Anden roman i Dorthe Nors’ forfatterskab er “Stormesteren” fra 2003, som handler om den talentfulde billedkunstner Thomas Kristoffersen. Lige siden han som 19-årig blev optaget på Kunstakademiet, har han kørt på en bølge af succes med følelsesmæssig støtte fra den aldrende kunstner Liebermann. Thomas lever af sin kunst og af at undervise mere eller mindre talentløse kvinder i at tegne. Ved siden af arbejdet lever han et udsvævende liv med masser af alkohol og kvinder. Familien har han ikke meget kontakt til. Han har haft en svær barndom med en diktatorisk far, der var medlem af en loge og krævede, at Thomas afstraffede lillebroderen Mikkel. Den svære opvækst har gjort, at brødrene har et anstrengt forhold til hinanden og ikke har haft kontakt i flere år. Thomas hjemsøges jævnligt af minder fra barndommen og vandrer rundt i Københavns gader, mens han følger efter kvinder og forsøger at få styr på tankerne. Han har et anstrengt forhold til kvinder, som han kasserer, når de kommer for tæt på ham. Kun studinen Minna hænger fast og forsøger at hjælpe ham, selvom han mildest talt behandler hende dårligt. En dag får hun dog også nok, og Thomas hvirvles nu endnu mere ind i sin egen ensomhed og tristesse. Han begynder at tvivle på sin kunst og på, hvad han egentlig vil med sit liv. En dag hører Thomas rygter om, at Mikkel er kommet til byen med sine tyske ekstremistiske venner, og han finder pludselig en mening i at forsøge at genoprette kontakten til sin bror.
24908941
Det er eksistentielle temaer som ensomhed, fortidens spøgelser og kærlighed, der tages op i “Stormesteren”. Den foragt og afmagt, Thomas føler over for kvinder, er en projektion af hans foragt og afmagt over for sig selv. Han magter ikke de store følelser, som disse kvinder repræsenterer, og han ved det. Han er opdraget til ikke at vise følelser, og han er bange for at lukke op for dem, fordi han så ikke ved, hvad der vil ske. Derfor holder han distance til alle omkring sig. Kun via kunsten har han en vis kontakt til sine inderste kamre, men det kommer først og fremmest til udtryk i en dyrkning af en helgenagtig forestilling om hans første kæreste Marlene. Et uopnåeligt ideal som ingen af de kvinder, han møder, har den mindste chance for at leve op til.
Romanens titel henviser til den rang, som Thomas’ far har i den loge, han er medlem af. Her er han en, der bestemmer, i modsætning til i resten af verden, hvor han ikke har noget at skulle have sagt. På samme måde er Thomas stormester i kunstens verden men har ikke en stærk position i den ‘virkelige’ verden. Han mestrer kunsten til fulde, men denne fuldendelse kræver en fokusering af al energi og dermed en opgivelse af alle andre områder i livet. Det kan diskuteres, om en status som ‘stormester’ gør personen lykkelig, eller om det blot er en form for virkelighedsflugt og en måde at blive bekræftet på. I hverken Thomas’ eller hans fars tilfælde virker det som om, stormesterrollen gør dem lykkelige. Titlen kan dermed tolkes ironisk. Udadtil er Thomas og hans far stormestre, men indadtil kan de ikke tackle deres egne følelser og tanker.