Dorthe Nors’ forfatterskab beskæftiger sig med eksistentielle temaer som kærlighed, grusomhed og sorg, ofte i kroppen af en barnløs, midaldrende singlekvinde. I kærlighedsforholdene handler det ofte om det svære i at åbne sig for en anden, at turde overgive sig. Hovedpersonerne i forfatterskabet har ofte haft det svært i barndommen med tragiske hændelser, overgreb eller lignende, hvilket har medført konflikter i forhold til forældre og søskende og også påvirker personernes evne til at danne sunde relationer i det voksne liv. Hovedpersonen kan være ung og stadig under en rivende udvikling, som beskrives gennem historien – eller midt i livet med erfaringens tilbageblik og en større selverkendelse. Mange af dem har en ensomhed til fælles, en art forskydning i forhold til andre mennesker og en vanskelighed ved at tilpasse sig den omgivende verden. Men som Gunn jævnligt pointerer i ”Spænd”, så er hun ”alene men ikke alene”.
Et helt gennemgående tema bliver dermed menneskers udvikling væk fra deres smertefulde fortid gennem deres nye relationer til andre. Personernes udvikling beskrives via tanker og følelser, som oftest fortælles af alvidende tredjepersonsfortællere.
På tværs af Nors’ værker er en interesse for at flytte sig geografisk og hvordan vores fysiske tilhørsforhold påvirker os; hvordan vi kan bære et landskab med os. Forskellene mellem sociale omgangsformer i land og by tegnes op, og i ”Spænd” er det, som om landskabet kryber ind under huden på Gunn. Hun orienterer sig efter rågerne og køerne, vinden og himlen, mens hun i byen opleves mere frakoblet sine sanser og sine omgivelser. I et interview om at overgive sig til skumringen, siger Nors om vores kontakt til naturen: ”Vi er naturen, og den er os. Det har vi bare glemt undervejs. Og det er en skam. (…) Vi har mistet fornemmelsen for, at vores krop hører sammen med naturens fysiske omgivelser. Den er ikke separeret fra kulden og varmen, regnen og blæsten. Vi er i verden netop i kraft af vores krop.” (Marcus Aggersbjerg: Kunsten at holde skumring. Jyllands-Posten, 2023-12-02).
Sprogligt har Nors næse for de ord og udsagn, der karakteriserer et menneske. I ”Spænd” graver hun dybt i det danske sprog og bruger ord, der måske var på vej i glemmebogen: rosomt, kvolmende, knog, makke osv. Det forstærker billedet af det traditionsbundne liv på landet med såvel gamle dyder og omgangsformer som simpelt landliv.