Naturens muntre søn - Aladdin

Citat
Oehlenschlägers “Aladdin” er dybt underholdende læsning - også med nutidens briller.

Det centrale hovedværk i Oehlenschlägers produktion er lystspillet “Aladdin - eller Den forunderlige Lampe” . Det udkom i anden del af “Poetiske Skrifter” fra 1805, som også indeholder eventyret “Vaulundurs Saga” , der er skrevet i gammelnordisk stil.

Oehlenschläger lod sig inspirere af historien om Aladdin fra den arabiske fortællingskreds “Tusind og én nat” . Men handlingen er blevet komprimeret og udspiller sig et sted, der både har orientalsk mystik og jævn københavnsk lokalkolorit.

“Aladdin - eller Den forunderlige Lampe” handler om den fattige skræddersøn Aladdin, der ved hjælp af en lampe og en ring med magiske kræfter vinder sultanens underskønne datter Gulnare og bliver arving til tronen. Undervejs må han kæmpe mod sin modstander og diametrale modsætning, troldmanden Noureddin.

Lystspillets grundkonflikt ligger netop i forholdet mellem de to typer, som Aladdin og Noureddin personificerer. Aladdin er “naturens muntre søn”, et geni. Han er sorgløs, doven og spontan og besidder ved sin naturlighed et talent, der er ganske særligt. Han er født til lykken. Heroverfor skildres Noureddin som en tør, reflekteret og flittig videnskabsmand, der tror han kan analysere sig frem til lykken. Oehlenschlägers sympati er hos Aladdin, der uden kynisk beregning modnes til store bedrifter.

Siden Aladdin så dagens lys har mange, blandt andre Georg Brandes, anfægtet stykkets morale om, at lykken kan nås ved umiddelbarhed og lediggang frem for arbejde og flid. Den kritik er klar, men Aladdins udvikling er flertydig og kan ikke rummes i en så enkel anke.

Forholdet mellem typerne Aladdin-Noureddin er et motiv, der genoptages i litteraturen efter Oehlenschläger. Eksempelvis er samme modsætning på spil mellem Aksel og Mikkel Thøgersen i Johannes V. Jensens “Kongens Fald” fra 1901.

Ikke få har peget på ligheden mellem Aladdin og Oehlenschläger. Selv skriver han: “Havde jeg ikke selv, i den hos mig opdagede Digterevne, fundet en forunderlig Lampe, der satte mig i besiddelse af Alverdens Skatte? Og Phantasien var mig en Ringens Aand, som bragte mig hvorhen jeg vilde.” (Oehlenschläger: Oehlenschlägers Levned. Første Deel, 1830-31, side 143).

Oehlenschlägers “Aladdin” er dybt underholdende læsning - også med nutidens briller.