Minna vil lære ikke at nære tillid.
Det skal være slut.
Den sidste narcissist har fået hende til at klappe.
Den sidste jyde har boet i hendes indbakke.
Den sidste nymfoman.
Den sidste journalist.
Indiske dæmoner.
Rambukke.
Kamikazepiloter.
Tyve om natten:
Det er slut!
Minna mærker sin rygsøjle vokse.”
I Dorthe Nors’ roman ”Minna mangler et øvelokale” fra 2013 er den snart 40-årige komponist Minna træt af at skulle være værtsdyr for de kvindelige parasitter, der findes i hendes omgangskreds. Den jyske harmonikaspiller Karin, der får afløb for hverdagens trivialiteter med Minna som sin personlige dagbog, den erotiske harpenist Jette, der finder bekræftelsen i Minna som hendes kedelige modsætning og den perfektionistiske søster Elisabeth, der kæmper for at slide kanterne af Minnas personlighed, så hun passer bedre ind i søsterens facadeliv i kartoffelrækkerne. Alle tromler de hen over Minnas udhulede kærlighedsliv og suger alt, hvad der er tilbage af energi ud af hende. Hun mangler et ”røvhulsfilter”.
Minnas romance med journalisten Lars, som skulle give hende den varme, hun savnede, ender i en blank afvisning over sms, og drømmen om et barn visner bort. Minna har efterhånden glemt sig selv og det menneske, hun er. Hun mangler rum til sig selv og sin musik. Et øvelokale. Derfor stikker hun af til Bornholm, »sindets katarsis«, for at forsøge at finde sig selv som menneske igen. Men parasitterne følger Minna på tæt hold, og end ikke på Bornholms yderste klippesatser kan hun slippe for deres klør og få fred til at synge. Med tæerne på den yderste afgrund er hun tæt på at overgive sig til dybet, da en fremmed uventet slår dørene op til det øvelokale, Minna har ventet på.
29820422
”Minna mangler et øvelokale” er med sine stilistiske særtræk en roman, der afsøger grænsefeltet mellem poesi og prosa. Fortællingen bygges op af skarptslebne hovedsætninger skrevet på listeform, og alle fyldord og detaljerede beskrivelser er skåret væk. Kun den rene fortælling er tilbage. Stilen med subjektet først og handlingen bagefter minder om det sproglige udtryk, man ofte ser brugt på de sociale medier, hvor meget indhold skal sammenfattes på meget lidt plads. Stilen sætter individet, den handlende, i centrum af teksten, og på den måde underbygger skrivestilen også mange af de tematikker, som romanen arbejder med. Det selviscenesættende menneske, manglen på ægte menneskeligt nærvær og kærlighed, der går tabt i det tomme cyberspace.
Minna viser sig gennem hele fortællingen som en ”moderne havfrue”, der på flere planer har mistet sin stemme i verden, mens hun kæmper for at realisere sit begær. Holdt i følelsesmæssig skak af sine nærmeste forsøger hun at blive subjekt med egen dagsorden i stedet for at være objekt for andres, og man når at blive i tvivl om, om hun vil lide samme skæbne som den havfrue, vi kender fra H.C. Andersens eventyr.