Manden der døde som en laks

Citat
“Du hører hjemme i skoven, ikke også? Det er vel sådan, det er at have rødder. At være vokset fast blandt en masse træer.
Det lød pludselig en anelse nedladende, hun blev selv klar over det og tav.
- Alle har rødder indvendte han.”
“Manden der døde som en laks”, side 221-222.

Med “Mannen som dog som en lax” fra 2006 (“Manden der døde som en laks”, 2007) er Niemi tilbage i sine vante fortællerammer med en ambitiøs eksistentiel kriminalroman, der, lige som “Populærmusik fra Vittula”, udspiller sig i den svenske Tornedalen nær den finske grænse.

Den 33-årige stockholmske betjent Therese Fossnes må brat afbryde sin ferie i Barcelona for at lede efterforskningen af et bestialsk mord begået på den finlandsfjendske pensionist Martin Udde i landsbyen Pajala. Hun påbegynder systematisk efterforskningen af mordet med stor ildhu og får tilsyneladende hurtigt et gennembrud i mordgåden. Sagen viser sig dog at være mere kompliceret end først antaget, da opklaringen kræver en omfattende indsigt i divergerende finsk-svenske sprogforhold, den finske minoritet i Pajala og de indbyrdes interesseforskelle, som efterforskningen langsomt afslører. Opklaringsarbejdet kompliceres, da Therese bliver tiltrukket af en af de hovedmistænkte, Esaias, der insisterer på at bevare det finske islæt i den mere og mere udbredte svenske konsensuskultur, som har præget området de seneste generationer.

27223842

Samtidig giver Thereses rejse ind i Pajalas natur- og kulturlandskab anledning til et væld af overvejelser om hendes egen identitet, overraskende familiære forhold og den fælles svensk-finske historie, som Niemi effektfuldt skitserer ved specifikt at henvise til historiske kilder og dokumenter.

”Manden der døde som laks” udfolder sig som kriminalroman, men er samtidig for kompleks og vidtfavnende til udelukkende at lade sig kategorisere indenfor denne genre. Romanen kan blandt meget andet anskues som en bestræbelse på at sætte identitetens komplekse karakter på dagsordenen samt give stemme til det marginaliserede finlandssvenske mindretal. Bogen kribler af forfatterens opfindsomme ordbrug og poetiske situationsfornemmelse, men de dybsindige kulturhistoriske lag gør romanen mere dunkel og tænksom end de foregående.

Derudover benytter Niemi sig også af overnaturlige og mytologiske elementer i forståelsen af den tornedalske kultur: en slags nordisk variant af den magiske realisme, som eksempelvis adskillige spansktalende forfattere har gjort til deres umiskendelige signatur.