I løbet af sin dannelsesrejse i årene mellem 1805 og 1809 tog Oehlenschläger afstand fra nogle af romantikkens mere vilde ideer og vendte sig mod en nationalromantisk digtning. Især de nordiske gudesagn og sagaer har en central stilling i en række tragedier, hvor historiens gang og det ejendommeligt nationale er i fokus.
Den mest læste tragedie er “Hakon Jarl hin Rige” (1805), som findes i “Nordiske digte” (1807). Tragedien tager tråden op fra digtet “Hakon Jarls Død” fra “Digte 1803” (1802), og fortæller om hedningen Hakon Jarl, der kæmper om Norges trone med den retmæssige arving, Olav Tryggvesen. Disse to er repræsentanter for to religiøse retninger og mennesketyper: Hakon Jarl tror på de nordiske guder, er kraftfuld, lidenskabelig og pigeglad. Olav Tryggvesen bekender sig til kristendommen, og hylder venskab og fromhed.
Hakon Jarl er den tragiske helt; hans tro får ham til at dræbe sin egen søn, og han tager til sidst sit eget liv. Men tragedien udtrykker ikke triumf ved kristendommens endelige sejr over den nordiske mytologi, snarere bruger Oehlenschläger de to personer til at skabe en dobbeltbundet religiøs forestilling, der er nationalt forankret. Kraften skal hentes fra den hedenske fortid og fromheden fra kristendommen - begge er vigtige kvaliteter. Dermed bibeholdes den historiske kontinuitet i det nationale, som er så vigtig for Oehlenschläger.
“Hakon Jarl hin Rige” er blot et af mange tragiske værker, der trækker på den nordiske fortids sagaer og mytologi. Nævnes kan også “Axel og Valborg” (1810) og “Hagbart og Signe” (1815), begge dramaer om umulig kærlighed. Den sene “Kiartan og Gudrun” (1848) er forbundet med “Hakon Jarl hin Rige” i tematiseringen af relationen mellem kristendom og hedenskab.