Oehlenschläger gik i sin ungdom rundt og ventede på en ny guldalders begyndelse. Men eftertiden har siden karakteriseret årene fra 1800 til 1850 som netop en guldalder. Og det er let at se hvorfor, på trods af at perioden også bød på enorme nationale nederlag.
Guldalderen er omkranset af flere afgørende historiske begivenheder: Stavnsbåndets ophævelse i 1788 og den franske revolution i 1789 giver udsigt til helt nye tider. Slaget på Reden i 1801 svækker nationen, men booster den nationale stolthed. Guldalderepoken afrundes med enevældets fald og Grundlovens vedtagelse i 1849.
I Guldalderen var der gang i den på alle fronter af det kulturelle og videnskabelige liv, og de to lejre gnubbede skuldre som aldrig siden. På en eftermiddag København i 1840’erne kunne man støde ind i folk som H.C. Andersen, H.C. Ørsted, Kierkegaard, Grundtvig, kunstmaler Købke og balletmester Bournonville og selvfølgelig professor Oehlenschläger for blot at nævne de aller største.
Men mens det boblede i den kreative og videnskabelige lejr, var staten ved at tørre ud: København brændte, vi mistede flåden og englænderne bombede København sønder og sammen i 1807. I 1813 gik nationen bankerot, og året efter måtte vi afstå Norge. Mod den kulisse tegner der sig et billede af blomstring på trods, og Guldalderen er i det hele taget en kontrasternes tid. For mens ”genierne” muntrede sig på parnasset, så levede folket i armod.
Hvad angår Oehlenschläger er hans eftermæle, at han med både liv og værk inkarnerer den danske romantik. Men lige så vigtigt er det, at Oehlenschläger er enhver ung, lidenskabelig danskers åndsfælle. Det er netop det slægtskab, Kanonudvalget under Undervisningsministeriet fremhæver i deres kanonisering af Oehlenschläger: “Danske teenagere deler stadig den unge Oehlenschlägers forestillingsverden på afgørende punkter. Kærlighedens omvæltende kraft, digteren (læs: rockpoeten) som en inspireret visionær og sproglig fornyer og (by)menneskets forhold til naturen. Han har været med til at forme deres sprog, og gøre dem til det, de er.” (Dansk Litteraturs Kanon, Uddannelsesstyrelsens Temahæfteserie nr. 11, 2004, side 36-38).