Det er ikke ligetil at finde litterære slægtninge til Jóanes Nielsen. Der er åbenlyse ligheder mellem hans og William Heinesens livssyn. Begge omfavner de livet og menneskene med alle deres fejl og mangler, og begge er de optagede af at skildre det lille færøske samfund, hvor de begge har levet størstedelen af deres liv. Deres æstetik er dog vidt forskellig, og hvor Heinesen er kunstner og fortæller, er Nielsen i højere grad en livets fotograf. Dette afholder ham dog ikke fra at kommentere sine ucensurerede og upolerede snapshots af livet og menneskene. Han er flere steder direkte agiterende, og hans politiske engagement lader sig ikke fornægte.
Det uskolede og anti-æstetiske går igen hos en forfatter som Charles Bukowski, der også skriver lige ud ad landevejen og uanfægtet smækker nøgne kroppe og kropsvæsker op i ansigtet på læseren. På samme vis som Nielsen er hans digte skrevet i et dagligdagssprog, der ligger dagbogsbladet nærmere end mange poeters rimede, skrøbelige og intellektuelle vrangvending af følelseslivet.
Jóanes Nielsens sociale engagement går dog i højere grad end hos Bukowski igen hos en forfatter som Jan Sonnergaard, hvis skildringer af sociale “udskud” flere steder dog bærer præg af, at de er frugten af en akademikers fantasi og ikke er selvoplevede.
En forfatter som Jakob Ejersbo formår desuden på samme vis som Nielsen at skildre brutale miljøer med en velgørende brutalitet i et usminket sprog, der rummer flere sandheder end nok så mange indfølende psykologiske portrætter.