I Dorthe Nors’ novellesamling ”Kort over Canada” fra 2018 tager 14 noveller os med ud, hvor karakterernes tæer kniber sig til fodfæste. Fortællingerne udspiller sig ofte langt væk fra hovedpersonernes hjemstavn, og vi føres bl.a. til Minneapolis, London, Los Angeles og Brooklyn. Her følger vi skæbner, der driver med strømme, de ikke selv kan styre, langt fra deres hjem ud i en tomhed, hvor mennesker støder vægtløst på hinanden.
I novellen ”Mellem filialerne” gribes en forretningsrejsende, som han residerer på anonyme hotelværelser, af en drøm, hvor han overgives til naturens stille luner, og en fugl plukker kødet af hans krop. Han rejser mellem uspecificerede filialer med Kleenex og hygiejne-gel, mens han undgår berøring, og vi møder ham ved afgangen fra Boston til Minneapolis. Undervejs begynder rødderne fra Sønderjylland, med en far der huggede hovedet af kyllingen, og en mor der pillede den til aftensmaden, at spire i ham. De nordiske efternavne på filialernes personalelister minder ham om fortiden, og flugten derfra gennem de kønsløse filialer er forbi. For som receptionisten fra hotellet i Minneapolis siger: ”Even the Mississippi river has to begin somewhere” (s. 50).
54423454
Konturerne af manden, hvis navn er ”en by nær den tyske grænse”, tegnes med en jeg-fortællers indre blik på en kaotisk selvforståelse. Teksten springer mellem øjebliksbilleder fra hans rejse til tilbageblik på barndommens ”hidsige sølvfasan” og en mor, der måtte ”give efter for sine infektioner”. Billede for billede kommer hovedpersonen sin egen underbevidsthed nærmere, og fuglen fra drømmen tager form i hans vågne sind.
Som en kontrast, der går igen i flere af novellerne, står naturen som modsætning til det mondæne og kontrollerbare. Som ulven, hvis indtog og omdømme truer de trivielle eksistensers danskeridyl, men som vores hovedpersoner i deres ensomme hylen kan identificere sig med. På samme måde finder ringduen, rødkælken og ræven vej til historierne som ustyrlige elementer i en verden af kontrolleret normalitet. Imellem de tungsindige karikaturer løfter Nors dog gang på gang læsningen med en underspillet humor, som når den mandlige hovedperson i ”Traktosefugle” ser på elskeren Anja og blomsterne på hendes kjole, som, han konstaterer, ”blomstrer rigt i bundvegetationen” (s. 68).