Soul

Citat
“Natteluften slog imod hende tung og salt. Hun så derind, hvor byen måtte være. Der kørte han måske. Hun lagde armene om sig selv og vuggede lidt imod mørket. Det rykkede i kroppen. Hun græd ikke. Hun tænkte bare, at de nu var gået ind i den tid, hvor de måtte indse, at de nok aldrig lærte hinanden at kende.”
“Soul”, s. 180.

Dorthe Nors’ debutroman “Soul” udkom i 2001. Den handler om forholdet mellem den stille, mystiske Astrid fra Kilde i Jylland og den charmerende, rastløse Jaan fra København. De to unge møder hinanden på en bar i Århus, og selvom Jaan har en kæreste, betages han af Astrid og hendes tavse, men meget direkte, væremåde. Jaan og Astrid hvirvles ind i hinandens liv, og de finder ud af, at de begge bærer på en dyster hemmelighed om deres fortid. Hemmeligheder, som de enten kan vælge at skjule eller få frem i lyset og dermed risikere at blive forladt. Rejsen ind i hinandens inderste dyb i jagten på hemmeligheder og kærlighed fører dem både til Mörkret i Sverige, Skodsborg i Nordsjælland og til Haag i Holland.

23685531

“Soul” er på en og samme tid en kærlighedsroman og en dobbelt udviklingsroman. Den handler om, hvorvidt det er en god ide at åbne sig over for andre og vise sine allermørkeste sider og oplevelser frem, eller om det bedste er at holde dem skjult. Historien beskriver på en sanselig og ligefrem måde, hvordan det føles for Astrid og Jaan at åbne sig så meget, at det gør ondt. Astrid er vant til, at mænd forlader hende, når de får indblik i hendes fortid. Jaan er slet ikke vant til at indvie folk i sin fortid og mener, at han selv skal tage sig af det. På den måde er de typiske kønsroller skarpt skåret op: Manden er den tavse og udholdende, der vil klare det hele selv. Kvinden er den talende og skrøbelige, der trøstes af manden. Kærlighedsidealet i “Soul” er, at kærligheden godt kan bære det dystre og det uskønne, blot man har tillid til kærligheden og hinanden.

Begge hovedpersoner gennemgår en forandring bogen igennem. Især Astrid gennemgår en markant forandring. Hun går fra at være en passiv, stille og tænksom pige til at være en aktiv, handlekraftig og åben kvinde, der står ved sig selv og det, hun vil. Jaan er i historiens begyndelse meget rastløs, overfladisk og søgende, men ender med at tage ansvar og se sig selv og kendsgerningerne i øjnene. Nøglen til begge personers udvikling er, at de for at opnå det fælles bedste, vender sig selv på vrangen og anerkender, at det dystre også er en del af dem.

Romanens titel henviser til, at Jaan er en dygtig soul-musiker, og at de begge nærer en passion for soulens sensuelle og dynamiske livskraft. Soul betyder sjæl, og det er den, det handler om.