Kærlighed

Citat
”Han fortæller en vits han har fundet på om en mand der kaster sig ud af et vindue og aldrig rammer jorden. Hun synes ikke hans vitser har nogen pointe. Han får fat i pølsen, knækker den på midten og giver hende det ene stykke. Hun smiler. De spiser altid den sidste sådan, deler den, uden noget på.”
”Kærlighed”, s. 17.

Familien som problemfelt bliver slået an i gennembrudsromanen ”Kjærlighet” (”Kærlighed”, 2007) og forbliver tema i Ørstaviks efterfølgende to værker ”Så sandt som jeg er virkelig” og ”Den tid det tager”.

”Kærlighed” udkom i 1997 og handler om en fremmedgjort mor og søn ude af stand til at nå hinanden eller fungere i den omgivende verden. Her italesættes om noget det senmoderne samfunds ensomhed og den udeblivende, skrøbelige og udsatte kærlighed. Ørstavik udforsker mødet og begæret mellem mennesker, i særdeleshed forholdet mellem jeget og duet, men også en søgen efter sig selv. En kompleks problemstilling belyst via en enkel, kronologisk fortalt historie, som forløber over en kold vintereftermiddag, aften og nat i Nordnorge. Vi møder den enlige mor Vibeke og hendes søn Jon, dagen før han fylder 9 år, i færd med at finde sig til rette i en ny by. De to optræder stort set ikke sammen, men deres indbyrdes kontaktløse forhold afspejles i stedet gennem søgende, kortvarige konfrontationer med andre mennesker.

26734436

På et biblioteksærinde kommer Vibeke forbi byens omrejsende tivoli og tiltrækkes af dets farverige lys og kontrastfyldte, alternative kultur – en fremmed parallelverden i forhold til Vibekes almindelige hverdag. Tivoliets folkelige, iscenesættende og levende rum frister Vibeke og river hende ud af den ensomme, kontrollerede tilværelse. Her møder hun manden Tom og drister sig til at lukke en ’anden’ ind. I løbet af timerne sammen forsøges erotiske tilnærmelser, der dog ikke forløses. Tom opgiver til sidst og efterlader Vibeke i en uvant afvist position, så hun til slut igen er alene i den interaktionsløse, lukkede ensomhed. I modsætning til tivoliets livbringende varme, bevæger Jon sig rundt i kulden og mørket. Han sælger lodsedler for idrætsforeningen og møder herigennem den omgivende omverden – først en gammel mand, en jævnaldrende pige, som han går med hjem og til slut kvinden i bilen. Alle menneskelige konfrontationer er holdt i en dialogisk jeg-du-form, hvilket ikke kun markerer sig på handlingsplanet, men ligeledes præger romanens krydsklippende sprog og sceniske opbygning.

Historien er fortalt gennem to indre monologer, Vibekes og Jons, og de to bevidstheder flettes glidende og elegant ind mellem hinanden. Begge personer ender indelukkede i hver sin verden med egne følelser og smerter, uimodtagelige for hinanden og livet udenfor. Læseren efterlades med et uafrysteligt og meget præcist billede af en dysfunktionel, kærlighedsløs verden blottet for nærvær og samvær.