HAN Men nå går du?
HUN Ja. / Det er hun fra fjellene. Hun står og ser på meg med de mørke øynene. Jeg vet ikke hvor hun kommer fra, eller hva. Hun har gått langt. Hun har overlevd.”
En ny fase i Ørstaviks forfatterskab påbegyndes med udgivelsen af læsestykket ”I morgen skal det være åpent for alle” fra 2007. Værket markerer ikke blot et genreskift fra prosa til drama, men kredser om en dialog mellem to bevidstheder. I stedet for at være lukket inde i en kvindes bevidsthed, er der med læsestykket åbnet for et scenerum, der deles af en kvinde og en mand. Dramaet har ikke til hensigt at blive opført, så det er en verden, hvor replikker og ord skaber de mennesker, som optræder. Tematisk diskuterer Ørstavik her mødet mellem det sagte og det sete, det indre og det ydre, kendte og ukendte, værk og læser, hvor læseren gøres direkte ansvarlig for sin egen deltagelse i kunsten, i litteraturen. Ørstavik synes at være optaget af at afdække og reflektere over netop dette ’mellem’-felt.
En regnfuld aften er en kvinde (30-40 år) alene i et galleri og lægger sidste hånd på sin udstilling, som skal åbnes næste dag: ”Hun snakker om bilderne, som om hun snakker med dem, i dem, innenfor deres univers” (s. 6). En mand (50-60 år) banker på og vil ind i ly for regnen. De to fortsætter samtalen om kvindens billeder, indlevelsesambitionen og mulighederne i mødet med malerierne samt angsten ved at blotlægge sig selv som kunstner bliver bl.a. indholdet i den springende, associationsskabende samtale, hvor de to fremmede langsomt nærmer sig hinanden. Interaktionen mellem de to og deres ord inviterer læseren eller egentlig tilhøreren til at deltage i mødet og hermed engagere sig i det aktive møde med læsestykket, som var det en samtalepartner – og som titlen indikerer skal der være åbent for alle.