Genremæssigt har Mikael Niemi nærmest favnet samtlige af litteraturhistoriens genrer: Digte, skuespil, noveller og romaner, samt nyere former som radiospil og TV-manuskripter. Og blot indenfor de seneste 10 år spænder hans forfatterskab bl.a. fra ungdoms- til kriminalroman, fra science fiction til socialrealisme, fra gakket komedie til ubarmhjertig katastroferoman og fra smal regionalisme til global bekymring. Det er svært at udpege tematikker, som på nogen måde kan indfange samtlige hans værker.
I stedet lader det til, at Niemi for hver udgivelse forlader enkelte tematikker og vender tilbage til andre. Her løber ikke mindst skildringen af den finsk-svenske Tornedalen, brugen af det overnaturlige og beskrivelsen af ungdommen som røde tråde gennem flere af hans værker, mens beskrivelser af kynisme og menneskelig ondskab gradvist har vundet fæste i hans seneste romaner.
Fascinationen af hjemegnen er et gennemgående tema hos Niemi, med ”Skyd appelsinen” som den mest markante undtagelse. Udover at iscenesætte de særegne finsk-svenske miljøer lader han også stilistisk til at være rundet af en mundtligt overleveret tradition, som stadig lever i bedste velgående i hans afsondrede hjemstavn.
Dette illustreres smukt i indledningskapitlet til ”Populærmusik fra Vittula”. Her vågner fortælleren i sin iskolde residens midt om natten og begiver sig pludselig det sidste stykke vej op mod tinden på Annapurnabjerget i Nepal. I en spontan lykkegestus knæler fortælleren taknemmeligt foran den opstillede bedeplade og kysser de tibetanske skrifttegn, men læberne og tungen sætter sig fast i den frysende temperatur. Fortælleren er fanget i et spirituelt antiklimaks på bjergets top og får kun nødtørftigt fravristet sig den isnende bedeplade ved at urinere på tungen. ”Endelig kan jeg begynde at fortælle”, konstaterer fortælleren (side 9), der tidligere har haft en skriveblokering. Det er med andre ord ikke nedskrivningen, men artikulationen og i bogstaveligste forstand tungens frigørelse, som giver fortælleren lyst til og mulighed for at fortælle sin historie.
Ser man bort fra den – i øvrigt meget karakteristiske – galgenhumoristiske pondus, som ligger i beskrivelsen af den arme fortællers redningsaktion, så illustrerer kapitlet på mange måder en tværgående tendens i Mikael Niemis forfatterskab. Nemlig de absurde situationsbeskrivelser og den distinkte mundtlighed.
I et interview i Dagbladet Information har han forklaret den mundtlighed, som hans litteratur hviler på: “Jeg har en speciel baggrund som forfatter. De fleste vestlige forfattere bliver forfattere ved at læse noget. Jeg har også læst, men jeg har først og fremmest lyttet. Vores fortællekultur er mundtlig. [...] Min roman er skrevet sådan, som man fortæller deroppe. Man sidder sammen og fortæller drastiske historier om mærkværdige begivenheder. Jeg troede, det var dårlig litteratur at skrive på den måde, men jeg tog fejl.” (Rune Lykkeberg: Roman ud af munden. Information, 2002-01-26).
Derudover er den finlandssvenske dialekt meänkieli, som optræder i bøgerne, oprindeligt en del af en mundtlig fortælletradition som først for nylig er blevet udvidet med et begyndende grammatisk skriftsprog. På den måde kan Niemis litteratur også siges at være loyal overfor hjemegnens mundtlige formidlingstendens. Også selv om forfatteren efter eget udsagn kun selv behersker meänkieli i begrænset omfang (Antonio Díaz: A warm writer from the North. Interview i FREE! Magazine).
En anden væsentlig ingrediens i Niemis forfatterskab er den magiske realisme og de overnaturlige elementer som forekommer visse steder. I ungdomsromanen ”Kyrkdjävulen” (”Kirkedjævelen”, 1995), hvis hovedperson i øvrigt hedder Matti, som hovedkarakteren i ”Poulærmusik fra Vittula”, medfører fundet af en gammel djævlefigur en række overnaturlige begivenheder. I ”Populærmusik fra Vittula” lader forfatteren de to hovedpersoner, de små drenge Matti og Niila, tage plads i et fly til Frankfurt i den tro, at de er på vej til Kina. I ”Sulebulen” giver de overnaturlige komponenter næsten sig selv i det futuristiske science fiction-univers, mens det i ”Manden der døde som en laks” blandt andet er den tornedalske elv, som artikulerer sig i romanens slutning. Niemi har selv fortalt, at de overnaturlige spor i høj grad er reminiscenser fra den samiske kultur, som bedstemoderen tilhørte og dermed en nedarvet del af forfatterens egne rødder.
Ungdommen udgør ligeledes en væsentlig tematik i Niemis oeuvre. Et sted mellem kejtet komik og besnærende socialrealisme skitserer ”Populærmusik fra Vittula” og ”Skyd appelsinen” det spirende opgør med forældre og forældede normer og den samtidige kamp for venners accept og pigernes gunst. Begge romaner tematiserer kunstens frigørende potentiale; hvor det for førstnævntes Matti er Elvis og Beatles, er det for sidstnævntes unavngivne jeg-fortæller Vladimir Majakovskij og Knut Hamsun, der agerer ledestjerner i den rebelske søgen efter egen identitet på grænsen til voksenlivet.
Niemi er nok mest genkendelig for sit barokke humoristiske fingeraftryk, som sammen med de poetiske skildringer i indfinder sig i “Populærmusik fra Vittula” og “Sulebulens” groteske univers. Selv beskriver Niemi humoren som et nødvendigt overlevelsesredskab, der balancerer den finlandssvenske melankoli i det vemodige, mørke klima mod nord: “Derfor er humoren en meget vigtig del af vores kultur, som modvægt til alt det, der er tungt på egnen. Fattigdommen, værre før end nu. De kolde vintre. Det hårde fysiske arbejde, som kan nedbryde selv den stærkeste. Humor er et overlevelsesredskab.” (Marianne Juhl: Pajala: en by uden klynk. Jyllands-Posten, 2002-02-05).
Denne tragikomiske humor, som i starten af årtusindeskiftet gjorde Niemi berømt, er langsomt forsvundet fra hans forfatterskab. I hans seneste tre romaner opleves i stedet en stigende fascination af at skildre menneskelig kynisme og de mekanismer, der kan frisætte denne.
Pålle i ”Skyd appelsinen” og slusevogteren Barney i ”Faldvand” er de mest rendyrkede eksempler på individets potentielle destruktivitet. Ikke mindst ”Faldvand” emmer af den desperation, ondskab og selvtægt, som ekstreme påvirkninger kan udløse i mennesket; iscenesat med bemærkelsesværdig præcision og fravær af humoristiske åndehuller.