Jeg tror at de der tæmmede ilden / Hesten / Opfandt ploven / Og fæstnede drømme på pergament / Også opfandt Gud / Og som tiden er gået / Har denne sælsomme opfindelse / Fået større og større magt / Har udviklet sig til et over-jeg / Og i lighed med mennesket / Kvier dette over-jeg sig ikke / Ved at kalde sig universets skaber / Sådan tænkte jeg i går aftes / Mens hunden undersøgte meddelelser i græsset”.

28136129

Det overdimensionerede overjeg er en gennemgående tematik i samlingen. Vi undertrykker os selv og vores mest kødelige og umiddelbare ønsker og selve livsglæden. William Heinesen angreb den samme tendens, og den dogmatiske kristendom og livsfornægtelse kontra den bramfri dyrkelse af livet er en oplagt konflikt at tage fat på for digterne fra Færøernes lille samfund, hvor troen spiller en stor rolle. Samlingens titel “Broer af sultne ord” udspringer da også af selv samme konflikt, og i et af samlingens, nærmest i fysisk forstand, stærkeste digte “Mit pas er åndedrættet” hedder det: “Men jeg bryder mig ikke om synden og bodssalmerne / Disse stinkende remser af selvhad og lænkede drømme / Jeg vil have storslåede salmer der næres af overskud / Broer af sultne, glubske ord”. Livet skal fortæres, ædes med hænderne, mens fedtet driver ned ad hagen. Pænheden står for skud, og i samme digt hedder det, at det lyriske jeg, “kommer med den myndighed / Der banker i det hårde lem”.

Jóanes Nielsens digte er fulde af, hvad det kollektive overjeg ville betragte som synd. Hos ham betragtes det samme dog som den rene livsglæde. Han renser den ikke, men præsenterer den som den er: vulgær, beskidt og uden skam i livet. Ved konstant at sammenstille det ophøjede og det allermest kropslige og vitale, trækker han det ophøjede ned i øjenhøjde og gør det verdslige kosmisk. Det er Nielsens måde at skabe balance på. I det store digt slutter han af med intentionen om at pille flagellanterne ud af kristendommen og lade Jesus hvile. Han tror som sagt ikke på synden, og hvorfor skulle Jesus bøde for synder, som er rent tankespind og overjegets undertrykkelse af livsglæden. Samtidig gør han det som flere andre steder i samlingen klart, at han ikke er overbevist om nogen som helst bestemt mening med livet – måske lige bortset fra, at det er liv og dermed bør være ukrænkeligt: “Jeg er kommet for at tage det kors ned / Som står begravet i pinefuldt kød / Jeg er kommet med en seng til dig Jesus / Så du omsider kan hvile i fred / Jeg har intet andet / End en håndfuld skønhed med til dig”.

Andre steder i samlinger besynges kvinden, mens civilisationens angreb på naturligheden kritiseres.