Der spilles på form og indhold i den minimalistiske debut ”Hakk” (1994), som placerer Hanne Ørstavik i den nordiske gruppe af udtryksbevidste 1990er-forfattere. ”Hakk” er karakteriseret ved en meget knap og kortfattet stil med mange punktummer, værkets unummererede sider udgøres både af én enkelt linje og adskillige korte afsnit. Det er scener uden kronologi, som via drømmepassager, erindrings- og naturbilleder skildrer en ung kvindes liv og sindstilstande. Læseren sidder ofte med fornemmelsen af, at linjerne slet og ret forsvinder, hvilket på raffineret vis understøtter værkets etablering af tomhed.
Romanen beskriver en ung kvindes identitetssøgen og opgør med en styg far og fraværende, svag mor. En fremmed mand ankommer til bygden og sætter forandringsprocessen i gang hos hovedpersonen – er hun i stand til at give sig hen til et andet menneske? Manden bringer lys ind i kvindens dunkle og dystre liv, hvis mørke allerede fra første side forankres i fortid og barndomserindring: ”En sel kommer mot henne. Den har mørke hull til øynene, den har ingen øyne og kroppen virker for tung (...) Å være så tung og allikevel flyte. Å være blind med så mørkt et blikk.” Fortællingens mørke og sorg har kvindens mor i centrum som offer, hvilket beskrives med billeder af vold og skyldsfølelse, der ligeledes tynger datteren. De barske skildringer af en voldsramt familie skrives frem i et nøgternt, konstaterende hverdagssprog: ”Faren hadde drept hvalpene. Hun hadde kommet på ham uti vedskjulet. Hun ville bare være litt hos hvalpene, de var blitt lodne og viltre, de løb og lekte og drakk ordentlig melk. Han hadde lagt dem på vedstabben og hogd hodet af dem.” Det er kynisk, koldt og klaustrofobisk, især fordi uhyggen er handlingslammende for hovedpersonen.
De korte tekststykkers få, eksakte ord intensiverer indholdet i de forskellige scener, som tvetydigt hopper mellem nutid og barndomsminder. Traumernes mørke lysnes langsomt og små hverdagshandlinger revideres i takt med, at kvinden langsomt lukker op for kærligheden og modet til at håbe: ”Der er som å lene seg mot den lette veggen med tyngda. Hver dag er det nødvendig å lene sig, trene seg, hele tida litt mer, litt lenger”. Den klassiske løsrivelsesrejse kunne let sovses ind i følelsesladede klicheer, men med den antydningsvise, knappe form undgår Ørstavik det forudsigelige og lader de tomme sider stritte åbent, mens de intenst kalder på indlevelse.